5 stjerner til dansk forfatters nye HBO-serie: 'Man kan blive helt afhængig'

'Velkommen til Utmark' er et herligt mix af amerikansk genrebevidsthed og nordisk ironi, mener anmelder Per Juul Carlsen.

Det kulørte persongalleri er især noget af det, der gør DR's anmelder varm på 'Velkommen til Utmark'. (© HBO)

En fårehyrde, der ikke kan finde ud af at udtrykke følelser.

En kvindelig butiksbestyrer, der er besat af en dæmon. En sørgende enkemand, der udlejer albanske prostituerede fra sin kælder. En landbetjent, som bilder sin kone ind, at hun er psykisk ustabil. En buschauffør, der elsker at blive bundet og pisket.

Og en samisk alfahan, der dyrker naturen som en guddom og lader sin hund dræbe løs af fårehyrdens får, fordi det er hundens natur.

Figurgalleriet er pænt sagt kulørt i danske Kim Fupz Aakesons og islandske Dagúr Karis norske serie, 'Velkommen til Utmark'.

På overfladen ser alt ud, som det plejer deroppe i den nordnorske natur, men under normaliteten har alle deres særheder eller perversiteter. Det minder ikke så lidt om de universer, filmmagerne David Lynch og Joel og Ethan Coen har skabt i serier og film som 'Twin Peaks', 'Blue Velvet', 'Fargo' og 'Burn after Reading'.

Og det minder ikke så lidt om en klassisk western.

Det er Fupz'sk humor, som vi kender den

Men nu foregår det hele altså i Utmarken, et sted i en lille by i Nordnorge, hvor der godt nok findes en sherif, men han nærmer sig pensionsalderen, lider af en tarmsygdom og skal på lokum hver eneste gang, han skal til at ordne sagerne.

Der er meget langt fra landbetjenten Willman til Henry Fondas og John Waynes klassiske westernhelte.

Men en vaskeægte fejde mellem to skæggede og vindbidte mænd skal vi da ha'. Og en dyst mellem civilisation og vildskab er også en del af 'Velkommen til Utmark'. Og et shootout er der også.

Klassiske westerns handler for det meste om striden mellem nybyggerne og de indfødte i USA. I 'Velkommen til Utmark' er det derimod forholdet mellem samerne og nordmændene i det nordnorske område Utmark, der er omdrejningspunkt. (© HBO)

Alligevel er slutproduktet betydeligt mere nordisk, end det er amerikansk. Det skyldes ikke så meget den rå norske natur eller den meget norske twist mellem invaderende nordmænd og 'nordens indianere', samerne, der i århundreder har beboet Lapland i det nordligste Norge og Sverige.

Det skyldes den særlige tone, Kim Fupz og Dagur Kari får skabt ud af de amerikanske bestanddele.

Da fårehyrden Finns kønne kone, Siri, får et raserianfald under aftensmaden og går sin vej, har Finn ikke fantasi til at forestille sig, at det har noget at gøre med, at han aldrig siger noget. "Her er som i et lighus!" råber Siri inden hun skrider.

Alligevel vender Finn sig stille mod parrets 12-årige datter, Marin, og forklarer at en kvinde har en periode hver måned, hvor hendes humør ændrer sig. Det er muligvis Finns længste ordstrøm i de otte afsnit af 'Velkommen til Utmark'. Så lidt fornemmelse har Finn af verden omkring ham.

Det er Fupz'sk humor, som vi kender den fra 'Den eneste ene' eller de norske film, 'En ganske rar mand' og 'Kraftidioten'. Og der er meget mere af den - for eksempel i scenen, hvor den lokale lærerinde ihærdigt forsøger at fortælle sine elever om begrebet 'sex med samtykke' og nysgerrige Eilif vil vide, hvorfor sex med dyr er ulovligt, hvis dyret nu har givet samtykke.

Forbløffende naturligt

I det hele taget opstår der et herligt mix af amerikansk genrebevidsthed og nordisk ironi i 'Velkommen til Utmark'.

Det er sammenbragt og konstrueret, men det føles forbavsende naturligt - endda så naturligt, at det virker sandsynligt at du - næste gang, du skal et smut forbi Nordkapp - snildt kan støde ind i en ældre landbetjent med kronisk diarré og en kvinde, der er besat af en dæmon, bag kassen i den lokale købmandsbutik.

'Velkommen til Utmark' er blandt andet skrevet af danske Kim Fupz Aakeson, der har produceret et væld af børnebøger, romaner og manuskripter, siden han debuterede i 1984. (© HBO)

Der går lidt stilstand undervejs, som der ofte gør i lange serier.

Det skyldes især, at Kim Fupz og Dagúr Kari ikke nødvendigvis er interesseret i en effektivt fremadskridende handling. Det er tydeligvis figurerne og atmosfæren, der fascinerer dem.

Spændingen i serien opstår i stedet i udviklingen af figurgalleriet. Lærer Finn at udtrykke sine følelser? Og at slå tilbage mod alfahannen Bilzi? Bliver Siri endelig lykkelig, da hun forlader Finn til fordel for Bilzi? Og træder landbetjent Willman nogensinde i karakter, inden han skal på lokum?

Det lyder måske ikke vanvittigt ophidsende. Men bare vent, man kan blive helt afhængig i sin trang til at få svar på de spørgsmål.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk