Analyse: Kort og smalt hitter i serieland

Tv-serie-fans over hele verden har vænnet sig til at følge deres favorit-figurer sæson efter sæson, men den lange spilletid er ikke længere en selvfølge, og flere korte og mere fokuserede serier ser i disse år dagens lys.

Skuespilleren Riz Ahmed i rollen som Nasir 'Naz' Khan i den anmelderroste HBO-serie 'The Night Of'. Serien har været med til at puste nyt liv i miniserie-genren .

Da en ny bølge af seriel tv-fiktion af høj kvalitet i slutningen af halvfemserne begyndte at rulle ud fra de amerikanske produktionsselskabers samlebånd, hed det sig, at serieformatet gav instruktører og forfattere langt mere tid til at dykke ned i og udforske karakterer, end spillefilmen nogle sinde ville kunne gøre.

Det var de fleste dengang enige om var en god ting, og nogle af de første helt store serier i denne nybølge bar netop præg af en episk struktur, hvor en stærk hovedkarakter eller en gruppe af karakterer gennemgik en eller anden form for udviklingsproces, der spandt over rigtig lang tid.

Hverdagen og livets gang var i fokus, og det lange format var som skabt til netop det interessefelt. Eksemplerne er mange, men ’Sex and The City’, ’The Sopranos’ og ’Six Feet Under’ er blandt de klareste.

Moderne dannelsesfortællinger

Fem sæsoner eller mere og en samlet spilletid på op mod hundrede timer gav os muligheden for at komme helt ind under huden og dybt ind i hovedet på komplicerede karakterer, og det var derfor oplagt, at de nye dramaserier blandt iagttagere blev sammenlignet med de store dannelsesromaner i litteraturen.

Serier som ’Mad Men’ og ’Breaking Bad’ videreførte den tradition, og det giver mening at trække en linje fra tunge, litterære figurer som David Copperfield og Huckleberry Finn til den vifte af nuancerede, vedkommende og helt uforglemmelige hovedkarakterer, der blandt andet tæller Tony Soprano, Don Draper, Carrie Bradshaw og Walter White, som disse tv-drama-værker har beriget popkulturen med.

Serien 'Lost' var en af de mest originale i midten af 00'erne, men serien mistede meget af sin kvalitet, som sæsonerne skred frem, mener Tobias Bukkehave. (Foto: PR Foto)

Nogle serier kunne leve op til dannelsesroman-formlen, mens andre begyndte at famle en smule i takt med, at den ene sæson afløste den anden.

Publikum blev hurtigt vant til, at tygge sig gennem et væld af episoder og storylines for på et ikke-defineret tidspunkt at nå frem til et dramaturgisk mål, som ofte kunne forekomme ret diffust.

J.J. Abrams superhit ’Lost’ er et godt eksempel på en serie, der trods et dybt originalt afsæt og en enestående første sæson, mistede fokus og blev uskarp, som tiden gik.’Prison Break’ er et andet, og der er flere andre.

Jagten på den næste sæson blev ind i mellem direkte latterlig, og underligt opstyltede cliffhangers og forcerede plottwists, som skulle give serier kunstigt åndedræt for en stund, blev en grim uskik.

Den manglende dramaturgiske stramhed blev nærmest et varemærke i perioden, og de bedste af de lange serier blev dem, der mest sikkert lykkes med at orkestrere det store spind af sidehistorier og bikarakterer.

Smallere serier

Hvor de førnævnte episke fortællinger, som prægede starten på den nye kvalitets-bølge indenfor tv-fiktionen, søgte at samle bredt og sige noget generelt om mere almengyldige begreber såsom familie, generationskløfter eller selve den menneskelige kondition, har vi siden set en tendens hen mod smallere, mere high concept-agtige serier, der enten læner sig op af en klart defineret og ofte stejl præmis eller prøver at sige noget mere specifikt om et afgrænset felt.

Eksempler på den første type kunne være zombie-serien ’The Walking Dead’, i hvilken samfundet er brudt sammen efter en global zombie-epidemi, eller den eksistentialistiske ’The Leftovers’, hvor to procent af verdens befolkning forsvinder ud i den blå luft.

Her er der tale om en skarp præmis, der på direkte vis bærer serierne.

I den anden kategori finder vi mere eklektiske serier som hacker-serien ’Mr. Robot’, der går nært om teknologi og paranoide hacktivist-subkulturer, og den virtuose lægeserie ’The Knick’, der afsøger brydningstiden omkring starten af forrige århundrede, hvor excentriske og til tider hensynsløse doktorer står fadder for den moderne lægevidenskab.

Man tror faktisk på, at Clive Owen har opbygget et galoperende kokainmisbrug, for at leve ind i rollen som lægen Dr. Thackery i The Knick. Serien er brutal, og forsøger ikke at favne en bred målgruppe.

Dertil kommer det voksende antal af fokuserede genre-serier indenfor kvalitetstraditionen, som på det seneste har set dagens lys. Horror-serien ’Penny Dreadful’, superhelte-serien ’Daredevil’ og firser-mystery-pastichen ’Stranger Things’ er alle serier, der på hver deres måde henvender sig til et relativt smalt, genrebevidst publikum og både visuelt og fortællemæssigt arbejder med tydeligt markerede genrekoder.

