91-årige Clint Eastwood ligner en, der har brug for en middagslur, ikke sex

Clint Eastwood har mistet virkelighedsfornemmelsen i sin nye film.

De færreste 91-årige producerer, instruerer og spiller hovedrollen i en film. Clint Eastwood gør. (Foto: CLAIRE FOLGER © Warner Bros.)

Endelig. Endelig blev han voksen, ham Clint Eastwood.

Det tog ham også kun 91 år. Men så blev han også så voksen, at han kan konkludere sådan noget som, "det der macho-noget er overvurderet. Det er bare mennesker, der vil vise, at de er modige. Og det eneste, de får ud af det, er, at en tyr træder rundt oven på dem, eller at en hest smider dem fem meter op i luften. Hvilken idiot vil tage sådan et arbejde?".

Det er den gamle rodeo-helt, Mike Milo, der siger ordene i Clint Eastwoods nye film, 'Cry Macho'.

Men Milo bliver spillet af Eastwood, der bærer rundt på filmens morale: At kun en idiot gider tage et arbejde, hvor man har så travlt med at vise, hvor sej man er, at man bliver banket invalid.

Væk med virkelighedens helte

Den er hård at bære på, den pointe. Eastwood er tydelig mærket af sine 91 år, mens han tøffer af sted, krumbøjet og skrutrygget på lange, tynde ben og med armene ud til siden, som om han har usynlige skistave til at skubbe sig frem.

Men når filmikonet Eastwood vrisser, at det der "macho-noget" er overvurderet, gør han også op med de rundt regnet 65 år, han har tilbragt i filmbranchen. Groft sagt smider han alle de macho-prægede helteroller, han har serveret for os, i skralderen.

Clinten skal lære den nuttede teenagergangster Rafael (Eduardo Minett), at det der "macho-noget" er stærkt overvurderet. (© Warner Bros.)

Væk med 1970'ernes storbystrisser, Dirty Harry, der skider på retssystemet og beder skurkene genere ham, så han kan skyde knoppen af dem. Væk med alle de dekorerede krigshelte, han har lagt krop til på film.

Væk med de virkelighedens helte, der har udrettet noget helt enestående i Eastwoods film, som piloten Chesley Sullenberger i 'Miraklet på Hudsonfloden' eller de tre unge amerikanere, der forhindrer et terrorangreb i '15:17 til Paris'.

Smuk og eftertænksom fortælling

Mike Milo er også en helt, men på en yderst jordnær måde.

I en sen alder konkluderer han, at han har været en idiot, mens han forsøger at hjælpe en 13-årig knægt ud af kløerne på et par uduelige forældre. Milo finder ro i sin forpinte sjæl ved at kidnappe knægten i Mexico og køre ham op til den amerikanske grænse med både politi og moderens håndlanger i hælene.

Det er en smuk og eftertænksom lille fortælling om det, alle kan udrette, hvis de parkerer egoet på lossepladsen.

Clint Eastwood har spillet med i omkring 72 film og serier og har instrueret 40 film, deriblandt klassikere som 'Broerne over Madison County', 'Million Dollar Baby' og 'Gran Torino' (© Warner Bros.)

Desværre er det også noget nær det eneste klarsyn, Eastwood disker op med i 'Cry Macho'. 13-årige Rafael, der skal forestille at være en hårdkogt teenagegangster, som moderen ikke kan styre, er noget af det mest nuttede, man kan forestille sig.

Han er bare en stor knægt, der gerne vil være macho, hvilket Mike selvfølgelig skal pille af ham undervejs.

En bizar mangel på virkelighedsfornemmelse

Det forhold, der opstår mellem de to, er så skrivebordskonstrueret og klichefyldt, at det burde være løgn i 2022.

I sin vekslen mellem hyggekomik og papudskårne moraler ligner 'Cry Macho', der bygger på en roman af N. Richard Nash, et levn fra 1950'ernes Hollywood.

Og det hjælper bestemt ikke på troværdigheden, at Eastwood ser sig selv som 30-40 år yngre end sine 91.

Undervejs i filmen skal han slås med unge Rafael, der lynhurtigt giver op med ordene "Du er hurtig, gamle mand" – hvilket tydeligvis er det sidste, Eastwood er.

Senere forsøger Eastwood at overbevise os om, at han sidder på hesteryg og tæmmer en vildhest. Uheldigvis er scenen så dårligt klippet, at enhver kan se, at Eastwood ikke har været oppe på nogen hest.

Og knap 20 minutter inde i filmen tilbyder Rafaels mor, en smækker mexicansk kvinde, Eastwood en omgang sex, bare ligesom for at hilse på ham. Det virker i sig selv temmelig åndssvagt – men det virker især absurd, fordi Eastwood kun ligner én, man tilbyder en seng, så han kan sove middagslur.

Der er på en gang et modent klarsyn og en bizar mangel på virkelighedsfornemmelse i 'Cry Macho'. Desværre er det manglen på virkelighedsfornemmelsen, der klart fylder mest. Endda så meget, at man næsten glemmer, hvor knivskarp Eastwood engang var som instruktør og kronikør af amerikansk selvforståelse i blandt andet 'De nådesløse' og 'Mystic River'.

Men i det mindste er Eastwood blevet voksen.