Anmeldelse: Den islandske knudemand slår til igen

'Paris of the North' har islandsk humor og lokalcharme, men hovedpersonen kender vi godt.

Der er ikke noget filmanmeldere kan brokke sig så meget over som amerikanske mainstreamfilm fyldt med typekarakterer der er hentet fra 5 millioner andre amerikanske mainstreamfilm.

Ja, man bliver sur bare ved tanken.

Amerikanerne er naturligvis ikke ene om at forfalde til de nemmeste løsninger.

I Danmark elsker vi fx stadig den kejtede vanekriminelle, der altid kommer galt af sted, som i gamle Olsen-Banden og den nye Alle for én-serie. Og i Island er der for tiden en klar tendens til at fortælle stille poetisk-humoristiske film om knudemænd.

Det ser alternativt og vældig lokalt ud når de fortabte mænd tumler rundt i særdeles islandske omgivelser, og det er bestemt befriende at se små islandske bygder i stedet for de samme miljøer i New York, Los Angeles og Chicago.

Men der går stadig vanetænkning i den.

Den arketypiske islandske filmfigur

Rúnar Rúnarssons fortræffelige ’Volcano’ fra 2011 præsenterede fx en midaldrende familiefar, der slet ikke var i stand til at tale om sine følelser.

Grímur Hákonarsons ’Hrútar’, der for nylig blev vist på filmfestivalen i Cannes, fortalte om to brødre, der boede ved siden af hinanden langtpokkerivold på Island, men ikke havde talt sammen i 40 år.

Hafsteinn Gunnar Sigurðssons ’Á anna veg’ fortalte om en knudemand og hans totale modsætning, der stribede landevej gennem et øde islandsk landskab. Og her er Hafsteinn Gunnar Sigurðsson minsandten igen med det, der er ved at udvikle sig til den arketypiske islandske filmfigur.

Han hedder Hugi og bor i en lillebitte afsides østislandsk by med 169 indbyggere. Her slås han med at holde fast i sin nye kæreste, som han ikke vil have alligevel, og med mindet om den gamle kæreste, der er rejst til varme Portugal.

Midt i de kvaler dukker hans udadvendte, selvoptagede gamle far pludselig op. De har ikke talt sammen i umindelige tider, men nu vil faderen gerne bo hos Hugi og skabe familiehygge.

Det er naturligvis mange år for sent, og faderen er ikke det mindste interesseret i hvordan Hugi har det. Han drikker litervis af bajere for næsen af Hugi, der taler ud sammen med to andre knudemænd i den lokale Anonyme Alkoholikere.

Humor og charme

Hvis man ikke er bekendt med de ovennævnte islandske titler eller islandsk film i almindelighed, fremstår ’Paris of the North’ formentlig som noget helt usædvanligt. Og den har bestemt humor og charme.

Idéen om at sidde og tale anonymt ud med to mennesker, man er tæt forbundet med i lokalsamfundet, er fantastisk.

Både Björn Thors som Hugi og Helgi Björnsson fungerer fremragende i deres roller som søn og far og den lille by, der ligger for foden af sære firkantede bjerge, er en suveræn kulisse for en film – en slags islandsk Vinterbyøster for voksne.

Selvtilfreds tomgang

Men der er også en selvtilfreds tomgang i præsentationen af Hugi og hans far.

Vi har gennemskuet dem begge efter to minutter i selskab med dem, og Hafsteinn Gunnar Sigurðssons lader dem ikke udvikle sig mange centimeter. Farmand Veigar viser sig hurtigt at gemme store problemer bag den oppustede selvglæde, men det var bestemt forventeligt.

Det havde været dejligt med flere forsøg på at ruske op i Hugi. Eller mere handling og initiativ i almindelighed hos de medvirkende til at sparke gang i en fortælling, der forholdsvis hurtigt løber tør for idéer.

Det havde i det hele taget været dejligt hvis Hafsteinn Gunnar Sigurðssons tog en form for opgør med sine knudemænd. Det kommer forhåbentlig næste gang.

'Paris of the North' kan ses i den danske biografer fra den 11. juni