Anmeldelse: Canadisk stjerneinstruktør er en fabelagtig billedmager

Filmen 'Det er bare uerdens undergang' fungerer bedst når instruktøren Xavier Dolan giver plads til musikken og billederne i historien.

Xavier Dolan er altid legende med dynamiske kamerature, skriver Filmlands Per Juul Carlsen.

Er Xavier Dolan vokset op i en musikvideo? Noget tyder på det. Nej, meget tyder på det. Helt specifikt tyder hans film på det.

Dolan er en fabelagtig billedmager, ekvilibristisk og legende, altid med dynamiske kamerature. Tænk blot på scenerne i hans forrige film, ’Mommy’, hvor den irriterende møgknægt Steve finder sig selv, eller er sig selv, mens han svimler derudaf med en indkøbsvogn i solnedgangen til tonerne af Counting Crows ’Colorblind’.

Eller cykler med moderen og en veninde til Oasis’ ’Wonderwall’. Eller i montagen da moderen forestiller sig hvad den utilpassede og hektiske dreng kunne være blevet hvis han netop ikke var hektisk og utilpasset.

En dødsdom ingen vil vide af

I de øjeblikke er både Steve og Xavier Dolan i deres es. Der kan de bæres afsted på den sky af henrykkelse, netop musikvideoen er så effektiv til at skabe. Der kan de drømme det hele, at alting fungerer, at livet er det, det skulle have været.

Den slags billeder skaber Dolan også i sin nye film, ’Det er bare verdens undergang’, hvor hovedpersonen Louis-Jean vender hjem til sin familie efter 12 års selvvalgt fravær.

Han vender hjem for at fortælle familien, at han skal dø. Men det er ikke nemt. Ingen i familien kan finde ud af at tale med Louis-Jean om det, der betyder noget. Om hvordan han har det. Om hvorfor han er kommet hjem igen. Om hvad han vil. Om hvad det er, han ikke vil, nu han har været væk så længe. I stedet taler alle om ingenting, om at gå til dans, om neglelak, og den slags.

Da Louis-Jean taler om at se sit barndomshjem, familiens gamle hus, bliver hans bror vred. Hvorfor vil Louis-Jean derhen når nu familien kæmpede for at komme væk derfra? ’Skal jeg spille pik i Auschwitz og skrive et digt om det?’ vrisser den koleriske storebror, der tydeligvis heller ikke befinder sig godt, der hvor han er, i familien.

Musikken og billeder løfter filmen

Der er noget underligt forkrampet i de samtalescener hjemme hos familien. Det er muligvis meningen. Dolan giver os meget sjældent et overbliksbillede over familiemedlemmerne mens de diskuterer og råber og skændes og nedgør hinanden.

I stedet er hans kamera helt oppe i ansigterne på hver enkelt figur, så vi får fornemmelsen af at de alle befinder sig i hver deres verden. Og det træk bliver mere og mere udpræget som filmen skrider frem. Tilsidst kan man næsten ikke se hvem der er på billederne. Men vi kan høre stemmerne og deres råben.

Midt i det her klaustrofobiske virvar af mennesker, der taler og taler og alligevel ikke kommunikerer, stikker både Louis-Jean og Xavier Dolan af engang i mellem, ud i drømmesekvenser og montager, hvor Louis-Jean vender tilbage til sin barndom, til sine oplevelser med familien og venner og kærester og andre unge mænd og til det, det hele kunne være blevet, hvis bare ikke det var gået skævt et eller andet sted, og hvis ikke han var blevet dødeligt syg af AIDS eller kræft, eller hvad han måtte fejle.

I de sekvenser vender Dolan tilbage til musikvideoens sprog og ’Det er bare verdens undergang’ løfter sig i hans vidunderligt virtuose leg med musik og billeder og lyd.

Der er noget manieret og forkrampet over familiens samtaler. Det er svært at tro på den som virkelig mennesker i dialog – eller mangel på dialog. Og Dolan har en tendens til at male følelser og typer frem med den helt store pensel, både i ’Mommy’ og ’Det bare verdens undergang’ – præcis som i musikvideoens univers, hvor der kun er plads til at figurerne har ét karaktertræk.

Men når Dolan giver plads til musikken og billederne løfter hans portræt af Louis-Jean sig. Uden ord får vi et klart indtryk af et menneske, af hvem han er og hvad han kunne være – og især af det store afgrundsdybe hul, der er mellem den, han er, og det han drømmer om at være …

Facebook
Twitter