Disse serier er ikke for alle, men de har som regel et højt kunstnerisk ambitionsniveau og er enormt gennemførte og stilsikre indenfor deres respektive felter.

Afgrænsede historier

Fælles for alle disse serier er, at det ikke tages for givet, at de skal køre i mange sæsoner, og ofte skifter de på den ene eller den anden måde natur mellem sæsoner.

’The Leftovers’ fik både ny setting og titelmelodi efter sæson et, og i den delikate feinschmecker-serie ’Fargo’ tog man i sæson to hul på en helt ny storyline, der intet havde med den foregående at gøre, samtidig med, at samtlige skuespillere blev skiftet ud.

Det samme så vi i krimien ’True Detective’, og enkelte branche-rygter antyder, at ’Stranger Things’ anden sæson, som netop har fået grønt lys hos Netflix, også vil byde på en helt ny fortælling.

Vi ser altså, at det i stigende grad handler om at holde indholdet friskt, og at de dybe, lange historier synes at måtte vige pladsen for de kortere og mere skarpt optrukne.

En enkelt sæson

Den hæderkronede serie-mastodont HBOs seneste hit hedder ’The Night Of’ og handler om den muslimske college-studerende Nasir, der efter en vild aften med en fremmed pige vågner op og finder sit one night stand dolket ihjel.

Nasir flygter fra gerningsstedet, og da han senere på natten bliver fanget af politiet, peger alle beviser på den unge muslim. Nasirs fremtid ser pludselig kulsort ud, og serien følger i otte nervepirrende afsnit hans håbløse kamp for overlevelse.

'The Night Of' byder på et gensyn med skuespilleren Michael Kenneth Williams, der har haft bærende roller i en lang række anmelderroste serier. Blandt andre 'The Wire' og 'Boardwalk Empire'. Serien er blevet godt modtaget af kritikerne, og den har pustet nyt liv i miniserie-formatet. (Foto: PR Foto)

’The Night Of’ er en kondenseret skæbnefortælling, og den sætter på mange måder tendensen mod det korte format, som vi for tiden ser på seriefronten, på spidsen.

Historien er afsluttet, og uanset, hvor lækkert det ville være, kommer der ikke flere afsnit om den sympatiske Nasir og hans fremtidige liv.

Den afgrænsning giver afsnittene en særlig nerve, som man som serie-seer nærmest havde glemt eksisterede, fordi man har vænnet sig til, at der som regel kommer endnu en sæson, hvis serien er god. Den dynamik giver tryghed; man ved, at der kommer mere, og derfor kan alt vel ikke gå helt ad helvede til. I ’The Night Of’, derimod, er alt på spil hele tiden, og det er forfriskende.

Miniseriens genfødsel

’The Night Of’ er en miniserie, og grunden til, at det noget bedagede format pludselig forekommer nyt, er, at det stort set har ligget dødt siden halvfemserne og navnlig firserne, hvor miniserier som ’North and South’ lagde gaderne øde.

Med serier som ’American Horror Story’, ’Fargo’ og ’True Detective’ tittede formatet så småt frem igen. Der er dog ikke tale om ”ægte” miniserier her, fordi disse afgrænsede historier udkommer i flere sæsoner under en fælles hat. Et franchise om man vil.

Derfor anvender man nu den nye term limited series om eksempelvis ’Fargo’. Den sidste vaskeægte miniserie, der brød gennem lydmuren og virkelig fangede folks opmærksomhed var vel Steven Spielbergs mesterlige ’Band of Brothers’ fra 2001, og selvom krigsserien på næsten alle områder er noget helt andet end ’The Night Of’, har de intensiteten ved det finitte format tilfælles.

Det hårde farvel

Når du ved, du har seks sæsoner og 86 afsnit af ’The Sopranos’ foran dig, så kan der, uanset hvor god serien er, risikere at gå en lille smule inflation i stoffet. Det er med andre ord nemmere lige at skippe et enkelt afsnit, når nu der er så mange.

Ingen over, ingen under. Tony Soprano er måske den mest ikoniske karakter i den moderne tv-series historie. Men 'The Sopranos' var til gengæld også en serie, hvor hovedkaraktererne levede videre sæson efter sæson. Og det gav serien en forudsigelighed. (Foto: PR Foto)

Desuden ved du, at du ikke risikerer at skulle sige farvel til Tony Soprano lige med det første. Han venter også på dig i næste sæson. Det er behageligt.

Men godt, intenst drama handler i høj grad om at træffe hårde valg, og der er noget grundlæggende hårdt i at skulle sige farvel til de karakterer, man holder af.

Det kræver ganske enkelt noget af seeren at acceptere, at noget slutter, og på den måde er de kortere, afgrænsede formater med til at intensivere serie-oplevelsen.

Det korte format kan også ses som et forsøg på at afhjælpe den inflation, der kunne tænkes at være på et gigantisk seriemarked med et kæmpe bagkatalog, hvor et stadigt voksende udvalg af klasse-serier slås om seernes opmærksomhed.

Derfor er ’The Night Of’ og det nye limited series-format et kærkomment frisk pust i serieland, som vi med garanti kommer til at opleve oftere i fremtiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk