En flok indvandrerdrenge og nogle rockere er oppe at slås i Helsingør.

En af indvandrerdrengene er 15-årige Alexander, som er mødt op sammen med sin ven Karim. Allerede da de to unge mænd stiger af toget på Helsingør Station, er der kaos. Der er politi overalt, og betjentene forsøger desperat at få optøjerne under kontrol. En dreng, som Alexander ikke kender, er blevet bidt i benet af en politihund.

- Fuck, hvor er det spændende og farligt, tænker Alexander, fuldstændigt opslugt i en adrenalinrus.

Alexander er kommet for at støtte dem, han kalder 'drengene fra gaden'. Den gruppe af indvandrerdrenge, som han hænger ud med. Drengene i gruppen har meget til fælles, blandt andet det, at de alle sammen stammer fra mellemøstlige lande. Langt fra Danmark og de danske traditioner.

I Danmark føler de sig fremmede, og de er frustrerede over ikke at blive anerkendt. De føler sig anderledes og udenfor. Derfor har de fundet hinanden og puster sig op overfor de etniske danskere.

I skolen går det også skidt, for her er han både socialt og fagligt bagud.

En farlig cocktail

Det voldsomme sammenstød på Helsingør Station er mange år siden.

I dag er Alexander Behrang Keshtkar 33 år gammel, og han har for længst smidt den hårde attitude og kappet båndet til 'drengene på gaden'. Men han kan tydeligt huske, hvordan dét liv var.

- Jo vildere ting man gjorde, jo mere aggressiv og farlig, desto mere status fik man. Hvis man havde været i fængsel, så fik man højere status. Så var man sej. Alt det dækkede over en ekstrem usikkerhed inde i mig selv, fortæller han.

- Det er forfærdeligt. Forestil dig, at alle mennesker grundlæggende går rundt med en følelse om ikke at føle sig hjemme i sig selv. Alle mennesker, måske bortset fra nogle få. Gang det med en milliard, og krydr det med angst, misforstået identitet og vold i hjemmet. Det koger bare. Manglende evne til at håndtere egne følelser og tanker, så det hele bare løber løbsk. Så har du virkelig en farlig cocktail.

Alexander Behrang Keshtkars redning blev en dansklærer, som lyttede til ham. Havde det ikke været for ham, var det helt sikkert ikke endt godt, mener han. Det skrev Alexander Behrang Keshtkar en kronik om i Information for to år siden:

”Han var det eneste menneske, der nogensinde havde været der for mig ubetinget, og på en anden måde end min kære bror og mor kunne. Hver gang jeg havde lavet ballade – selv når politiet havde været oppe på skolen efter mig – sad han trofast på rektors kontor og tog mit parti. Han kunne se, at jeg ikke var mine handlinger. At det, jeg gjorde, ikke var udtryk for min identitet, men for min smerte.”

Fra første replik

Ti år senere arbejder Alexander Behrang Keshtkar som tømmersnedker. Det er han glad for, men det er alligevel ikke den karriere, han ender med at stile efter.

En telefonsamtale med hans far bliver et vendepunkt, som får hans liv på en helt anden kurs.

- Jeg spørger min far, hvad hans stærkeste minde fra min barndom er. Han fortæller, at det er en børneopsætning af 'Klodshans', som jeg var med i, da jeg var lille. Min familie havde frygtet lidt, at de skulle ind og se en useriøs børneforestilling i halvanden time. Men min far fortæller, at i samme øjeblik, jeg sagde min første replik, så ændrede alt sig, siger Alexander Behrang Keshtkar.

Det er altså skuespiller, han skal være, og nu går jagten ind efter en skuespiller, som kan lære Alexander Behrang Keshtkar noget om faget.

Her får hans unge dage med hård attitude faktisk en stor betydning. Alexander Behrang Keshtkar har nemlig arbejdet på en karakter, som er lige præcis, som han selv var, dengang han hang ud med indvandredrengegruppen.

Skuespilleren Peter Gilsfort inviterer Alexander Behrang Keshtkar ind i Skuespilhuset i København for at vise, hvad han kan. Den unge mand ankom i fuld karakter, og da han går på scenen som hårdkogt indvandrerdreng, er Peter Gilsfort blæst bagover.

- Han sidder og kigger på mig, og så siger han 'i mine fyrre år som skuespiller, har jeg aldrig set noget lignende'. Jeg vil gerne hjælpe dig, fortæller Alexander Behrang Keshtkar.

Drømme og frygt

Det er lykkes for ham. Drømmen om at være noget går i opfyldelse.

I dag er Alexander Behrang Keshtkar skuespiller, og senest har han blandt andet medvirket i fjerde sæson af 'Broen' som den iransk flygtning Taariq.

Hvis man hurtigt skimmer hans CV, så er det mest de etniske roller, som Alexander Behrang Keshtkar bliver castet til. Men det gør ham ikke noget.

- Jeg har haft en fantastisk oplevelse med de her roller. Når jeg kigger på andre brune skuespillere, så har de helt stereotype karakterer som bandemedlem, taxachauffør og grønthandler i begyndelsen, siger han.

Alexander Behrang Keshtkars liv har været fyldt med vendepunkter. Og sådan regner han med, at det fortsætter. Lige om lidt skal han være far for første gang, og han glæder sig til at opdrage sit barn til at tro på sig selv.

Derudover drømmer han om noget så universelt som lykke.

- Min drøm er at være et lykkeligt menneske, uanset hvad jeg laver. Og jeg laver mange ting. Jeg spiller skuespil, underviser, holder foredrag, arbejder som caster, og så laver jeg også stadig noget tømmersnedker-arbejde nogle gange. Jeg er faktisk ligeglad, hvad jeg laver, jeg vil bare gerne være glad, siger han.

- Det vigtigste er, at jeg er sund og rask og glad. Ikke hvad jeg er og bliver.

Har du fundet den anerkendelse og det fællesskab, som du søgte?

- Ja, men ikke eksternt, som jeg troede, at jeg ville. Anerkendelsen kommer fra mig selv. Jeg behøver ikke at være noget, jeg ikke er.