ANMELDELSE Det er nemmere at forære sin hund væk end at tale om døden

Hvorfor vi er så dårlige til at tale om død, spørger spanske 'Truman - venner for livet'.

Javier Cámara og Ricardo Darin ... og Truman

Der er noget særligt ved hunde.

Katteejere vil naturligvis hævde, at katte er endnu mere særlige, og hesteelskere vil pege på heste, mens fuglefreaks og ferskvandsodderfetichister vil argumentere i helt andre retninger.

Men det ændrer ikke ved, at hunde står ganske særligt for dyr på film. De kan hævde at have et helt kapitel for sig selv i filmhistorien. Det vidner firbenede helte som Lassie, Beethoven, Kvik, Terry, Cujo, og Pongo om.

I dyreverdenen har hunde ganske enkelt et helt specielt udtryksfuldt kropssprog, som måske kun aber kan hamle op med.

En godmodig og venlig brun boxervovse

Det ved den spanske instruktør Cesc Gay.

Han har sat hunden Truman til at være omdrejningspunktet i en hel spillefilm, der overhovedet ikke handler om hunde, men derimod om menneskers forhold til fænomenet død. Trumans ejer, Julián, er døende med kræft, og da filmen begynder, får han besøg af sin gamle ven, Tomás, der har tilbragt de seneste mange år i Canada.

Gennem fire dage drysser de to gennem Madrid og Amsterdam. De taler om gamle minder, mødes med deres fælles veninde, Paula, og besøger Juliáns søn i Amsterdam.

Men mest af alt overvejer de i fællesskab hvem der skal ta’ sig af Truman når nu Julián snart ikke er her længere. De får faktisk forbavsende meget tid til at gå med at tale om den gamle Truman, en godmodig og venlig brun boxervovse.

Den dødelige kræftsygdom

Det er der netop en pointe med. De to mænd har vanvittig svært ved at sætte præcise ord på deres følelser for hinanden. Så snart Tomás forsøger at tale med Julián om noget, der stikker dybere, fx Juliáns forhold til sin egen søn, går det galt.

Hvis ikke det bliver forkrampet, bliver Julián direkte vred, som da de to mænd er på vej til Amsterdam for at hilse på – eller sige farvel til – Juliáns søn. Tomás undrer sig over at Julián ikke har fået taget sig sammen til at fortælle sin søn om den dødelige kræftsygdom – hvilket gør Julián så skidesur, at han opfordrer Tomás til at sætte sig ind og onanere på flytoilettet så han kan slappe af igen.

Sådan skubber mænd den slags problemer til side. Eller sådan skubber NOGEN mænd den slags til side.

Krammemelankolsk

Det reaktionsmønster er både styrken og akilleshælen ved Cesc Gays fortælling om mænd, venner og død. Der er bestemt noget hyggeligt, noget krammemelankolsk ved at se de to mænd tusse rundt og lade hunden Truman være metafor for det, de ikke formår at sige til hinanden.

Men i almindelighed fortæller filmen os det, vi ved i forvejen, at det er forbasket svært at sætte ord på et evigt farvel til et andet menneske.

Det er ikke svært at sætte sig selv i rollen som vennen, der ikke ved hvordan han skal åbne op for det svære emne. Og det er ikke svært at se sig selv som den døende, der står overfor store komplicerede spørgsmål.

Det havde formentlig gjort større indtryk med en fortælling, der gør døden mere nærværende, fx ved at placere to mænd, der rent faktisk KAN sætte ord på døden, i hovedrollerne. Men det er altså ikke spanske Cesc Gays tilgang – og fred være med det.

En smuk øjenåbner om vores skrøbelighed

Argentinske Ricardo Darin fungerer fortræffeligt som knudemanden Julián og spansk Javier Cámara er endnu bedre som Tomás, der forsigtigt, men insisterende, forsøger at lukke op for Julián.

Det er en smuk øjenåbner om vores egen skrøbelighed at se de to mænd drysse ned ad Memory Lane, selvom de hele tiden går galt i en smal blindgyde.

Og så skal man ikke forglemme gamle Truman, der tøffer rundt i kulissen, som et klart vidnesbyrd om at hunden er både menneskets og filmens bedste ven.

'Truman - venner for livet' kan ses i danske biografer fra den 24. november

Facebook
Twitter