For 25 år siden var den et gigantisk hit på teenage-værelserne – men efterfølgeren skuffer anmelderne

25 år efter originalen har 'Space Jam 2: A New Legacy' premiere. Her er de første anmeldelser.

Snurre Snup og resten af Looney Tunes-vennerne skal hjælpe LeBron James med at få sin søn tilbage ved at vinde en storstilet basketball-kamp i et skørt, farverigt parallelunivers. (© 2021 Warner Bros. Ent)

Kalenderen viser 1996.

Året, hvor VHS-bånd stadig var en ting, hvor Pokémon så dagens lys, og hvor et par sorte Harley Davidson-gamacher eller en rød-hvid Chicago Bulls-basketballtrøje ville indkassere anerkendende blikke i skolegården.

1996 var også året, hvor det globale basketball-fænomen Michael Jordan medvirkede i familiefilmen 'Space Jam'.

En film, der kombinerede rigtige skuespillere, herunder Michael Jordan, Bill Murray og Wayne Knight med alle de animerede venner fra Looney Tunes-universet.

I originalen var Michael Jordan ikke animeret undervejs, hvorimod LeBron James får lov til at agere som tegnefilmsfigur på lige fod med de andre Looney Tunes-karakterer. En klar forbedring, mener en anmelder, der husker det som "akavet", når Michael Jordan bare måtte stå og se på tosserierne. (© 1996 Warner Bros. Ent.)

I særdeleshed hovedrollen Snurre Snup, som på daværende tidspunkt desuden var en fast del af danske børns weekender, når en altid frisk Bubber bød velkommen til 'Snurre Snups Søndagsklub'.

Der var med andre ord lagt op til, at den skøre 'Space Jam' kunne blive et massivt hit, hvor VHS-båndet ville blive slidt op i videomaskiner på børneværelser verden over. Og sådan gik det.

Nu, 25 år senere, er opfølgeren så klar: 'Space Jam 2: A New Legacy'.

Denne gang med basketball-stjernen LeBron James i hovedrollen som basketball-spilleren, hvis søn kidnappes, og hvor eneste mulighed for at få ham tilbage er at vinde en basketball-kamp sammen med Looney Tunes-vennerne.

Herhjemme er det blandt andet musiker Tessa, radiovært Andrew Moyo og sanger Jasmin Gabay, der lægger stemmer til den danske udgave, der får biografpremiere i dag.

  • Forud for premieren har 'Space Jam 2: A New Legacy' skabt overskrifter med særligt deres ændringer af kaninen Lola Bunny. I originalen forelsker Snurre Snup sig hovedkulds i kaninen, men i den nye film har man valgt at gøre hendes fremtoning markant anderledes, fordi man mente, at hun var for seksualiseret i originalen. (© 2021 Warner Bros. Ent)
  • Det er henholdvis danske Tessa og Hollywood-skuespiller Zendaya, der lægger stemme til kaninen i den nye film. (© 1996 Warner Bros. Ent.)
1 / 2

Skuffede anmeldere

Men kan den så noget, den nye film? Eller skal du forberede dig på at måtte skuffe dit indre barn, der måske har set frem til efterfølgeren i mange år?

Ser man på dommen fra de anmeldere, der i ind- og udland allerede har haft mulighed for at vende tilbage til det kosmiske, komiske Space Jam-univers, står én ting i hvert fald klart: Resultatet er ikke overbevisende.

- 'Space Jam 2: A New Legacy' er hverken en rigtig fortælling eller en rigtig film. Det er et videospil, som du ikke kan spille og en forlystelsespark, du ikke kan besøge, skriver det australske filmmedie Flicks i deres nedslående anmeldelse.

Den samme kritik giver også amerikanske The Jam Report:

- Det her er en film, men det er svært at sige, om dem, der har været involveret i produktionen, var klar over det. At se en flok tegneseriefigurer spille et basketballvideospil er omtrent lige så sjovt som at sidde bagved din bedste ven, der spiller 'Mario Kart'.

- Det er en skam, at krydspromoveringen var så kvalmende og overdrevet, da 'Space Jam 2: A New Legacy' ellers har en masse at byde på, mener australske News.

Anmelderen tilføjer desuden, at to'eren er mere underholdende end den første og i øvrigt formår at fremstille Looney Tunes-karaktererne på en måde, der er "tro mod de originale, men samtidig også introducerer karaktererne for en ny generation af børn."

Det autralske medie giver derfor filmen en samlet score på 2,5 ud af fem.

I modsætning til originalen får skuespillerne også mulighed for at være tegnefilmsfigurer undervejs i 'Space Jam 2: A New Legacy'. Her ses LeBron James eksempelvis som tegnefilmsfigur. (© 2021 Warner Bros. Ent)

En marketingchefs våde drøm?

En gennemgående kritik af den nye rumsportsfilm er dog, at den føles som et marketingstunt fra Warner Bros.' side, der ihærdigt forsøger at præsentere så mange af deres egne karakterer undervejs:

- Det er svært ikke at føle, at du har svømmet rundt i nogle Warner Bros-marketingchefers våde drøm i to timer, konstaterer News tørt.

- Et af filmens svage punkter er dens forsøg på at presse så mange popkulturelle referencer ind som muligt. Det er sjovt i starten, men det bliver lidt trættende i længden, tilføjer det amerikanske medie Empty Lighthouse, der giver filmen en score på 3,5 ud af fem.

Men blandt anmeldelserne kan du også finde roser og begejstring.

Nogle ser nemlig brugen af de mange karakterer fra Warner Bros. bagkatalog som "et kærlighedsbrev til filmene" og ikke som skamløs krydspromovering.

Ligesom filmens store morale om at være tro mod sig selv får det newzealandske nyhedsmedie Stuff til at give filmen 3,5 ud af fem stjerner.

Filmen har dansk biografpremiere landet over torsdag den 15. juli 2021.

Facebook
Twitter