For 36 millioner fjeld-action og martinier: Ny James Bond-film skal indspilles i Norge

Norsk filminstitut bekræfter, at 'Bond 25' får norske millioner i statsstøtte.

Daniel Craig tager en tur mere som James Bond. Og han skal blandt andet opholde sig en del i vores nordiske naboland. (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

Det er stadig ret småt med detaljer om den kommende James Bond-film.

Sikkert er det dog, at det stadig er Daniel Craig, der ifører sig det skarpe jakkesæt – og mon ikke han også får scoret en dame eller to.

Nu er det dog også bekræftet, at han kommer til Norge i filmen, der indtil videre har arbejdstitlen 'Bond 25'.

Det norske filminstitut har nemlig givet 47 millioner norske kroner i statsstøtte til den engelske film, skriver NRK. Det svarer til 36 millioner danske kroner.

Dermed var der noget om snakken, da der allerede sidste år var spekulationer i de norske medier om, at den populære spion ville komme til landet.

'Bond 25' har fået støtte gennem en såkaldt incitament-ordning, hvor filminstituttet refunderer op til 25 procent af den pågældende films produktionsomkostninger i Norge, skriver NRK.

I den seneste film i serien, 'Spectre', var den berejste James Bond blandt andet i Østrig, Mexico, Italien og Marokko. (Foto: Jonathan Olley © SPECTRE © 2015 Metro-Goldwyn-Mayer Studios Inc.)

Har før støttet udenlandske film med millioner

Bond er som bekendt en meget berejst mand.

Igennem den gamle filmserie har James Bond været på eventyr i lande som Frankrig, Kroatien, Island, Uganda, Rusland, Kina, Tyrkiet og Mexico.

Og faktisk bliver det ikke første gang, at man ser Bond-scener optaget i vores nordiske naboland. I 'You Only Live Twice' fra 1967 blev der også optaget nogle scener i Norge.

Det er i øvrigt ikke første gang, at det norske filminstitut bidrager med en gavmild sum penge til udenlandske film, der lægger en del af deres optagelser i landet.

Tidligere har også Tom Cruise-actionbraget 'Mission: Impossible – Fallout' og krimien 'Snemanden' med Michael Fassbender modtaget millioner i støtte.

'Bond 25' får premiere i februar 2020 og bliver instrueret af Cary Fukunaga, der tidligere har instrueret første sæson successerien 'True Detective' og Netflix-serien 'Maniac'.

Facebook
Twitter