Amerikansk firma udnytter unge skuespilleres drømme om Hollywood

Skuespillerforbundet advarer mod firma, der tilbyder håbefulde skuespillere tvivlsom kontrakt.

Dansk Skuespillerforbund mener ikke, man kan betale sig til en skuespillerkarriere. (Foto: SPORTPHOTO © Scanpix)

Drømmen om Hollywood har fået unge skuespillere til at skrive kontrakt med den amerikanske virksomhed CIA Multinational Corporation, der lover de unge en genvej til store internationale karrierer.

Kontrakterne siger blandt andet, at skuespillerne skal betale 4.000 dollars for noget rådgivning og en portfolio, der er en præsentation af deres arbejde, og at de resten af livet skal give virksomheden 20 procent af alt, hvad de tjener i skuespillerbranchen.

Det får Dansk Skuespillerforbund til at advare sine medlemmer mod at skrive under på kontrakter med den amerikanske virksomhed.

- Jeg vurderer ikke, det er en reel chance. Det er en reel pengemaskine, siger formand, Katja Holm, og fortsætter:

- Det er uanstændigt, at man på den måde leger med folks drømme om en karriere udenlands og tager en masse penge fra dem, uden at have noget reelt at byde på, siger formand, Katja Holm.

DR Nyheder har kendskab til en håndfuld unge skuespillere herhjemme, der allerede har skrevet under på en CIA-kontrakt og betalt mange tusinde kroner mod løfter om agenter, visum og ophold i Hollywood.

Portfolio ligner power point-show

En af de danske unge, der blev forført af CIA Multinational Corporations løfter om en stor skuespillerkarriere, er Irina Frost. Hendes bankrådgiver synes, det var en dårlig idé, da hun som 25-årig studerende ville forhøje sit banklån for at betale CIA Multinational Corporation for en portfolio.

Men Irina Frost var overbevist om, at det var hendes store chance for at blive succesfuld skuespiller, så hun tog i stedet et kviklån på 15.000 kroner.

- Jeg lånte pengene et sted, hvor renten er absurd høj, for jeg tænkte, at jeg kan betale pengene tilbage på et tidspunkt, hvis jeg får lov at arbejde som skuespiller, siger Irina Frost.

CIA Multinational Corporation sendte portfolien til hende en måneds tid efter, og den var ikke umiddelbart, hvad hun havde forventet.

- Da jeg så den først, tænkte jeg, at det kunne jeg have gjort bedre i power point, men jeg tænkte også, "hvad ved jeg?". Jeg er ikke inde i den industri. Jeg ved ikke, om det skal se sådan ud, siger hun.

I portfolien er der ifølge Irina Frost oplysninger om hende, som ikke passer. Der står blandt andet, at hendes succes som skuespiller i Ukraine vil være en fordel for hende i Hollywood. En karriere Irina Frost aldrig har haft, da hun kom til Danmark, da hun var fire år gammel.

  • I portfolien, som Irina Frost har modtaget fra CIA Multinational Corporation, er der oplysninger om hende, som ikke passer. (Foto: fra portfolioen)
  • - For mig at se ligner det nogle kontrakter, der er blevet klippe-klistret fra måske nogle andre dokumenter eller noget fra nettet, siger advokat Christine Ulrich Andersen. (Foto: fra portfolioen)
1 / 2

Men der skal pyntes på CV'et, hvis det skal fange agenternes opmærksomhed, lyder det fra bestyrelsesformand, Max Forzan.

- Vi lyver ikke i portfoliet. Vi sætter information ind, der er nødvendig for at give de unge en chance, siger han.

Advokat: Kontrakter er ren klippe klistre

Advokat Christine Ulrich Andersen arbejder med skuespillerbranchen, og hun ser med stor skepsis på kontrakterne.

- Det er dybt uprofessionelt. For mig at se ligner det nogle kontrakter, der er blevet klippe-klistret fra måske nogle andre dokumenter eller noget fra nettet, siger hun.

I kontrakterne fremgår et krav om, at skuespillerne skal betale 20 procent af deres indkomst resten af livet, og det er så højt i forhold til, hvad skuespillerne får til gengæld, at kontrakterne ifølge Christine Ulrich Andersen vil blive erklæret ugyldige efter dansk ret.

- Der er ekstrem stor ubalance mellem, hvad parterne skal levere. Det er kun skuespilleren, der skal levere ifølge den her kontrakt. Modparten skal levere noget vejledning, og vi kan slet ikke sige noget om, hvad det indebærer, siger hun.

Men det kræver en retssag og en dommers ord for, at den er ugyldig, hvis kontrakten skal ophæves, og det kan ifølge Christine Ulrich Andersen være en både lang, dyr og besværlig proces.

- Man kan ikke rive kontrakten midt over, som man har underskrevet, så pointen er, tænk over, hvad du sætter din klo på, siger hun og fortsætter:

- Det er simpelthen for dyrt og for omkostningsfyldt, også på det personlige og ressourcemæssige plan, at skulle til at kæmpe for at modgå en kontrakt, man selv har underskrevet.

Sådan ser CIA Multinationals side ud på Facebook. Lige nu synes 390 godt om siden, mens 387 brugere følger siden. (© (Billede fra Facebook))

Men bestyrelsesformand for CIA Multinational Corporation, Max Forzan, mener, selskabets pris og kontrakter er i orden.

- Jeg gør ikke noget forkert. Jeg prøver bare at hjælpe skuespillerne, at give dem en chance for, at folk tror på deres talent, som vi tror på, de har, siger han.

Tvivler på trailer

Irina Frost har være med til at lave nogle optagelser i et studie i København til en trailer på en serie og en film, der hedder Timewarpers, som CIA Multionational Corporation producerer.

Men Irina Frost har nu mistet tilliden til de mennesker, hun har skrevet kontrakt med, og hun er i tvivl om, hvorvidt filmen og serien bliver til noget.

- Lige nu, der tror jeg, at det er snyd det hele, siger hun.

Traileren skal ifølge bestyrelsesformand, Max Forzan, vises på tegneseriekonventionen WonderCon i USA i slutningen af marts. I en Facebook-besked til skuespillerne, skriver han, at CIA Multinational Corporation har lavet en aftale, der vil få traileren vist for 90 millioner mennesker i hele verden.

- Vi er allerede begyndt at skyde filmen. Noget i Danmark, noget i Sverige, noget i Mexico, noget i Portland, noget i Seattle, men vi er langt fra færdig, siger Max Forzan.

Søg råd først

I dag håber Irina Frost, at hun kan komme ud af kontrakten, og hun er ked af, at hun lod sig forblænde.

- Man vil så gerne have det til at være sandt. Man vil så gerne have det til at være ægte, netop fordi det er en drøm, jeg har, siger Irina.

- Jeg har det rigtig dårligt med, at jeg i det hele taget valgte at stole på to mennesker, der lød så overbevisende, og at jeg har betalt alle de her penge. Det gør ondt nu, siger Irina.

Dansk Skuespillerforbund siger i dag til deres medlemmer, at hvis de bliver kontaktet af virksomheden, skal de kontakte forbundet, før de skriver under på noget.

- Man kan ikke få den store Hollywood-karriere ved bare at betale nogle penge. Det er simpelthen den forkerte vej rundt, siger formand, Katja Holm.