Anden omgang af Disneys flyvemaskiner er en glædelig overraskelse

Disney følger 'Biler', 'Biler 2' og 'Flyvemaskiner' op med (sørme) ... 'Flyvemaskiner 2'

Der var engang, hvor Disney var førende i animationsfilm, engang hvor de både kunstnerisk og teknisk satte standarden, var det punkt på himlen, de andre sigtede efter. Det var dengang. Nu er Disney bare et af mange selskaber, der laver animerede børnefilm, og desværre ofte med en noget lav flyvehøjde. Og det er også ca. der min forhåndsforventning lå med 'Flyvemaskiner 2'.

En ren kalkering af en tidligere succes

Jeg mener, hvor meget kan man forvente, når det man skal se er en efterfølger en film, der egentlig kun var beregnet til videomarkedet og var en ren kalkering af en tidligere succes.

Succes'en var Biler fra 2006. Den med Lynet Mcqueen, der siden har siddet godt fast på alt fra madkasser over penalhuse til dynebetræk. Og første film med Flyvemaskiner, der kom sidste år, var altså nærmest biler med vinger på. Samme karaktertegning, samme streg, samme type oneliners.

Altså en af den slags film, hvor man undervejs sidder og skumler over, at Disney i sin iver efter at finde nye motiver til madkasserne helt har glemt, at en historie kræver lidt originalitet for at være god.

Flyv lidt højere

Jeg har ikke ondt i haleroret over, at koncernen skal tjene penge, men for dælen - bred vingerne ud, flyv lidt højere, der er stadig langt til solen.

Så det var altså med en slags minusforventninger, jeg gik til Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen. Så jeg er glad for at kunne sige, at jeg faktisk blev glædeligt overrasket.

Sætter livet på spil

Filmen tager tråden op, hvor den første slap. Vores lille helt - den tidligere gødningsflyver Dusty Markhopper er i gang med at leve sin drøm ud. Hans sejr i 1'erens store Jorden Rundt ræs har gjort ham berømt, og han vinder stævne på stævne - indtil hans motor bliver beskadiget og han må nye veje.

Den vej fører til et team af brandslukkende fly og helikoptere, de er modige og sætter livet på spil - ikke for egen berømmelse eller tilfredsstillelse, men for at redde andre.Bedre end 1'erenOg når 'Flyvemaskiner 2' er bedre end 1'eren, så er det bl.a. fordi der af den grund er mere på spil. Det er en alvorlig sag med skovbrande og små søde biler, der kan blive fanget i dem. Og det er en vigtig lære, at når alle yder deres i et godt team, så kan man klare det, der ellers ser næsten umuligt ud.

Der er simpelthen lidt mere kød på historien, mere end bare 'du kan hvis du vil'-moralen, og det klæder filmen.

Skruet lidt ned for smarte oneliners

Det klæder også filmen, at der er skruet lidt ned for smarte oneliners, selvom de stadig er der.

Og når den store skovbrand så bryder ud, og det brave team skal vise sit værd for alvor, er lille Dusty Markhopper hvor han skal være, og det havde man måske nok regnet ud, men så kan man læne sig tilbage og nyde den udmærket animerede flyvetur rundt i den brændende skov.

Flyver højere end sin forgænger

Flyvemaskiner 2 bliver ikke den film, der sætter nye standarder i genren. Men mindre kan også gøre det. Var du glad for biler, men måske ligesom jeg lidt skuffet over den første Flyvemaskiner-film, så er den altså værd at give en chance.

Kunne du - eller dine børn - lide 'Flyvemaskiner', så er der sådan set ikke så meget at betænke sig på, for vi har at gøre med en 2'er, der ganske enkelt flyver højere end sin forgænger.

'Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen' får dansk premiere torsdag den 28. august

Facebook
Twitter