5 stjerner til poplegendes nye film: 'Han giver ny mening til en verden, der skriger på det'

'David Byrne's American Utopia' er en performance-film, der understreger, at David Byrnes talent strækker sig til meget mere end musikkens verden.

David Byrnes fra Talking Heads har lavet et show, som man sjældent har set det. (© Warner/via Rotten Tomatoes)

David Byrne er musiker. Selvfølgelig er han det.

Det var som musiker, han stod i front for bandet Talking Heads og gjorde popmusik til en slags performancekunst i slutningen af 1970'erne.

Med inspiration fra punk, kunsthistorie, billedkunst og antropologi og utvivlsomt meget mere skabte han sange, der var formet som snapshots af menneskelig eksistens. Hvert lille 3-4 minutter lange nummer betragtede det moderne menneskes forsøg på at finde sig til rette i en uoverskuelig verden.

Ingen andre kan have skrevet så mange sange om huse og bygninger og menneskets forhold til dem.

David Byrne er altså musiker – men godt nok også meget mere end lige det.

Det fremgår med al tydelighed af 'David Byrne's American Utopia', hvor Byrne og hans band i princippet giver koncert, sådan som musikere plejer, når de skal følge op på et nyt album. Men Byrne og co. står ikke på en scene med trommeslageren bagerst, sangeren forrest, guitaristen ude til venstre osv.

Først sidder Byrne i et lysegråt jakkesæt og med bare tæer ved et bord med en plastikudgave af den menneskelige hjerne foran sig.

Undervejs dukker et par dansere op – også i bare tæer og lysegrå jakkesæt – på den kvadratiske scene, der er rammet ind af sølvskinnende gennemtrængelige vægge, skabt af hundredvis af hængende kæder.

Nogen vil nok tænke 'prætentiøst new yorker-pis'

Efter første nummer fortæller Byrne, at han for nylig har læst, at spædbørns hjerner har hundrede af millioner neurale forbindelser, men at de gradvist forsvinder fra vores hjerner, mens vi bliver ældre.

- Bliver vi så dummere og dummere?, spørger Byrne med sit typiske pokerfjæs.

Det er springbrættet for et antropologisk studie af mennesket, foldet ud omkring Byrnes sange, både nye og gamle.

Her ses David Byrne i det karakteristiske grå jakkesæt, han, hans band og dansere også bærer i filmen. (Foto: Scott Legato © Getty Images)

Allerede dér er en koncert med David Byrne en markant anderledes oplevelse end en tilsvarende situation med Anne Linnet, Suspekt eller Stig Rossen.

Og det er kun begyndelsen.

Efterhånden dukker flere og flere musikanter i bare tæer og lysegrå jakkesæt op på scenen.

Til forskel fra koncerter i almindelighed bærer de deres instrumenter foran sig, uden ledninger, stativer og andet tingeltangel væltende til alle sider. Musikerne kan altså danse rundt på scenen og indgå som elementer i et show, der viser sig at være lige dele rockkoncert, dans, performancekunst, foredrag og politisk kommentar.

Sikke noget prætentiøst new yorker-pis, vil nogen sikkert mene. Hold op med det. Se det i stedet som en flok mennesker med en enorm appetit på at udtrykke sig og flytte verden.

- Alt bliver spillet live – her og nu, insisterer 68-årige Byrne i strålende fysisk form.

Musiker er en alt for kort beskrivelse af ham

Derefter præsenterer han musikerne én for én og understreger, at de kommer fra alle egne af verden og repræsenterer næsten hver hudnuance. Det er en del af den amerikanske utopi, som har givet titlen til hans seneste album – at de mange neurale forbindelser, vi er udstyret med som spæd, forandres til forbindelser mellem mennesker, på tværs af racer, køn, klasse osv.

Det er noget af en utopi at diske op med set i lyset af USA's udvikling under fire år med Trump.

Det er netop pointen.

Udviklingen kan vendes, lyder det optimistisk mellem tonerne i Byrnes sprudlende, energiske, humørfyldte og opfindsomme teaterkoncert, som en anden ærke-new yorker, Spike Lee, filmede og klippede i 2019, oprigtigt nysgerrig på hver en lille finurlig detalje i Byrnes show.

Blandt kernenumrene i koncerten er Talking Heads-nummeret 'I Zimbra' med vrøvletekst af den tyske dadaist Hugo Ball, der – som Byrne siger i sin præsentation – forsøgte at finde en ny mening i en verden, der ikke gav mening.

Ball skrev sin tekst for omkring 100 år siden, men vi er da vist nogen stykker, der gerne vil finde ny mening i en verden, der ikke giver mening, i dag. En anden hjørnesten er Janelle Monáes tordnende protestsang 'Hell You Talmbout', der råber navnene på sorte ofre for racistisk vold.

Sådan finder Byrne ny mening til en verden, der skriger på det, i 'David Byrne's American Utopia'. Og han understreger samtidig, at "musiker" er en alt, alt for kort beskrivelse af ham.

(© Warner/via Rotten Tomatoes)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk