Årets Oscar-favorit? Renée Zellweger er fabelagtig i sin store comeback-film

Zellwegers portræt af Judy Garland i 'Judy' har allerede skabt masser af Oscar-hype. DR's anmelder er også begejstret.

Skuespilleren Renée Zellweger er allerede blevet spået som Oscar-favorit for sit portræt af Judy Garland. (© David Hindley/Scanbox)

Jeg ved ikke, hvad du kigger efter, når du ser en biografisk film, men jeg ser efter et helt menneske, et helt liv.

Det betyder overhovedet ikke, at jeg skal se en kendis blive født og vokse op og opleve det der store familietraume, som skaber en kreativ gnist, eller se den første forelskelse og skilsmissen og alle nedturene og opturene og hele baduljen.

Overhovedet ikke.

Nogle biopics er ikke til at holde ud, fordi de vil have det hele med – som om de var et opslag i et leksikon – og så ender de med at skøjte rundt og aldrig finde ind til det poetiske øjeblik, hvor man får en fornemmelse af at lære et fremmed menneske, endda en stjerne, at kende.

Når jeg ser en biografisk film, ser jeg efter det samme, tror jeg, som du leder efter, når du er på din første date.

Jeg leder efter nøglen til et menneske.

Renée Zellweger har titelrollen som Judy Garland. Du kender hende måske bedst fra rollen som Bridget Jones, som kastede tre film af sig. (© David Hindley/Scanbox)

Jeg ved godt, at der findes meget mere derinde, af både det smukke og det grimme, men det er sådan, vi mennesker opfatter hinanden, som om man skal bruge en nøgle, der åbner det hele.

Og hvad mere end en nøgle kan man forvente at få af en film, der skal koge et helt liv ned til to timer?

De sidste momenter af storhed

'Judy', portrættet af filmstjernen Judy Garland, kunne sagtens have svælget i de store paradokser i hendes karriere – at hun blev lanceret som den uskyldsrene all american- sangfugl, ligesom i gennembrudsfilmen 'Troldmanden fra Oz', men led af store psykiske problemer og et alkoholmisbrug uden for rampelyset.

Men filmen, der bygger på et broadwaystykke af Peter Quilter, går meget mere underspillet til værks.

Den lader sit røntgenblik falde på Garlands sidste momenter af storhed, i de dage i 1969 da hun gav en række koncerter i London, blot seks måneder inden hun døde af for stor en dosis sovepiller.

Karrieren i USA var løbet sur i for meget utilregnelighed, formuen var forsvundet, bolig og hjem var der ikke noget af, og hun var ikke i stand til at tage sig af sine to yngste børn, Lorna og Joey.

Instruktøren Rupert Goold, der er kunstnerisk leder på The Almeida Theatre, har gjort karriere inden for teater, film og tv-serier. 'Judy' er hans kun anden biograffilm. (© David Hindley/Scanbox)

I stedet lod hun ungerne blive hos eks-ægtemanden og rejste til London. Det gik ikke kun godt.

Det bruger instruktøren Rupert Goold til at vise et skrøbeligt menneske, der kæmper med sit 47-årige livs op- og nedture.

Hun savner sine børn, hun savner at være en mor, men hun elsker at stå på en scene, hun elsker at optræde.

Som at sidde i salen i '69

Undervejs hopper Goold tilbage til Garlands teenageår og produceren Louis B. Mayer, der vred den unge piges psyke helt af led for at gøre hende til en stjerne.

Formmæssigt er det ikke ligefrem elegante hop, men det giver os en klar fornemmelse af, hvorfor Garland knap hænger sammen som menneske.

Og det lægger en dramatisk tone under koncerterne i London. Synger hun så vidunderligt, som kun hun kan i aften?

Eller knækker hun sammen og skændes med publikum igen…?

I en af filmens bedste scener tøffer hun hjem med et par ærkefans, et homoseksuelt par, der forguder hende og er grædefærdige over at spise hende af med en mislykket omelet.

I en knap så vellykket scene skændes hun med koncertgæster, der af uforklarlige grunde har valgt at betale en formue for at svine hende til i det øjeblik, hun træder ind på scenen.

Og sådan kommer vi hele vejen rundt i registret med Judy Garland.

Og vi er næsten bare én blandt publikum i salen i London i 1969.

Renée Zellweger fungerer fabelagtigt som rejsefører i rollen som Garland med hængende skuldre, sjoskende gangart og mund og øjne, der skiftevis dratter sammen i depression eller trutter op i glæde.

Portrætfilmen om Garland trasker ikke rundt i noget, den vil slet ikke have det hele med – vi får kun serveret små lunser af Garlands liv og kan nemt stykke det hele sammen til et menneske, der levede i det håb, hun selv formulerede i evigtgrønnerten 'Over the Rainbow'.

'Judy' føles lige præcis som det, jeg spejder efter i biografiske film, et helt menneske. Og sikken et…

(© HBO Nordic)