72 originale minutter: Sådan har du aldrig set en film før

En pige bliver jævnaldrende veninde til sin mor, og filmen er helt sin egen.

Pigen Nelly møder en dag børneudgaven af sin egen mor, og de to bliver bedste venner.

Du har med garanti ikke set sådan en film før.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du bliver blæst bagover eller får en åbenbaring eller har brug for en drink på den nærmeste café efter 'Petite Maman'. Det er ikke sådan en oplevelse.

Den lille franske film, der ikke fylder mere end 72 minutter, kommer ikke buldrende i fjæset på dig for at ændre verden og vinde fornemme priser i bunkevis. Men den ændrer faktisk noget. Den ombygger verden, så at sige. Den piller det, vi plejer at se og høre og læse, ned og bygger det op igen.

Fungerer helt anderledes

De fleste fortællinger om sorg er noget med at græde, at tale ud, at komme overens og rense ud. 'Petite Maman' – på dansk, 'Lille mor' – fungerer helt anderledes.

Den fortæller om Nelly, en 8-9-årig pige, der netop har mistet sin mormor, da filmen begynder. Sammen med sin mor og far rejser hun hjem til sin mormors hus – hendes mors barndomshjem – for at rydde op og rydde ud.

Tvillingesøstrene Joséphine og Gabrielle Sanz spiller Nelly og hendes mor. Her går der 'kage' i bagningen.

En morgen er hendes mor rejst hjem – hun kunne ikke holde ud at rode mere i minderne.

Og så sker det særlige ved 'Petite Maman'. Nelly går en tur i skoven ved huset og møder en jævnaldrende pige, Marion, der ligner Nelly til forveksling.

De finder straks sammen i leg og går hjem til Marion - til et hus, der ligner mormors hus. Møblementet og tapetet er bare anderledes. Alt ser 25-30 år ældre ud.

Inspireret af corona-børn

Ganske hurtigt går det op for Nelly, at søde Marion er hendes egen mor.

Hvad er nu det for noget? Har Nelly rørt ved et træ, der fungerer som tidsmaskine? Drømmer hun? Fantaserer hun? Forestiller hun sig, at hun taler med sin mor om deres fælles sorg over mormorens død?

Eller giver det bare bedst mening for Nelly i sin sorg at finde ind til sin mor ved at forestille sig, at de er veninder?

Det bestemmer vi tilskuere selv. Instruktøren Céline Sciamma, der fik et internationalt gennembrud for at par år siden med 'Portræt af en kvinde i flammer', har forklaret, at 'Petite Maman' er skabt med tanke på alle de børn, der er lukket inde og lukket ned under coronapandemien, og som ofte er overladt til deres fantasi, når bedsteforældre dør af covid-19.

Der bliver ikke grædt

'Petite Maman' har den knugende følelse – at af være lukket inde. Det kan godt være, at Nelly har plads til at løbe rundt ude i en stor og fin bøgeskov, men hun er også spærret inde i skoven og i mormors hus.

Uanset om Nelly kæmper med sin sorg, med sin mors fravær, med corona-metaforer eller en stor skov, har Céline Sciamma fundet en særlig måde at berette om sorg – en finurlig og legende tilgang, der i høj grad beder publikum om at lege og digte med.

Følelserne bliver på ingen måde mast i fjæset på publikum. Der bliver ikke grædt.

Der bliver knap nok talt om mormor. Og slet ikke talt om alt det hyggelige, Nelly havde sammen med mormor og derfor får hende til at savne.

Céline Sciamma, der fik et internationalt gennembrud for at par år siden med 'Portræt af en kvinde i flammer', men 'Petite Maman' er noget helt andet.

Det havde været spændende at se Céline Sciamma finde på en masse sjove lege mellem Nelly og hendes jævnaldrende mor, men sådan fungerer 'Petite Maman' på ingen måde.

Der bliver kastet lidt med pandekager i køkkenet og spildt mælk under stor fnisen, men derudover fortæller Sciamma sin historie knastørt. Der er ingen musik. Ingen vilde og spektakulære scener.

'Petite Maman' er ikke – som 'Portræt af en kvinde i flammer' – en film, der gør opmærksom på uretfærdigheder, og som kræver forandring. Der er en pige, der leger, at hendes mor er hendes veninde.

Det er det. Og det har du helt sikkert ikke set før.