5 stjerner! 'Frustrerende' og 'til tider kedelig' film blæser anmelder bagover

I filmen 'The Hand of God' vender den prisvindende instruktør Paolo Sorrentino blikket mod sig selv og sit eget liv.

'The Hand of God' er skrevet og instrueret af italienske Paolo Sorrentino, der tidligere har vundet en Oscar og Den Gyldne Palme for henholdsvis 'Den store skønhed' og 'Youth'. (Foto: GIANNI FIORITO © Netflix)

Først var det hende den omtrent 50-årige dame nogle rækker til højre, der rejste sig og gik.

På det tidspunkt var der kun gået 15-20 minutter af filmen.

Så var det en ældre herre nogle rækker længere fremme, til den anden side, der sneg sig ud. Og sådan fortsatte det. Gennem den første halve time af 'The Hand of God'.

Men hvorfor? Var det ikke en af nationens stolte sønner, der viste sin nye Netflix-film frem på årets filmfestival i Venedig?

Burde italienerne ikke netop støtte landets måske mest berømte nulevende filmmager?

Især med 'The Hand of God', hvor Paolo Sorrentino for første gang vender blikket mod sig selv og sit eget liv – i stedet for at beskrive politiske berømtheder som Giulio Andreotti og Silvio Berlusconi i 'Il Divo' og 'Silvio og de andre'? Og i stedet for at at hylde henholdsvis ungdommen i 'Youth' og Rom i 'Den store skønhed'?

Otte til ti italienske typer valgte at skride meget hurtigt under verdenspremieren på 'The Hand of God' i Venedig – de fleste af dem under den lange sekvens, hvor Sorrentino præsenterer sit alter ego, Fabietto Schisa, og hans store, tossede familie ved en frokost i bakkerne udenfor barndomsbyen Napoli.

Måske var det et slags statement at smutte tidligt.

'The Hand of God' er Paolo Sorrentinos mest personlige film hidtil, hvor hans interesser for film og fodbold bliver skildret gennem et familiedrama og kærlighed og tab. (Foto: GIANNI FIORITO © 2021 Netflix)

Alt andet end socialrealisme

Italienerne er trods alt ikke så ensartet og konsensussøgende et folkefærd som vi danskere. Måske pisser Sorrentino mange italienske filmfans af med sin flamboyante stil, sine store armbevægelser, sin evige fascination af poetisk storhed. Og sine referencer til Italiens måske største filmnavn gennem tiderne, Federico Fellini.

Hvis man er fan af socialrealisme og politisk aktivisme, er det i hvert fald ikke Sorrentino, man dyrker.

Men hvorfor dog ikke vente og se, hvordan Sorrentino beskrev de store pejlemærker i hans ungdom – tanten, der fodrede hans natlige fantasier, og filmkunstneren, der inspirerede ham til at blive instruktør?

Og de helt store pejlemærker: Det store familietraume, da unge Paolo var blot 16 år. Og fodboldguden Diego Maradona, der på næsten mirakuløs vis sagde "ja tak" til at komme til fattige Napoli, og som siden førte byens fodboldhold til sine to første (og eneste) mesterskaber. Måske kunne de udvandrende tilskuere bare ikke fordrage Napolis fodboldhold?

Måske havde de allerede fornemmet, hvor det bar henad med titlen 'The Hand of God'. Eller som den italienske originaltitel siger: 'Det var Guds hånd'.

Måske irriterede det dem, at Sorrentino ville kæde sit filmtalent sammen med noget guddommeligt – uanset at det refererer til Maradonas første mål mod England under VM i 1986, hvor han scorede med hånden.

Måske genererede det dem på forhånd, at Sorrentino ville koge Napoli, tanten, Maradona, forældrene og traumet sammen til en typisk ekstravagant Sorrentino-suppe – fyldt med lækre kamerature og smukke landskaber, proppet med pludrende og maniske halvtosser, men med meget lidt struktur. Og så godt som ingen klare pointer eller moraler.

Hovedrollen som Fabietto Schisa (til højre) bliver spillet af den italienske skuespiller Filippo Scotti, der til filmfestivalen i Venedig vandt prisen for bedste unge skuespiller. (Foto: GIANNI FIORITO © 2021 Netflix)

En dybt original billedfortæller

Det var af de samme grunde, den her anmelder havde det svært med Sorrentinos serie 'Den unge pave'. Masser af lækkerier og spydige finurligheder. Men meget lidt konkret at forholde sig til.

Ja ja, lad dem bare smutte.

Men så går de glip af alt det, der gør Sorrentino til en original billedfortæller nu om dage. Det er de færreste, der som ham kan slippe afsted med at ignorere det, vi kalder en historie eller en handling.

Sorrentinos film begynder bare et sted, som regel med en lækker kameratur. Så står de groft sagt stille i deres egen filmglæde i et par timer. Inden de slutter et andet sted.

Undervejs har os, der bliver siddende, fået en rejse af sjælden og uforglemmelig skønhed.

Nogle gange frustrerende. Til tider kedelig. Men altid på jagt efter magi, efter poesi, efter skønhed og med en stor nysgerrighed på at finde de usynlige sammenhænge, der skaber noget utroligt for næsen af os.

(© kino.dk)
FacebookTwitter