50 Shades of Grey-trailer sætter rekord

Traileren for filmen ’50 Shades of Grey’ er blevet set over 36 millioner gange siden dens offentliggørelse.

Der er meget uenighed omkring den kommende '50 Shades of Grey'-film. Nogle tror den er for fræk - andre tror ikke den er fræk nok. Men tilsyneladende er mange nysgerrige, da traileren allerede er blevet set mange millioner gange. (© Universal Pictures)

Det er mindre end en uge siden, at traileren for filmen '50 Shades of Grey' blev frigivet, men den er allerede dette års mest sete trailer, skriver The Guardian.

Den er blevet set 36,4 millioner gange på Youtube ifølge The Hollywood Reporter, som har deres tal fra softwarefirmaet Zefr.

Tårner over andre trailere

Traileren er set flere gange end 'Teenage Mutant Ninja Turtles'-traileren, som blev set 31 millioner gange i løbet af de første par uger og 'Godzilla' og 'Transformers: Age of Extinction', som begge blev set 26,3 millioner gange i løbet af de første par uger.

Den er desuden denne uges mest populære video på Facebook - den er blevet set, liket og kommenteret 1,2 millioner gange på blot 24 timer.

For fræk eller ikke fræk nok

Fans og filmanmeldere frygter at filmen bliver for pæn i forhold til bøgerne og ikke pikant nok. Det er konservative foreninger i USA dog ret uenige i.

For eksempel har gruppen Morality in Media anklaget filmen for at normalisere voldelig sex, da bøgerne er kendt for deres sadomasochistiske sex-scener.

Dawn Hawkins, som er adminstrerende direktør i Morality in Media, mener, at forholdet mellem de to hovedpersoner er skadeligt.

- Implikationerne af sådan et forhold - magtmisbruget, ulighed, tvang og seksuel vold - glamouriserer og legitimerer vold mod kvinder, skriver hun i en erklæring på gruppens hjemmeside.

Forstyrrende indslag på tv

Også forældregruppen Parents Television Council har været ude med riven, da kanalen NBC viste traileren i deres morgenshow Today.

- Her er en bog og en film, som virkelig normaliserer og endda romantiserer BDSM (bondage, dominans og sadomasochisme)-forhold og det synes jeg er meget forstyrrende, har Melissa Henson, som er formand for Parents Television Council, udtalt til The Hollywood Reporter.

Den erotiske romantrilogi '50 Shades of Grey' er skrevet af E.L. James og filmversionen instrueret af Sam Taylor-Johnson.

Filmen handler om, hvordan den uskyldige Anastasia Steele, spillet af Dakota Johnson, forføres af den flotte og intimiderende forretningsmand Christian Grey, spillet af Jamie Dornan.

Filmens har premiere den 13. februar 2015.

Facebook
Twitter