Alle amerikanske svindlerkomedier samlet i én film

'American Hustle' er en pseudohistorie kørt gennem et filter af glade minder.

Hvad får os til at holde af en film? Hvad er det, der får os til at åbne alle vores sanser for én film, men føle afsky for en anden? Beklager at den her anmeldelse skal åbne med noget så uhåndterbart som det største filmspørgsmål af alle, men sagen er at David O. Russells nye film, 'American Hustle' har høstet glæde og roser langt de fleste steder - mens den her anmelder ikke har andet end irritation til over for den. Sådan en situation kræver en tilbundsgående undersøgelse.

Verden er præcis som den plejer

Hør her. Nogen af os håber at se en film, der vil ændre vores verdensbillede, hver gang vi sætter os til rette foran biograflærredet, fjernsynet eller computerskærmen. Andre vil meget hellere blive bekræftet i at verden er præcis som den plejer. Så kan man sidde og nyde filmen uden at tænke for meget. Begge dele er lige legitime. De er bare forskellige. Derudover er der naturligvis alle nuancerne midt imellem.

Kravler op på skuldrene af de gamle filmgiganter

Det bringer os lynhurtigt hen til instruktøren bag 'American Hustle', David O. Russell, som mange elsker for film som 'The Fighter' og 'Silver Linings Playbook'. I den her anmelders øjne er David O. Russell en instruktør, der udelukkende opererer i en verden, et USA, vi allerede kender - som andre instruktører har skabt. Han ironiserer ikke over dem og flytter om på dem med et glimt i øjet som Quentin Tarantino. Han holder sig heller ikke trofast til en enkelt genre, som han konstant prøver at forbedre. Han forsøger at kravle op på skuldrene af de gamle filmgiganter og skabe sine film deroppe.

Den klassiske amerikanske gavtyvs- og svindlerkomedie

Hans 'Fighter' fra 2010 var en boksefilm som en amerikansk boksefilm skal se ud, og som den så ud i John G. Avildsens 'Rocky' fra 1976 og Martin Scorseses 'Raging Bull' fra 1980 - en enlig mand, der må kæmpe både med sig og med sine omgivelser, især sin familie, for at nå til tops. 'Silver Linings Playbook' fra 2012 var den klassiske amerikanske film om psykisk ustabile mennesker og deres rørende forsøg på at skabe deres egne logik her i livet, som i Barry Levinsons 'Rain Man' fra 1988 eller Garry Marshalls 'The Other Sister' fra 1999. Og 'American Hustle' er, som titlen utvetydigt slår fast, det klassiske amerikanske gavtyvs- og svindlerdrama, som amerikansk film er så rig på, som i Robert Rossens 'Hajen' fra 1961 med Paul Newman som billardhaj, George Roy Hill 'Sidste stik' fra 1973 eller Martin Scorsese 'Gaden uden nåde' fra samme år. For bare at nævne et par stykker.

Tidens populæreste skuespillere

Faktisk er 'American Hustle' indavl fra ende til anden. Russell forsøger ikke at opdyrke nye og ukendte skuespillere i hovedrollerne. Han har istedet indskrevet en håndfuld af tidens populæreste skuespillere som Jennifer Lawrence, Amy Adams, Christian Bale, Bradley Cooper og Robert de Niro. Flere af dem spiller endda roller, som på den ene eller anden måde kommenterer deres hidtidige karrierer. Eller ironiserer over at de er kendte.

En ordentlig baconvom

Jennifer Lawrence, der har bygget en karriere op på begavede og smarte kvinder, spiller for første gang en hjernetomt kværnende sæk - en amerikansk kusine til Yvonne fra Olsen-Banden. Og Christian Bale lever op til sit omdømme som en kamæleon, der uden besvær kan skifte udseende fra film til film, som om det var selve kernen i skuespillerfaget. I rollen som filmens omdrejningspunkt, svindleren Irving Rosenfeld har han ædt sig til en ordentlig baconvom og tilmed udstyret sig med en skaldet isse så Russell kan bruge de første tre minutter af 'American Hustle' på at vise tykke Bale, der kæmper med at klistre en paryk på sin skaldede isse. Hvis ikke publikum vidste, at det var stjernen Christian Bale, der fumlede ubehjælpsomt med sit udseende, ville scenen være ligegyldig.

En overpermanent afro-urskov

Også Bradley Cooper hygger sig med sin frisure, en overpermanent afro-urskov i rollen som en ubegavet FBI-agent, der gør alt hvad han kan for stige i graderne. Den figur er taget direkte ud af dårlige folkekomedier og i hænderne på den overspillende Bradley Cooper, der hele tiden er mere optaget af at SPILLE og at være på end at give sin figur et troværdigt liv, går den helt over gevind til sidst.

Det sjoveste 70'er-gear

Der er i det hele taget en underlig fornemmelse af kostumeshow over 'American Hustle', som om alle skuespillerne har fundet det sjoveste 70'er-gear, de overhovedet kunne opdrive, og kombineret en kostumefest med en filmoptagelse. Det er festlig engang imellem, men det giver også 'American Hustle' en irriterende fornemmelse af at det hele bare er en leg.

Et filter af glade minder

Hvad er det, der får os til at elske en film? Nogen af os vil helst på en rejse til at sted, vi aldrig har været. Andre vil hellere gense det sted, hvor de havde deres bedste ferie. 'American Hustle' er helt klar til de sidstnævnte. Den er en stor bunke minder om andre film. Spørgsmålet er om den overhovedet eksisterer på egen hånd, om den ville hænge sammen hvis ikke man kender alle dens håndplukkede referencer, dens sammensyede lån fra andre og større instruktørers idéer. 'American Hustle' er en pseudohistorie kørt gennem et filter af glade minder.

'American Hustle' får dansk premiere torsdag den 23. januar

Facebook
Twitter