6 stjerner! Oscar-vinders film om ubegribelig ondskab er en intens og knugende beretning

Bong Joon-Hos 'Memories of Murder' er blevet vakt til live igen i biograferne, efter instruktøren de seneste år har haft enorm succes.

'Memories of Murder' er baseret på den sande historie om en koreansk seriemorder, men den er langt fra blot endnu en krimi. (© Camera Film)

"Tiden er noget mærkeligt noget", sang Povl Kjøller i en af sine små melodiske perler til børneudsendelserne med Kaj & Andrea. Det er så sandt, som det blev sunget.

Hvor mærkelig tiden er for en størrelse, bliver bekræftet af repremieren på sydkoreanske 'Memories of Murder'. Ikke alene handler filmen selv om tid, og om hvor meget et minde fra fortiden kan hjemsøge os – tidens påvirkning af filmens og den status er også forunderlig.

'Memories of Murder' fik bestemt ros, da den kom til verden i 2003, men mest som en original og særlig størrelse fra Sydkorea – en forunderlig blanding af krimi og falden-på-halen-komik, men med et filosofisk lag om hvor svær ondskab er at forstå og forholde sig til, når den pludselig lander mellem os.

Den fik aldrig dansk biografpremiere dengang. Fans af sydkoreansk film, for eksempel den her anmelder, måtte købe den på dvd for at finde ud af, hvad de udenlandske magasiner jublede over.

Genoplivet efter Oscar-succes

Siden er 'Memories of Murder' vokset i anseelse. Enkelte magasiner har endda hyldet den som én af århundredets bedste film. Men filmen har især nærmet sig klassikerstatus, efterhånden som instruktøren Bong Joon-Ho har opnået større og større succes med film som 'The Host', 'Snowpiercer', 'Okja' og forrige års helt store succeshistorie, 'Parasite' – vinder af både Den gyldne Palme i Cannes og en Oscar for bedste film.

Takket være Oscar-vinderen 'Parasite' rammer 'Memories of a Murder' nu biograferne.

Det er naturligvis 'Parasite', der langt om længe sender 'klassikeren' 'Memories of Murder' forbi de danske biografer.

Jo større respekt for Bong Joon-Ho, jo bedre en film er 'Memories of Murder' altså blevet. Jovist, tiden er noget mærkeligt noget.

'Memories of Murder' har også et særligt forhold til tid. Dens fotografering, dens markante brug af musik, dens unikke balance mellem komik og krimi og dens tematik står lige skarpt i 2021. Hver en scene har sin egen personlighed.

Intens og knugende beretning

De to politimænd i centrum af filmen er omtrent lige så uduelige som Peter Sellers' Inspektør Clouseau i 'Den lyserøde Panter'-serien. Det bliver helt grotesk, da den ene af dem insisterer på, at filmens seriemorder skal findes blandt barberede munke i et kloster, eftersom morderen ikke efterlader kønshår, når han myrder og voldtager unge kvinder.

Men uden at ryste på hånden gør Bong Joon-Ho samtidig 'Memories of Murder' til en intens og knugende beretning om ubegribelig ondskab.

De to politimænd i filmen er lige så uduelige som Peter Sellers' Inspektør Clouseau i 'Den lyserøde Panter'-serien, siger anmelder Per Juul Carlsen. (© Camera Film)

Temaet bliver slået an i første scene, da en nysgerrig lille dreng fanger en græshoppe på en mark. Han smider den ved lyden af stemmer, rejser sig og bliver vidne til en politimand, der skal undersøge fundet af en myrdet ung kvinde i en akvædukt, kun få meter fra det sted, hvor drengen legede i marken.

Politimanden viser sig at være lige så uvidende om verdens ondskab som drengen. Han har aldrig stiftet bekendtskab med et mord før – og slet ikke med sådan noget som den seriemorder, der lurer i skyggerne i den lille provinsby. Heller ikke hans mere begavede kollega, der bliver hentet ind fra storbyen Seoul, er rustet til det grumme iblandt dem.

Baseret på sand historie

Mens de fleste krimier har noget kunstfærdigt over sig – et iscenesat ønske om, at nogen finder frem til den bestialske morder og får skabt balance i verden igen – vil 'Memories of Murder' noget andet.

(© IMDB)

Den er én af den slags krimier, der insisterer på, at alt det, der foregår omkring en mordgåde, er langt mere spændende end selve gåden. Den hygger omkring os med spas og klovneri, mens det langsomt går op for os, at verden IKKE finder balancen ovenpå mordene på seks uskyldige kvinder. Og det giver filmen ekstra tyngde, at den tager udgangspunkt i én af Sydkoreas få sager om seriemordere, Lee Choon-Jae, der dræbte 14 kvinder mellem 1986 og 1991.

Det er noget mærkeligt noget, at 'Memories of Murder' får dansk premiere nu, fordi dens instruktør har lavet en succesrig film. Men skidt med det. Bedre sendt end aldrig. Nyd den med 18 års forsinkelse. Tiden har været 'Memories of Murder' nådig. Den er fuldt ud lige så særlig, som den var i 2003.

Facebook
Twitter