Åndssvagt cool og røvlækker: Her er 'Beverly'-øjeblikkene med Dylan, vi aldrig glemmer

Dylan var manges favorit i 'Beverly Hills 90210'. Her hylder vi skuespilleren Luke Perry med fem højdepunkter fra serien.

(Foto: Fox collage © Scanpix)

Da 'Beverly Hills 90210' blev sendt på dansk tv – dengang TV 2 sendte ét afsnit om ugen – sad Maria Denise Christoffersen klinet til skærmen.

Hun skulle have sit Dylan McKay-fix – og hun var ikke alene om at være på 'team Dylan'.

Hver uge sad hundredtusindvis af danskere og beundrede netop skuespilleren Luke Perry, der spillede den seje og flotte surfer-fyr i serien.

- De andre i serien var da meget søde og lækre, men Dylan var sådan en, som alle drenge ville være, og alle piger ville være kæreste med, siger journalist Maria Denise Christoffersen, der har været fan, siden hun var barn.

Vi har bedt den i dag 34-årige kæmpefan pege på de fem afnit af den ikoniske 'Beverly Hills 90210', som vi aldrig vil glemme den nu afdøde skuespiller for.

1

Må vi præsentere: Dylan McKay!

Holdet fra Beverly Hills 90210, som de tog sig ud i 1990, da første sæson løb over skærmene i USA. (© ap graphichs)

Sæson 1, afsnit 2.

Dylan McKay var faktisk slet ikke med i første afsnit af 'Beverly Hills 90210' – først i andet afsnit møder vi den cool high school-elev, der opfører sig mere voksent end de andre teenagere.

Godt nok er han en ung surfer, men han er også allerede medlem af Anonyme Alkoholikere, bor alene og læser værker af gamle digtere som Hemingway og Lord Byron.

- Selvfølgelig læser Dylan McKay den engelske digter Lord Byron, og i dette afsnit kommer han med det famøse citat: 'Mad, bad and dangerous to know – that was him and that's me'.

Som tidligere alkoholiker har Dylan allerede sine dæmoner, hvilket, vurderer Maria Denise Christoffersen, er en af grundene til, at han er gået rent ind hos mange – inklusiv hende selv.

- Han er åndssvagt cool, har et ar i øjenbrynet og er seriens ensomme ulv. Det er synd for ham, at han er alene i verden, så der dukker nok noget beskyttertrang op hos mange, så man falder bare for ham med det samme – ligesom Brenda gør.

2

Dylans lækreste scene

Sådan husker vi ham, Dylan McKay - cool, perfekt frisure og med et charmerende smil. (Foto: FOX/BROADCASTING CO. © Scanpix)

Sæson 3, afsnit 6.

Dette afsnit indeholder det lækreste Dylan-øjeblik overhovedet, hvis du spørger Maria Denise Christoffersen.

- Det er så godt, at man bare spoler tilbage og ser det igen og igen, siger hun.

Brenda og Dylan har været adskilt over sommeren, fordi Brenda blev sendt til Paris af sine forældre sammen med Donna for netop at få hende lidt væk fra Dylan. Så da de to veninder er hjemme igen, laver vennerne en velkomstfest i Walsh-huset, og da Brenda genser Dylan, kommer hun ned ad trappen fra første sal.

- 'I remember you', siger Dylan. Han ser røvlækker ud, og så løber Brenda ned og falder i hans arme. Der er mange hotte øjeblikke, for eksempel når han surfer eller tager sin motorcykelhjelm af, men det her er scenen, hvor han er mest lækker.

3

Brenda eller Kelly?

Endnu et ikonisk billede af Beverly-holdet i 1990'erne. (© Fox)

Sæson 3, afsnit 16.

Endnu en af de ikoniske scener med Dylan, er den, hvor Breda og Kelly – 'langt om længe!', som Maria Denise Christoffersen formulerer det – beder Dylan om at vælge imellem dem.

Brenda og Kelly har dekoreret hver sin cookie, én med et B og én med et K. Scenen med kagerne indkapsler derfor et af de helt store gennemgående temaer i serien, nemlig trekantsdramaet mellem Dylan, Brenda og Kelly.

- Enten var man jo hardcore 'team Brenda' eller 'team Kelly'. Jeg synes, at han var bedst med Brenda, for det var de afsnit, hvor han var mest sød, romantisk og lækker.

Og selvom Dylan faktisk vælger Kelly, er der bare noget helt særligt over hans relation til Brenda, mener Maria Denise Christoffersen.

- Brendas far, Jim Walsh, bryder sig ikke om Dylans ørering og hans motorcykel – han synes, han er alt for voksen til Brenda. Derfor er der også lidt Romeo og Julie over dem, som er spændende.

4

Det enormt triste afsnit

Havde du ligesom Maria Denise Christoffersen også plakater med Luke Perry? Her ses han på et af de officielle billeder fra serien. (Foto: FOX/BROADCASTING CO. © Scanpix)

Sæson 6, afsnit 10.

I dette afsnit bliver Dylan gift med sin kæreste Toni – men så tager handlingen en dramatisk drejning.

- Jeg synes, man skal se dette afsnit, fordi vi her ser den ensomme ulv, der endelig slår sig ned. Dylan har altid klaret sig selv, men så falder han for Toni, der selvfølgelig er datter til hans egen fars morder...

- De to bliver gift, men så mister han lykken lige efter brylluppet, fordi Toni bliver skudt af en lejemorder, der egentlig var ude efter Dylan. Så på sin bryllupsaften sidder han helt opløst med sin døde brud i sine arme, fortæller Maria Denise Christoffersen.

Det sidste, man ser, er, at han kører væk på sin motorcykel med deres fælles kat Trouble bagpå – og dermed kører han også ud af serien.

- Det var hjerteskærende! Dylan siger i øvrigt farvel til sin ven Brandon som den allersidste, inden han kører, og Luke Perry har senere fortalt, at det var ægte følelser, han viste i den scene, fordi ham og Jason Priestley havde været makkere igennem hele serien, fortæller Maria Denise Christoffersen.

5

Ta daaah: Dylan vender tilbage

Luke Perry spillede ikke med i sæson syv og otte af serien. (Foto: FOX/BROADCASTING CO. © Scanpix)

Sæson 9, afsnit 7.

I seriens niende sæson skete det, som mange fans havde hungret efter, lige siden Dylan kørte væk på sin motorcykel i sjette sæson: Han vender overraskende tilbage efter at have været ude af serien i nogle år.

- Vennerne holder thanksgivingfest i Walsh-huset, og Steve skal ud med skrald. Der står Dylan så pludselig ude foran og skal til at banke på døren, genfortæller Maria Denise Christoffersen om den afgørende scene.

For en Dylan-fan som hende var det lidt som at se sin ungdomskæreste igen, fortæller hun – ja, faktisk gav det hende ligefrem et sug i maven.

- Pludselig blev man mindet om, hvad serien var i de tidligere år. Brandon var lige gået ud to afsnit tidligere, så der var en følelse af opbrud i serien på det tidspunkt. Det hele var blevet lidt udvandet. Så at se Dylan igen satte det hele i kontrast.

Og det viste sig endda, at Dylan blev hængende til seriens sidste og tiende sæson.

- Der er var ikke nogen over eller ved siden af Dylan. Han havde arbejdet sig ind i ens teenagehjerte og kunne ikke bare erstattes af en anden, siger Maria Denise Christoffersen.

Luke Perry døde mandag i en alder af bare 52 år.

Facebook
Twitter