Amerikansk skuespiller sigtet for falsk bombetrussel

Komiker og skuespiller T.J. Miller er arresteret for at have indgivet falsk bombetrussel under en togrejse.

T.J. Miller besøger Danmark 1. juni, hvor han optræder på Bremen Teater i København. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Bombetrusler skal man ikke spøge med.

Det har den amerikanske skuespiller og komiker T.J Miller lært, efter han i et amerikansk tog kontaktede politiet for at fortælle, at en kvinde havde en bombe i sin taske.

Skuespilleren, der bl.a. er kendt for sin rolle som Erlich Bachman i tv-serien 'Silicon Valley', og som til sommer besøger Bremen Teater i København med sit komikershow, kontaktede politiet i et tog mellem Washington D.C. og New York i marts. Men efter toget var blevet gennemsøgt, blev det konstateret, at der ikke var nogen bomber i vognene.

I mandags blev T.J. Miller så anholdt for at have indgivet en falsk bombetrussel, skriver BBC.

Rolle i 'Silicon Valley'

T.J. Miller er igen blevet løsladt mod kaution, men har ikke kommenteret sagen.

Ifølge en udtalelse fra den amerikanske anklagemyndighed fortalte skuespilleren, at kvinden med 'brunt hår og tørklæde' blev ved med at kigge i sin bagage uden at tage noget ud af tasken.

- Jeg er bekymret for alle i toget, nogle bør undersøge denne kvinde, sagde han ifølge anklageren.

Var angiveligt beruset

Under anmeldelsen spurgte betjenten, om T.J. Miller havde drukket alkohol, da betjenten bemærkede, at han talte utydeligt. Dertil svarede skuespilleren, at han kun havde drukket et glas rødvin.

Under gennemsøgningen af toget fortalte togpersonalet dog, at T.J. Miller virkede beruset, da han steg på toget, og at han havde drukket flere genstande under rejsen.

Hvis skuespilleren bliver dømt skyldig, kan han få en dom på fem års fængsel.

Facebook
Twitter