Anmeldelse af 'True Detective 2': Ondskaben lever stadig blandt os

TV-serien 'True Detective' er tilbage, med ny historie og nye figurer - og mere ondskab.

’I was not caught though many tried, I live among you well disguised’, dommedagsbrummer Leonard Cohen i introen til anden sæson af tv-serien ‘True Detective’.

Nummeret er ‘Nevermind’ fra Cohens ’Popular Problems’ album, men det kunne snildt være skrevet til ’True Detective’. Ondskaben er løs. Den blev ikke uskadeliggjort da Rust Cohle og Marty Hart endelig slog kløerne i den okkulte satan i slutningen af første sæson.

Den er bare flyttet fra det sumpede Louisiana til et andet ikonisk ondskabs-landskab, Californien.

Ondskaben flytter rundt

Her træder ’True Detective’, en af sidste års store populærkulturelle fænomener, i karakter. Hvis nogen forventer at gense Woody Harrelson og Matthew McCounaghey som de to kuldslåede opklarere, bliver de skuffet.

’True Detective’s fader, Nic Pizzolatto, opfinder en spritny historie fra sæson til sæson, tilsyneladende med den røde tråd at Ondskaben flytter rundt i USA, og at dens modstandere er opfåkkede politifolk, der kun evner at se ondskaben i øjnene fordi de er på randen af opløsning.

Gennembanker faderen til sin søns mobber

Kanalen HBO har kun givet mulighed for at se de tre første afsnit af ’True Detective’, men de tre nye detektiver, spillet af Hollywood-stjernerne Rachel McAdams, Taylor Kitsch og Colin Farrell, har potentiale til at blive hyldet på linie med Cohle og Hart.

Den ene, Ani Bezzerides, lever i indestængt vrede over sin hippieguru-far.

Den anden, Irak-veteranen Paul Woodrugh gemmer på en hemmelighed, der har vansiret en stor del af hans krop.

Og den tredje, Ray Velcoro, gennembanker faderen til sin 12-årige søns mobber og slutter af med at spytte følgende interessante trussel i hovedet på drengen: Hvis du nogensinde chikanerer nogen igen, røvpuler jeg din far med din mors hovedløse lig her foran jeres hus!

Ligeså meget konkurrenter som makkere

Bezzerides, Woodrugh og Velcoro kommer fra hver sin afdeling, og er indtil videre ligeså meget konkurrenter som makkere.

Og på sidelinien har de forbryderen Frank Semyon (Vince Vaughn), der selv forsøger at finde ud hvem der myrdede hans forretningsforbindelse, skar kønsdelene af ham og hældte syre i øjnene på ham.

Det giver en helt anden fortællestruktur end i sæson 1, hvor historien hoppede frem og tilbage mellem hovedbegivenhederne og forhør af Cohle og Hart 17 år senere.

Svælger i sortsynethed

Cary Fukunaga, der gav hele første sæson et gennemført og unikt okkult look, er erstattet af variende instruktører, bl.a. Justin Lin (episode 1 og 2) og danske Janus Metz (episode 3), men tonen er den samme.

Nic Pizzolattos dialog svælger i sortsynethed. Den er skabt til at blive afleveret snerrende eller messende. Humoren er altid bidende og kulsort, afleveret uden forløsende grin. Omsorg og empati mærker man kun i glimt.

Det giver serien en kølig distance, som det tager tid at vænne sig til, men som til gengæld bliver vanedannende, når – eller hvis – man ’kommer indenfor’.

Det særlige ved første sæson var fornemmelsen for detaljerne, især i en række forrygende bifigurer, samt naturligvis makkerparret Cohle & Hart, en sortsynet filosof og hans fortumlede Dr Watson.

Matthew McConaugheys Cohle var en særdeles manieret og stiliseret størrelse, men det var også ham, der skabte serien. Der er mere realisme og naturlighed over de tre nye detektiver, men det gør også de tre første afsnit af sæson 2 mere ’normale’.

At påstå at Ondskaben ulmer på jord eller at følge kuldslåede politifolk er jo ikke ligefrem skelsættende i krimier og thrillere.

Skal smedes mens jernet er brandvarmt

Det havde været smukt at lade første sæson af ’True Detective’ stå alene som en kort tv-serie med en klar kunstnerisk identitet.

Men sådan fungerer tingene naturligvis ikke nu om dage. Der skal smedes mens jernet er brandvarmt. Og at bryde det hele ned og starte på ny, i stedet for at udvande hovedkaraktererne, er et modigt greb.

Hvor godt sæson 2 lander, kan vi tale om når den fulde serie er tilgængelig på HBO Nordic den 10. august, men indtil videre er der ikke nogen grund til at tro, at Nic Pizzolatto ikke fører os til et ligeså intenst sted som i sæson 1.

Først afsnit af anden sæson af 'True Detective' kan ses på HBO Nordic fra den 21. juni. Hver efterfølgende 7 mandage lancereres et nyt afsnit.

Facebook
Twitter