Adam Price twister mytologien i storslået Netflix-serie: Sjov, sexet - og fuld af 'skam'

Flere af Skam-stjernerne er tilbage i den nye Netflix-serie 'Ragnarok'.

- Der er noget Barbapappa-agtig 70'er-satire over den forsimplede karikatur af den onde industri, der sviner hæmningsløst lige foran næsen på os, skriver Kasper Lundberg. (© Netflix)

Fantasy baseret på nordisk mytologi er en populær omgang for tiden.

Det er, som om de nordiske seriers popularitet de seneste år, blandt andet 'Game of Thrones' og 'Vikings', endelig har fået de danske filmfolk til at hive deres gamle Valhalla-tegneserier og Lars-Henrik Olsen-bøger frem.

Fenar Ahmads 'Valhalla' om Tjalfe og Røskva, der kommer på besøg hos guderne, har lige været i biograferne.

Ali Abassis 'Grænse' var baseret på gamle sagn om trolde og skiftninger og på mange internationale lister over de bedste film i 2019.

Den nyeste i rækken er Adam Prices livtag med de gamle guder, der pludselig viser sig i den lille by Edda i Norge, som får brug for hjælp, fordi industrien sviner den gudesmukke natur til, og gletscherne smelter.

Der er noget Barbapappa-agtig 70'er-satire over den forsimplede karikatur af den onde industri, der sviner hæmningsløst lige foran næsen på os. Og ikke mindst hvordan de voksne er for dumme til at se det eller i hvert fald gøre noget ved det.

Men at det virker forsimplet betyder jo ikke, at det ikke er rigtigt.

Og serien henvender sig også helt klart til en yngre målgruppe, der måske ikke er så forfængelige, at de bliver sure over at blive talt lidt ned til.

Skulle du være voksen, kan du alligevel også godt læne dig tilbage, hvis du har lyst til et opfriskningskursus i den nordiske mytologi.

Her er de centrale elementer fra nordisk mytologi, som Adam Price har bygget sin ungdomsserie på.

1

Ragnarok

Gry (spillet af Emma Bones) overfor hovedkarakteren Magne (spillet af David Stakston) til en gymnasiefest på Edda Gymnasium. (© Netflix)

Titlen lover os givetvis noget, vi aldrig får at se.

I den klassiske nordiske mytologi er Ragnarok en række begivenheder, der ender med, at de fleste af de guder, vi kender, dør - blandt andre Thor, Loke, Odin og Heimdal.

Og da i hvert fald et par stykker af dem spiller en meget central rolle i serien, kan vi altså ikke få ægte Ragnarok, med mindre Adam Price går helt 'Red Wedding' på os.

Men i de gamle fortællinger er en del af Ragnarok også, at jorden blev nedsunket i vand, hvilket selvfølgelig er for perfekt til, at man kan lade være med at malke parallellen til klimaforandringerne til sidste dråbe.

Og det er totalt overtydeligt, men samtidig ret satire-sjovt, når vi hører radiospeakeren på lokalstationen sige mellem de tomhjernede popnumre:

- Der er vilde mængder vand i floden, men på Radio Edda siger vi: "Nyd varmen!" Her kommer flere hyggelige hits sponsoreret af 'Jutul Industrier'.

2

Jætterne

'Skam'-stjernen Herman Tømmeraas fik sit gennembrud i rollen som Penetrator-Chris og har senere spillet hovedrollen, Erling', i serien 'Semester'. I 'Ragnarok' spiller han den rige og flotte Fjor fra familien Jutul. (© Netflix)

Familien Jutul er stinkende rige, selvfede og styrer både byen og skolen, hvor mor er rektor, og de to børn er de mest populære 3.g'ere, som alle er forelskede i.

Og når jeg siger, at de kalder deres hjem for 'Jutulheim', begynder noget måske at dæmre. Ellers falder tiøren i hvert fald så snart, man finder ud af, at de ikke ældes, løber nøgne rundt og dræber rensdyr og spiser deres hjerter rå.

Når der ikke er nogen, der kigger, selvfølgelig.

Det er et lidt friskt, nyt take på gudernes fjender, jætterne fra Jotunheim, for i de gamle historier var de netop mere vilde og natur-agtige, hvor guderne var mere civiliserede.

Så det giver fin mening, at farmand Jutul løber nøgen rundt og knækker rensdyrnakker i skoven. Og jeg kan måske også godt gå med på, at moren er en sexmaskine med smag for unge gymnasiefyre.

Men de gode, gamle jætter ville altså aldrig forurene grundvandet.

3

Thor og loke

Hovedkarakteren Magne bliver spillet af David Stakston, der er bedst kendt for sin rolle som Magnus i den populære serie 'Skam'. (© Netflix)

Kampen mod jætterne står Magne først og fremmest for.

Han er ny på gymnasiet og er flyttet tilbage efter at have været væk, siden hans far døde i byen, da Magne var seks år. Længe inden han opdager, at han kan kaste en mukkert halvanden kilometer, står det tydeligt, at vi har at gøre med en Thor i de unge år.

Mest af alt fordi hans bror, Laurits, ligner en ung Tom Hiddleston så meget, at det næsten er uhyggeligt. Og i hvert fald sjovt.

Jeg bliver næsten skuffet, hvis det ikke på et tidspunkt viser sig, at Ragnaroks tidslinje hænger sammen med Marvels Thor-film.

Skørt nok har de valgt at give ham næsten samme navn som i 'Skam', bare hvis man ikke kunne huske, hvor man havde set ham før. Men der er noget ret fint, Thor-agtigt over hans lidt grove, firskårne udseende.

Hele gymnasiet i Edda er fyldt med 'Skam'-skuespillere, så hvis man er ulykkeligt fan af den serie, så er der lidt sjov efterglød at hente her. Penetrator-Chris og Isaks kæreste, Sonja, fra før han møder Even (hende, der ligner Eleven fra 'Stranger Things') er for eksempel også med.

4

Edda

Broren til hovedkarakteren Magne bliver spillet af Jonas Strand Gravli, der tidligere har medvirket i '22 July' (2018), 'Wisting' (2019) og 'Hjemmebane' (2018). Her ses Laurits ved siden af Oscar (spillet af Tani Mathias Dibasey Hansen). (© Netflix)

Byen, som Magne og Laurits kommer tilbage til, er en lille fiktiv, norsk landsby, der hedder Edda. Det er også navnet på de islandske tekster fra middelalderen, hvor vi kender den nordiske mytologi og de ældste heltesagn fra.

Teksterne er nedskrevet omkring midten af middelalderen, men historierne er givetvis meget ældre og har ikke været skrevet ned eller er gået tabt.

Hvis ikke du har læst Eddaen, kender du måske nogle af titlerne på digtene fra Peter Madsens Valhalla-tegneserier:'Vølvens spådom' og 'Thors brudefærd' for eksempel.

Apropos sprog og tekster, så vær opmærksom på, at serien skal afspilles med original lyd. Af uransagelige årsager stod min som standard til at afspille serien med engelsk tale.

Og fordi skuespillerne havde norsk accent, gik der faktisk et kvarter før det gik op for mig, at lyden ikke bare lå skævt på i forhold til mundbevægelserne.

Men jeg er heller ikke altid det skarpeste digt i Eddaen.

1. sæson af 'Ragnarok' er tilgængelig på Netflix.

Facebook
Twitter