ANMELDELSE Det føles faktisk som om man kan række hånden ind fra det ene univers til det andet

Den særlige stop motion-teknik ser fantastisk ud i 'Kubo - den modige samurai'

Det kan godt være, man kan skabe alt med moderne computereffekter. At man kan få dinosaurer fra en fjern, fjern fortid til at løbe rundt i en moderne storby og gøre folk så bange, at de taber deres elskede smartphones.

At man kan få fremmede rumskibe på størrelse med Øresundsbroens til at svæve få meter over ørene på os overalt på jordkloden.

At man kan få Jorden til at gå under i en syndflod af katastrofer. På troværdig vis, vel at mærke. Så man næsten tror på at det er sket lige uden for døren.

Men der mangler nu alligevel noget, når de dyre computerskabte effekter bliver sluppet løs. Der mangler en stoflighed, en fornemmelse af at man kan række hånden ud og gribe om dinosauren eller rumskibet eller den knuste storby.

Det ser aldeles realistisk ud – men det føles alligevel ikke … autentisk.

Kan fornemmes ud af lærredet

Det er der, den lille animationsfilm ’Kubo – den modige samurai’ gør en forskel.

Der har helt afgjort været computere på spil i dens tilblivelsesproces, men kernen i dens særlige udtryk er stop motion, den teknik der går ud på at tage billeder af en figur, som regel af modellervoks, mens man flytter den en lillebitte smule af gangen.

Og når man så lader billederne af figuren blive til film, ser det ud som om den faktisk bevæger sig, som vi kender det fra film med ’Walter og Trofast’, ’F for Får’ og Tim Burtons ’The Nightmare Before Christmas’ og ’Corpse Bride’

At der er tale om noget fysisk, noget håndgribeligt, noget man kan røre ved, kan simpelthen fornemmes ud af lærredet.

På det punkt er ’Kubo – den modige samurai’ en helt anden oplevelse end ’Find Dory’, ’Inderst inde’, ’Big Hero 6’ eller andre af tidens computerskabte animationsfilm. Som historiefortælling har den nogle svagheder, men de forsvinder hurtigt i filmens helt anderledes lækre stoflighed.

Parallelle universer er ikke spor parallelle

Som ’Kung Fu Panda’- serien henter ’Kubo’ sin inspiration i Asiens folklore, hvor realisme, natur og magi blander sig i en logik, der er fremmed for os i Vesten.

Eller var fremmed. Med årene har talrige kampsportsfilm med Bruce Lee eller effektfyldte storfilm som ’Tiger på spring, drage i skjul’ og ’Hero’ og ikke mindst ’Kung fu-panda’-serien grundigt afmystificeret Asiens mysterier.

’Kubo’ og hans skaber, Travis Knight, svælger i den særlige logik, hvor parallelle universer ikke er spor parallelle, men en del af vores eget, og hvor man snildt kan være død og levende på samme tid.

Her bor Kubo, der om natten sover hos sin mor i en grotte ved havet og hører sin mor fortælle vilde og fantasifulde historier om en mægtig samuraikriger, der bekæmper den onde Månekonge.

Om dagen tager Kubo ind til byen og fortæller de samme historier på markedspladsen gennem sine origami-papirfigurer, der bliver vakt til live ved lyden af Kubos strengeinstrument, shamisen.

Og en dag, da han glemmer at gå hjem til sin mor før mørkets frembrud, som hans mor har formanet ham, opdager han, at de historier, hans mor fortæller, i høj grad angår Kubo og hans familie.

Inden længe er Åndernes og Dødens verden grundigt blandet sammen med Kubos hverdag på markedspladsen.

Det-har-vi-da-vist-set-et-andet-sted-før

Det er ikke ligefrem originalt tænkt af Travis Knight, der var hovedanimator på stop motion-filmene ’Coraline’, ’ParaNorman’ og ’Æsketroldene’, og nu debuterer som instruktør på ’Kubo’.

Der går hurtigt en fornemmelse af det-har-vi-da-vist-set-et-andet-sted-før i Kubos jagt på Den Uigennemtrængelig Rustning, Det Ubrydelige Sværd og Den Usårlige Hjelm, der sammen kan gøre ham i stand til at besejre den mægtige Månekonge.

Men skidt, Travis Knights stop motion ser fantastisk ud.

Den giver et helt anderledes lækkert udtryk end vi er vant til fra animationsfilm. Den er på ingen måde så anderledes fortalt som de sære og skæve ’Coraline’ og ’Æsketroldene’, men når Kubos to ondsindede tvillingetanter samler sig på himlen over ham, ser det faktisk ud som de er der oppe.

Det er som om man kan række ud efter dem, fra det ene univers til det andet …

'Kubo - den modige samurai' er i de danske biografer fra den 22. september

Facebook
Twitter