ANALYSE: 'Game of Thrones' er fantasy for voksne når det er bedst

HBO har med ’Game of Thrones’ tilført fantasy-genren en bizar form for realisme, der bærer en stor del af æren for seriens brede kæmpesucces

’Game of Thrones’. Alle tiders mest sete tv-serie er helt afgjort en fantasy-serie, men den gør hvad den kan for at skjule den kendsgerning i politisk drama, skriver DR's serie-ekspert, Tobias Bukkehave.

Når der i dag er premiere på det nyeste afsnit af serien 'Game of Thrones', så er det på mange måder kulminationen på kabelkanalen HBO's lange rejse.

Siden halvfemserne har vi set, hvordan tv-fiktionen har omdefineret sig selv, og et af de vigtigste greb i den forvandling har været at indføre en ny genreforståelse på den lille skærm

Medieforskere og kritikere kalder det for the second golden age of television eller for quality tv, og denne nye bølge af dyb, kompliceret og ofte vovet tv-fiktion er i løbet af de seneste 20 år blevet normen, når vi ser tv-serier.

Det blev især kabelkanalen HBO, der kom til at stå i spidsen for den nye bølge, og selvom der var tale om et mere generelt kvalitetsløft på tværs af en lang række parametre såsom det visuelle, det fortællemæssige, karakterarbejdet etc., blev HBOs nærmest systematiske arbejde med en ny form for genreforståelse alligevel en af hjørnestenene i udviklingen af den nye standard inden for tv-fiktionen.

Ingen plads til blodsugere, rumraketter og trylleri

I starten var den nye bølge indenfor tv-fiktionen præget af realisme. Naturalisme endda. En 1-1 gengivelse af virkeligheden passer på sin vis godt til tv-fiktionen, fordi den er god til at glide naturligt ind i vores hverdag og følge dens rytme.

Både ’The Sopranos’, ’Rome’, ’Deadwood’ og serier som ’The Wire’ og ’Tell Me You Love Me’ er på hver deres facon gode eksempler på den tendens, og det samme kan man sige om AMCs hitserier ’Mad Men’ og ’Breaking Bad’.

Forfatteren Allan Ball bliver interessant, fordi han bliver den første, der for alvor udfordrer kvalitetsseriens iboende realisme, da han i 2008 laver den bizarre teen-vampyr-splatter-serie ’True Blood’. Mystery-serien griber tilbage på megahittet ’Buffy the Vampire Slayer’ og imponerer store fanskarer med sin kitchede opfindsomhed. Vampyrfilmen bliver dermed den første fantasy-undergenre, som HBO omkalfatrer, og et par år efter ser vi zombiefilmen finde sin plads på tv med AMCs ’The Walking Dead’.

Fantasy for voksne

Et af de store credoer i denne tv-fiktionens anden (nogle mener, vi er gledet ind i en tredje) gyldne tidsalder er den nuancerede karaktertegning. Måske derfor har branchen tøvet med at kaste sig ud i to af filmens helt store genrer; fantasy og science fiction.

Især i førstnævnte arbejdes der traditionelt med skarpt optrukne grænser mellem helte og skurke; Fantasy-figurer vil enten redde verden, eller også ønsker de, at underkaste sig den eller se den brænde.

Sådan er det ikke i HBOs ’Game of Thrones’. Alle tiders mest sete tv-serie er helt afgjort en fantasy-serie, men den gør hvad den kan for at skjule den kendsgerning i politisk drama, militærtaktisk positionering og nuancerede karakterer med dybe psykologier. ’Game of Thrones’ er med andre ord fantasy for voksne. Eller low fantasy, som det også hedder. Her flyder magien som en subtil understrøm i universet, og slås ofte hen som overtro.

Nemmere at sluge

Især seriens første sæson var nærmest renset for fantasy-elementer, og det har nok bevirket, at ’Game of Thrones’ lettere fik fat HBOs voksne publikum. Når man skjuler pillen bestående af drager, ildkugler og skellet-krigere i en skefuld med middelalderporno, veldrejet politisk intrige og hovedafhugning, så er den unægtelig nemmere at sluge. Med tiden er fantasy-delen dog blevet mere fremtrædende, og i sidste uges premiere på seriens sjette sæson fik vi et kongseksempel på, hvordan HBO fortolker fantasy-genren og leverer raffinerede tv-momenter, der bliver siddende på nethinden.

Heksens to ansigter

Jon Snow, ligger død i borggården. Hvis det billede ikke siger dig noget, har du sovet i et år. En af Snows sidste muligheder er at blive genoplivet af heksen Melisandre, som også befinder sig på borgen. Vi ved, det er en mulighed. Hun er jo en heks. Eller er hun? Hvad er en heks egentlig i ’Game of Thrones’? Vi har set Melisandre lave mystiske ting med sex og blod, men hendes natur er stadig et mysterium for os. Vi har med andre ord en masse koder og forforståelser fra fantasy-genren i hovedet, og dem er HBO nødt til at adressere.

Det gør de ved i afsnittets slutscene at lade Melisandre afklæde sig foran et grumset, uskarpt spejl, netop som hun er ved at gå i seng. Hun tager sit store, juvelbesatte smykke af, og i det uklare spejl fornemmer vi svagt, hvordan hendes skikkelse ændrer form. Da kameraet finder hende igen, er den smukke, stoiske kvinde forandret til en grå, ældet skabning, der med slæbende skridt finder sengen og går til ro.

Bizar form for realisme

Forfatterne bag serien arbejder her med en hel række af fantasy-arketyper. Den første er vampyren, der må have andres livsenergi for at leve. Den anden er den onde dronning fra f.eks. ’Snehvide’, som foran spejlet er optaget af sin egen skønhed og bruger magi for at holde sig ung. Men hvordan passer det med Jon Snow? Ikke særlig godt. Derfor må vi gentænke motivet. Er Mellisandre ved at tømme sig selv for liv, så hun med smykket kan genoplive Jon? Hvorfor vil hun det? Er det blot ønsketænkning? Vi ved det ikke, men grebet virker, fantasien arbejder, og trangen til afsnit to vokser med det samme.

Tableauet er velkomponeret, afdæmpet og roligt. Det er smukt, og nøgenheden sætter en tyk streg under, at det henvender sig til voksne. Her er Ingen storladen dramatik. Mellisandre blander ingen trylledrik, fremsiger ingen formular, og hun holder heller ingen melodramatisk enetale eller messer ”Lille spejl på væggen der..”. Nej, det vi i stedet ser, er en nærmest minimalistisk hverdagssituation fra en heks´ liv. En gammel, træt kvinde går til køjs, og mens det dystre score tager over, og skærmen bliver sort, forstår vi, hvordan HBO med ’Game of Thrones’ har tilført fantasy-genren en bizar form for ”realisme”, der bærer en stor del af æren for seriens brede kæmpesucces.

Facebook
Twitter