Vi plejer at sige, at man ikke må afsløre slutningen på en historie. Det ødelægger oplevelsen for andre.
Det er nok også rigtigt. Især når der er tale om en krimi, hvor alt går ud på at gætte, hvem morderen er.
Med 'Nitram' forholder det sig omvendt.
Vi ved lige fra begyndelsen af, at filmen handler om de begivenheder, der førte frem til et af historiens mest voldsomme masseskyderier, drabet på 35 mennesker i Port Arthur på Tasmanien den 28. april 1996.
Vi ved, hvem morderen er. Vi ved, hvor meningsløst mange tilfældige han dræbte.
Hvad er der så tilbage? spørger du sikkert. Faktisk rigtig meget. Muligvis meget mere end hvis vi ikke anede, hvad 29-årige Martin John Bryant foretog sig den 28. april 1996.
Der er først og fremmest en nervepirrende intensitet. Hvis ikke vi vidste, at Bryant senere ville blive berømt, ville han bare ligne en røvirriterende knægt, der generer naboerne med sit fyrværkeri på tilfældige aftener.
Et enestående niveau af ubehag
Men når vi ved, hvad han senere er skyld i, og han står der med sit lange hår og sine beskidte kassebukser og sine åndssvage heksehyl, er han mere urovækkende end langt størstedelen af den her verdens gyserfilm.
Og det fortsætter.
Til tider rammer 'Nitram' et enestående niveau af ubehag. For eksempel i scenen, hvor Bryant opsøger det ældre ægtepar, der har købt det Bed & Breakfast, som hans far drømte om at erhverve sig. I skuffelse forsvandt Bryants far ind i en dyb depression.
Og der kommer han så, Bryant jr., drønende hen til det forjættede Bed & Breakfast i sin gule Volvo med et luftgevær på bagsædet. Hvad finder han mon på?
Rigtig ubehageligt bliver det, da Bryant tøffer ind i en våbenhandel for at se på diverse håndvåben og automatgeværer.
Vi ved, hvad han skal bruge dem til. Vi får lyst til at råbe til ekspedienten, at han ikke må sælge Bryant så meget som en vandpistol. Men vil han høre efter?
Nej, ekspedienten hiver Bryant ned i kælderen, hvor væggene er plastret til med alverdens skydevåben, og man bare skal stikke hånden ind under disken for at få fat i store kasser med ammunition. 'Du skal ikke have våbnene registreret, vel? Bare lad være med at fortælle nogen, hvor du har købt det her', siger ekspedienten.
Guddødme.
En uofficiel gyser
Hvad skal man så bruge den boblende rædsel til?
Det står helt frit for publikum. 'Nitram' kan sagtens opfattes som en uofficiel gyser, der fortæller os, at enhver knægt ethvert sted i verden kan blive udsat for forskellige omstændigheder, der skaber en massemorder.
Martin Bryant led af diverse mentale problemer, han havde en IQ på 66 (hvilket svarer til et 11-årigt barn), han blev mobbet i skolen, han var ensom, hans far var fraværende og hans mor dominerende. Men det behøver man jo ikke blive massemorder af.
Der er ingen simple løsninger i forbindelse med et menneske som Bryant, der i dag sidder fængslet på 35 gange livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Og sådan kunne 'Nitram' være sluttet af.
Med Martin stavet baglæns på djævelsk vis og med bunkevis af dystre, ubesvarede spørgsmål. Men instruktøren Justin Kurzel er så flink at stikke os en pointe. Efterteksterne til filmen forklarer, at våbenloven i Australien prompte blev lavet om ovenpå Bryants massedrab. Tonsvis af våben blev afleveret til myndighederne og destrueret.
Men siden har håndhævelsen af våbenloven været sløset, og i dag ejer australierne endnu flere våben end i 1996.
Guddødme.
En politisk film
'Nitram' er altså en politisk film.
Men primært er den en ildevarslende og ubehagelig film om rendyrket ondskab, der bliver formet af et sammenrend af tilfældigheder.
Og så er 'Nitram' et fremragende eksempel på, at det ikke gør spor, at vi ved, hvordan en historie ender. Pludselig begynder vi at lægge mærke til alt mulig andet. Alt bliver levende og nærværende. Detaljerne får en anden mening. De bliver ladet med intensitet.
Alt sitrer nervøst for øjnene af os.