Anmeldelse: Denne film er ikke rettet mod nogen - og sikke et held

'Fortællingen om Prinsesse Kaguya' er ikke rettet til et bestemt publikum, den er bare sig selv

Hvis nogen er i tvivl om at japansk animationsfilm har en helt, helt andet position end vestlig animationsfilm, er ’Grave of the Fireflies’ et glimrende sted at starte. Det er muligvis filmhistoriens sørgeligste fortælling, ikke bare blandt tegnefilm, men for film i almindelighed.

Den fortæller om to børn, som sulter ihjel fordi ingen kan eller vil tage sig af dem i slutningen af 2. verdenskrig. Det er hjerteskærende ubærligt at være vidne til deres forandring fra optimistiske, glade børn til døende skravl, men det var vilkårene i slutningen af krigen, hvor omkring 10 mio japanere, heraf mange børn, sultede ihjel.

Sutteklud til børn

Sådan en animationsfilm er næsten umulig at forestille sig i den vestlige verden, hvor tegnede film groft sagt fungerer som sutteklud til børn.

I de bedste tilfælde er de en vild, øjenåbnende fortælling, som børn og deres forældre kan samles om.

I de værste tilfælde er animationsfilmene en del af en tyk strøm af farveladefilm, som børnene kan labbe i sig mens deres far og mor passer facebook eller laver mad.

De bedste japanske animationsfilm, især dem fra selskabet Studio Ghibli, passer ikke ind i den model. De kan sagtens være rettet til voksne. Eller mere præcist: de er ikke rettet mod nogen.

Det er blot film, vildtvoksende, udfordrende, som publikum må sluge som de har lyst.

Finder en lillebitte pige i et bambusskud

Det så vi sidste år med den mest berømte japanske tegnefilmmager, Hayao Miyazaki og hans ’Når vinden rejser sig’, en sær historie om drømme på tværs af kærlighed og krig, og med talrige historiske og litterære referencer.

Og vi ser det igen med ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’, instrueret af Miyazakis makker på deres fælles Studio Ghibli, Isao Takahata, der også stod bag ’Grave of the Fireflies’, i 1988.

Ligesom mange andre animationsfilm tager ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ udgangspunkt i et folkesagn, endda et af de ældste i Japan, fra omkring år 1000, beretningen om en skovhugger, der en dag finder en lillebitte pige i et bambusskud i skoven.

Han og konen tager miniaturebarnet til sig som deres eget, og jo mere kærlighed de skænker hende, jo hurtigere vokser hun. En dag finder skovhuggeren guld i bambusskoven og beslutter sig for at bruge pengene på at gøre pigen til en rigtig prinsesse i storbyen.

Det gider pigen ikke. Hun vil hellere være sammen med sine venner ud i skoven, men skovhuggeren står fast.

Ussel mammon og fimsede ambitioner

Det lugter længe af en morale om ikke at spolere sig selv og andre med ussel mammon og fimsede ambitioner, men så enkel en fortælling er ’Prinsesse Kaguya’ ikke.

Inden længe kommer månen minsandten ind i billedet, og så drøner historien derudaf en syret tangent, som uundgåeligt vil efterlade både vestlige børn og voksne i en tilstand af pafhed.

Alle elementerne er velkendte i folkesagn: fattige bønder, smukke prinsesser, dumme bejlere, naturbilleder osv. Men at brede det udover en film på hele 2 timer og 17 minutter, med en lækker og meget gennemført kunstnerisk streg, skabt især af gammeldaws materialer som kulpenne og akvarelfarver, og i en historie uden en solid logik at gå hjem på, det er meget uvestligt.

Animationsfilm er ikke nødvendigvis film for børn og barnlige sjæle

Det smager lidt af kunst, men mest af alt giver det endnu et indtryk af en japansk tegnefilmtradition, hvor ingen har overvejet at rette den til et særligt publikum eller et bestemt marked.

Isao Takahata, der efterhånden er blevet 80 år, har bare forsøgt at skabe den bedst mulige film.

Det er en befriende ren og uspoleret tilgang, som man bør give sig selv og sine børn chancen for at opleve – om end ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’ er en for lang og omstændelig film, der ofte fortaber sig i stemninger i stedet for at koncentrere sig om at fortælle en skarp historie.

Men det hører med når man ser animationsfilm fra Studio Ghibli, hvor animationsfilm ikke nødvendigvis er film for børn og barnlige sjæle, men slet og ret FILM – med deres helt egen sjæl.

'Fortællingen om Prinsesse Kaguya' er i biograferne fra den 30. april

Facebook
Twitter