5 stjerner! Ungt filmpars kærlighedshistorie er på niveau med DiCaprio og Winslets i 'Titanic'

- Jeg lod mig flyde afsted med en af den slags film, som jeg faktisk ikke troede, man lavede længere, skriver DR's anmelder.

Tom Holland spiller den unge mand, Cherry, som tager i krig og vender hjem med ar på sjælen. Ciara Bravo spiller hans kæreste Emily. (© Apple TV+)

Det var, som om en stemme kaldte på mig, mens jeg så 'Cherry'.

Til at begynde med lød den mudret og hæs, men efterhånden kunne jeg ane enkelte ord, navne og titler som 'USA-kritik', 'Taxi Driver', 'Scorsese', '1970'erne' og 'Trainspotting'. Og så slog det mig.

Det var en stemme fra fortiden.

Fra dengang en seriøs amerikansk film var en skæbnefortælling om mennesker fanget i det store maskineri – dengang før Hollywood begyndte at spekulere i de store effektfulde 3D-rutsjeture i biograferne, mens fortællinger om menneskeskæbner forsvandt over i serierne, til fx 'Breaking Bad' og 'The Sopranos'.

Jeg kom til at tænke på de film, der ofte betegnes som the great american story - den slags, der hudfletter og udfordrer USA's selvforståelse med store maskuline armbevægelser - film som 'Taxi Driver', 'The Godfather', 'Short Cuts', 'Dommedag nu' og 'Magnolia'.

Jeg kom især til at tænke på Martin Scorseses evne til at fortælle om et menneskes op- og nedture med en altid imponerende dynamik og opfindsomhed i filmsproget – i film som 'Taxi Driver', 'Raging Bull', 'Goodfellas' og 'The Wolf of Wall Street'.

Potentiel lykke og uendelig kærlighed

Jeg kiggede på den unge mand, der egentlig ikke hedder noget i filmen, men som kaldes Cherry, fordi han får taget jomfrudommen, "popped his cherry", som amerikanerne siger, da han drager afsted til krigen i Irak som stor dreng og vender hjem som ung mand. Med posttraumatisk stress syndrom, ganske vist, men en mand er han da blevet.

Cherry kunne have været en hvilken som helst ung amerikansk mand.

Tom Holland spiller sammen med Ciara Bravo i 'Cherry'. (© Apple TV+)

Han forelsker sig i kønne og coole Emily – sådan som man kun gør på film, på den symfoniorkester-indhyllede, den eneste ene-agtige, for ever and ever-romantiske måde, hvor kærligheden er så enorm, at den næsten ikke er til at rumme.

Netop fordi den ikke er til at være i, lyver Emily om, at hun skal studere i Canada. I frustration melder Cherry sig til hæren og drager til Irak – netop som Emily fortryder og vender tilbage.

Og uden at afsløre noget, som filmen ikke selv fortæller helt i begyndelsen, vender Cherry hjem som et helt andet menneske. Inden længe er han endda en erfaren bankrøver.

Inden for en ramme, der består af potentiel lykke og uendelig kærlighed, får Cherry et ordentlig gok i livskvaliteten af sit hjemland. Endda to gange.

Han drager afsted for at tjene USA og vender hjem som traumatiseret vrag. Og det eneste bud på en kur, myndighederne kan finde på, er den stærkt smertestillende medicin, OxyContin, der siden blev berygtet for at have gjort hundredtusinder af almindelige, velfungerende amerikanere afhængige af stærkere narkotika.

Det er da the great american story – uendelig kærlighed skudt i sænk af de amerikanske myndigheder.

Den bygger endda på virkelig hændelser, som de blev oplevet af forfatteren Nico Walker og nedskrevet i romanen 'Cherry'.

Kan snildt hamle op med DiCaprio og Winslet

Og jeg sad og kiggede på Tom Holland og Ciara Bravo, et par kønne unge mennesker, der snildt kan hamle op med andre berømte filmiske larger-than-love-parforhold som Kate Winslet og Leonardo DiCaprio i 'Titanic' eller Matthias Schoenaerts og Marion Cotillard i 'Smagen af rust og ben'.

'Cherry' er instrueret af Anthony og Joe Russo, som også instruerede Tom Holland i rollen som Spider-Man i 'Avengers'-filmene. (© Apple TV+)

Og jeg nød det elastiske, spændstige, dynamiske, opfindsomme filmsprog af brødrene Anthony og Joe Russo, som da en læge ved militæret lyser ind i en tunnel, og vi bagefter finder ud af, at det såmænd er Cherrys endetarm, han oplyser, og at den stakkels læges job består i at eksaminere alle unge nyindkaldte soldaters bagudgang.

De amerikanske anmeldere bryder sig ikke om brødrene Russos rigdom på idéer og overraskelser – måske fordi Russo kommer fra superheltefilmens ekstravaganza og derfor ikke er rigtige filmkunstnere, uanset at de to seneste 'Avengers'-film, som Anthony og Joe Russo instruerede, jo netop er superheltefilmenes monumentale mesterstykker.

Men jeg nød at høre fortiden kalde gennem deres entusiastiske udforskning af filmsprogets muligheder.

Og jeg lod mig flyde afsted med en af den slags film, som jeg faktisk ikke troede, man lavede længere…

(© Apple TV+)
Facebook
Twitter