22-årige Rosemarie fra ‘Doggystyle’: Det er vigtigt at turde fejle

I en tid hvor unge skal præstere og træffe de korrekte valg, er det sundt også at tage fejl af og til, mener skuespiller Rosemarie Mosbæk.

- Vælger man forkert, har man fejlet. Og det pres kan være både handlingslammende og stressende.

Det mener den 22-årige skuespiller Rosemarie Mosbæk om den ungdom, hun selv står midt i.

Rosemarie Mosbæk er netop nu aktuel i DR3-serien 'Doggystyle', hvor hun spiller hovedrollen som den jævnaldrende Asta, der kæmper med at finde sit ståsted i livet.

Og ligesom karakteren Asta, så kæmper både Rosemarie Mosbæk selv og den danske ungdom generelt med det pres og de mange valgmuligheder, de skal tage stilling til, mener hun.

- Jeg tror, det er sværere at være ung i dag end tidligere, forstået på den måde, at presset på én er et helt andet end før. Man skal præstere – og man skal vælge rigtigt. Man skal for eksempel vælge den helt rigtige retning på gymnasiet fra start, ellers bliver det svært for dig senere, siger hun og fortsætter:

- Vi kommer fra den del af verden, hvor der er masser af valgmuligheder. Og selvom det burde være en god ting, så bliver det dermed også dyrere at vælge forkert.

Men hvor unge i dag står over for en angstprovokerende mængde af valg, der kan gøre én handlingslammet, så giver valgfriheden omvendt også nye muligheder, som ikke eksisterede før, tilføjer Rosemarie Mosbæk.

- Jeg snakkede faktisk forleden med min mor om, at det er blevet meget lettere at komme frem med ens egne ting i dag. Man ser tit helt unge mennesker, der har gang i noget kæmpe stort. Unge iværksættere, instruktører, musikere.

- Der er bare blevet meget lettere at sætte gang i ting selv. Du behøver ikke at have gået på et musikkonservatorium i 500 år for at kunne udgive musik. Du kan sidde derhjemme og udgive på nettet. Det er jo virkeligt en gave. Det kræver bare, at du kan finde ud af at vælge, hvad du gerne vil, og så være tro mod det.

Serien ‘Doggystyle’ er skabt og instrueret af 30-årige Anna Emma Haudal, der ligesom seriens hovedperson selv er flyttet fra København og tilbage til Odsherred kommune. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Om at turde satse

Rosemarie Mosbæk har selv truffet et valg om at blive skuespiller.

Det har hun altid gerne villet være. Det er i hvert fald det, hun har sagt, når hun blev spurgt. Måske var det tvivlen på eget talent, der gjorde, at det faktisk ikke er så lang tid siden, at hun rent faktisk gjorde noget ved sagen.

- Det gik op for mig, at jeg jo egentlig slet ikke vidste, om skuespillet var noget, jeg kunne finde ud af, for jeg har aldrig sådan for alvor givet mig i kast med det. Jeg har gået på en teaterhøjskole og har snuset til det i blandt andet en kortfilm, jeg medvirkede i, men det var også det.

- Så jeg tænkte, at nu måtte jeg hellere se, om det bare var noget, jeg var kommet til at sige til folk, at jeg gerne ville, eller om jeg rent faktisk oprigtigt gerne ville det - og om jeg var god til det.

Det viste sig heldigvis, at Rosemarie Mosbæk både havde talent og begejstring for skuespilfaget.

Elementer der resulterede i en casting på 'Doggystyle'. Oprindeligt på birollen som københavner-veninden Silje-Sofie, men det var i sidste ende hovedrollen hun løb med.

- Jeg ved ikke, om det ændrer sig, når man bliver ældre, men under optagelserne fangede jeg tit mig selv i at tænke 'Åh nej, nu opdager de nok snart, at jeg er dårlig'. Eller 'De har sikkert fortrudt, at de har valgt mig', fortæller Rosemarie Mosbæk om det efterfølgende arbejde med serien.

Rosemarie Mosbæk gik oprindeligt til casting på en birolle i 'Doggystyle' men endte til sin egen overraskelse med at blive tilbudt hovedrollen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Om at komme bag på sig selv

Hun er selv opvokset i København – langt væk fra den virkelighed på Sjællands Odde i Nordvestsjælland, som portrætteres i 'Doggystyle'. Geografisk, i hvert fald.

For Rosemarie Mosbæk genkender mange af seriens situationer fra sit eget liv.

Det at være ung i Danmark giver nogle universelle vilkår. Uanset hvor i landet du bor.

Noget, som hun føler, 'Doggystyle' rammer:

- Asta er meget sigende for den tid vi lever i, synes jeg. Hun har alle de 'rigtige' holdninger og er meget sikker i sin sag - indtil der kommer nogen og vender det hele på hovedet for hende. Det kan jeg virkeligt godt genkende i mig selv, griner Rosemarie Mosbæk.

- At blive konfronteret med sine egne fordomme, når man ellers troede, at man var fordomsfri. Eller at finde ud af, at ens fordomme var forkerte. Det er altså ret sundt.

- Det synes jeg at serien taler meget godt ind og samtidigt viser, at det ikke gør noget at tage fejl. For det klæder os at tage fejl. At man komme bag på sig selv. Og det er noget man har brug for at få at vide som ung, synes jeg.

Skuespiller Rosemarie Mosbæk har med 'Doggystyle' fået sin debut som hovedrolleindehaver på tv. Hun har tidligere medvirket i et afsnit af 'Perfekt Steder' og har desuden arbejdet som model. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Seriens ti afsnit blev indspillet på bare 25 dage. 25 lange dage.

For den unge debuterende skuespiller var både rollen og samarbejdet med seriens skaber og instruktør Anna Emma Haudal et drømme-setup.

- Det har været en virkeligt god oplevelse. Og jeg føler mig meget heldig over, at det har været den første produktion, jeg har været med på. For det er et fedt projekt, synes jeg.

- 'Doggystyle' taler ind i nogle af de ting, der ikke er pæne og politisk korrekte. Og modsat så mange andre serier til unge, så bliver der ikke givet et facit på de problemstillinger, som bliver taget op. Den bliver aldrig belærende, hvilket er befriende.

For Rosemarie Mosbæk har arbejdet med serien ikke bare været en god oplevelse. Det har også været et godt skub i ryggen til at stå ved valget om at følge skuespillerdrømmene-

- 'Doggystyle' har helt klart givet mig modet til at fortsætte. Også selvom det giver præstationsangst.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
Facebook
Twitter