ANMELDELSE Disney drøvtygger for fuld skrue – og mere til

Den nye udgave af ’Skønheden & Udyret’ får alt, hvad den kan trække.

Emma Watson som 'Belle' sammen med uhyret i filmatiseringen af Disney-klassikeren.

Det vil være helt vildt nemt at råbe højt om samlebåndsmentalitet og kynisk markedsspekulation.

Det vil være dejligt bekvemt at brokke sig over at Disney, den enorme koncern, indbegrebet af amerikansk family entertainment, med alle de ressourcer, den er i besiddelse af, hellere vil bruge penge på at genfortælle gamle historier end at skrive nogle nye.

Det ligger lige til højrebenet at ryste på hovedet af, at Disney nu er gået i gang med at udnytte moderne computerteknologi til at genindspille deres gamle tegnefilmsucceser.

Hvor kynisk kan man være?

Først kom ’Junglebogen’, senere kommer ’Aladdin’, ’Mulan’ og ’Løvernes konge’, og her, lige nu, er ’Skønheden & udyret’. Og det er formentlig kun begyndelsen på Disneys nye guldgrube, at tygge drøv på deres guldæg, deres tegnefilmklassikere.

Det ville være skønt at kunne svine det hele til og se så kynisk spekulation fejle fuldstændig.

Klassiske musicalkneb

Men så enkelt er det desværre – eller heldigvis – ikke.

’Junglebogen’ var en imponerende flot og forbavsende effektiv genfortælling af Rudyard Kiplings gamle historie, med knap så meget humor og god musik som den gamle tegnefilm, men til gengæld med imponerende flot animerede dyr, der faktisk så ud som om, det var virkelige dyr i heftige eksistentielle debatter et sted i den indiske jungle.

Og ’Skønheden & Udyret’ er heller ikke så tosset.

Den har ikke samme umiddelbare enkle klarhed som den 26 år gamle tegnefilmmusical, den er ikke på samme måde sig selv, og den er ikke så overrumplende charmerende som den oprindelige film var, fordi vi jo er forberedte den her gang.

Men den er godt nok skruet sammen med stor begejstring. Den får alt, hvad den kan trække af klassiske musicalkneb – og meget mere til.

Der ser ikke ud til at være sparet på noget som helst, hverken de store udstyrsstykker, de berømte skuespilstjerner eller de mange små krummelurer på den gamle historier.

Udtrykkene dekadent og opulent er næsten ikke dækkende.

Watson fungerer skidt

Bevares, det er ikke svært at finde noget at brokke sig over – og som er værd at klage over.

Udyret ser imponerende ud på afstand – og hans ansigtsmimik fungerer glimrende – men kroppen er til gengæld temmelig tæt på utroværdig, især når han skal bevæge sig hurtigt og hoppe fra tårn til tårn.

Det ligner computereffekt på film for 20 år siden.

Og så er der valget af Emma Watson alias Hermione fra Harry Potter-filmene som den smukke heltinde, Belle.

Det fungerer skidt. Watson er skam en køn ung dame, men ikke en uimodståelig skønhed af eventyrlig overdådighed.

Det var der en pointe med i den oprindelig film, at Belle var usædvanligt smuk, men samtidig også så moderne og intellektuel i sin interesse for bøger at borgerne i den lille franske bondeby opfattede hende som sær.

Det gav en særlig energi i samspillet med det flotte muskelbundt Gaston, der slet ikke fattede hendes begavelse, men kun så den skønhed, som han for alt i verden ville vinde.

Det kan den skolefrøkenagtige Watson ikke leve op til - hvilket naturligvis også har noget med filmens styling af Watson.

Kælet for detaljerne

Men alt i alt er Disney gået til ’Skønheden & Udyret’ med respekt og en eller anden ubestemmelig form for kærlighed.

Der er kælet for detaljerne og mere til i beretningen om den selvfede prins, der som straf for sin narcissisme forvandles til et bæst.

Og den eneste løsning på det problem er som bekendt at et andet menneske forelsker sig i ham.

Det er et velfungende folkeeventyr af fineste karat, hvilket den nye Disneyversion folder stort og flot ud.

Det er i det hele taget svært at blive forbandet på den nye udgave af ’Skønheden og Udyret’ – når man ser bort fra at Disney burde have musklerne og styrken til at finde på anden end at tygge drøv på sig selv, naturligvis.