Her er en stol.

Stolen står på et hotelværelse i Caribien, med udsigt over en lille havn med caféer og levende musik. I stolen sidder en smuk mand med en drink i hånden.

På bordet ved siden af ham ligger en pistol. Om et øjeblik tager manden et stiligt jakkesæt på. Fem minutter senere siger han noget sjovt på en cool, henslængt måde. Lidt senere nedlægger han en smuk kvinde uden besvær. Kort efter redder han verden.

Måske i en anden rækkefølge, men han siger noget sjovt, dusker en dulle, redder verden og ser godt ud...

Verden er for kompliceret til at redde

Her er en anden stol. Den står i et sammenstyrtet hus et sted i Skotland, i skumringen, sent på efteråret hvor tågen sniger sig henover heden og rækker sine arme ud efter huset som et døende spøgelse.

I stolen sidder en træt mand. Hans pistol ligger på gulvet. Jakkesættet er slidt. Han har glemt hvorfor han kan lide sex. Verden er for kompliceret til at redde.

Han kan godt sige noget sjovt, men det er med en meget bidende sarkasme.

Omtrent midt mellem de to stole prøver en film ihærdigt at holde balancen. Den har forsøgt at sætte sig på begge stole på én gang.

Biljagter, babes, banditter og bling bling

’Spectre’, film nummer 24 om James Bond, trækker på hele forhistorien om den coole agent, der siden 1962 har surfet forholdsvis ubekymret på en verden af biljagter, babes, banditter og bling bling.

Den sender hilsner og referencer på kryds og tværs af Bond-universet, men den forsøger især at følge op på den forrige film, succesen ’Skyfall’, hvor James Bond blev gjort til et menneske med en traumatisk forhistorie og ikke kun den supermand, alle ’rigtige’ mænd fantaserer om at være.

’Spectre’ VIL så gerne trænge længere ned i fænomenet James Bond, men de tre manuskriptforfattere bag filmen disker kun op med pudsigheder, såsom en fortænkt familieforbindelse – ikke noget, der føjer nyt til Bond-universet.

De havde skam ikke behøvet udvide Bondfiguren. Han har klaret sig gennem utallige film uden at ændre sig en nanometer. Men Bond har ganske enkelt flyttet sig rigtig meget ovenpå ’Skyfall’ og holdet bag ’Spectre’ har svært ved at finde hans nye balancepunkt.

Bond-universets svar på Dr Doofenschmirtz

Også filmens superskurk, Franz Oberhauser, har svært ved at holde balancen. Han bliver spillet med lige dele komisk charme og farlighed af Christoph Waltz, i stil med hans figur Hans Landa, i Quentin Tarantinos ’Inglourious Basterds’.

Men han bliver aldrig skræmmende, snarere hyggelig, som Bond-universets svar på Dr Doofenschmirtz fra Phineas & Ferb-tegnefilmene. Og de overraskelser, der gemmer sig i Oberhauser, er mere smart manuskripttænkning end det er velfungerende drama.

Ubalancen fører andre mislyde med sig, især en underligt hovedløs togtur gennem Marokko. Og et stort hovedkvarter, der eksploderer meget meget nemt. Og flere andre sjuskede punkter, der giver fornemmelsen af at noget er gået lidt for hurtigt.

Truet af nye vinde

Heldigvis har ’Spectre’ et trumfkort, der næsten skjuler Bonds identitetskrise. For noget nær første gang beskæftiger Agent 007 sig ikke med en luftig, upræcis international krise, men med en konkret politisk diskussion.

Den britiske efterretningstjeneste er truet af nye vinde. England vil være en del af et nyt internationalt overvågningssystem, der skal forhindre terror, hvilket overflødiggør Bond, Q, M og hele vores elskede verden i MI6. Hvad betyder det reelt for sikkerheden i vores verden?

På det punkt ryster hverken Bond eller ’Spectre’ på hånden. Og i den politiske dynamik, den lyst til at beskæftige sig med virkeligheden, finder Bondfilm nr 24 imponerende nok en ny balance.

Det forhindrer ikke ’Spectre’ i at lande midt mellem de to stole. Men det er med et blødt bump, og ikke et brag.

'Spectre' er i de danske biografer fra den 30. oktober