ANMELDELSE Effektiv action med en dødkedelig vinkel

Verden bliver desværre mindre i selskab med instruktøren Peter Berg og hans film ’Patriots Day’.

'Patriots Day' giver indblik i et terrorangreb på Boston og hylder de almindelige amerikaneres heltemod.

Okay, nogen har sprængt to bomber midt i den amerikanske millionby Boston, på helligdagen Patriots Day, der hylder dagen for de første slag i den amerikanske uafhængighedskrig i 1775.

Hvor ligger den gode historie her? Hvad kan overraske os? Gøre os klogere? Udvide vores verden?

Bag terrorangrebet ligger en virkelig kompleks situation. Det er ikke bare to terrorister, der går til angreb på USA – det er hele verdens ubalance, der er til skue her.

De to muslimske brødre stammer fra Tjetjenien, den muslimske delrepublik, der gennem historien er blevet underkuet af de russiske naboer mod nord og som i 1990’erne blev knust af Rusland i et forsøg på at opnå selvstændighed.

Terrorangrebet handler altså ikke bare om to unge mænds angreb på USA, men om en spænding på tværs af verden. Og det bliver endnu mere mudret af at den ene af de to brødre er gift med en hvid ærke-amerikansk kvinde, der er konverteret til islam.

Kunne blive en vild fortælling

Hvad er mest spændende her? Den amerikanske kvinde, der har giftet sig med en tjetjensk muslim og uundgåeligt må have vidst at manden nærede et had til dele af USA? Eller hvad med de to brødre, Tamerlan og Dzhokhar Tsamaev?

Meget tyder på at den 26-årige Tamerlan var hjernen bag terrorbomberne og at Dzhokhar var følgesvend i den ene eller anden forstand. Hvordan var forholdet mellem de to i de dage?

Det kunne blive en vild fortælling om familierelationer. Den slags historier, om terroristers private liv, har vi meget sjældent set på film.

Man kan selvfølgelig også vælge at se terrorangrebet fra den klassiske dem-og-os-vinkel, som nogle onde slamberter, der har angrebet fredelige amerikanere – endda på en helligdag. Og hvis den vinkel virkelig bliver strammet, endda snøret helt til i halsen, kan man fortælle at de gode borgere i Boston stod sammen og gik i fælles front mod terroren.

Det er bare ikke særlig dramatisk. Det er set før. Det er den nemme løsning.

Kan umuligt strammes mere

Alligevel er det den vinkel, en af de store patrioter i amerikansk film, Peter Berg, har valgt.

Han har stået bag film som ’Lone Survivor’ og senest ’Deepwater Horizon’, der hylder den almindelige amerikanske mand, når han træder i karakter som selvopofrende helt.

Berg går endda så langt i ’Patriots Day’ som at slutte filmen af med interview med en række af de virkelige amerikanere, der blev berørt af terrorbomberne dem 15. april 2013.

De bekræfter alle, at Boston stod sammen i de dage. Et ung par, der begge fik sprængt deres ene underben af, fortæller tilmed at samværet med andre bostonianere i dagene efter attentatet bragte dem tættere sammen.

Så kan den vinkel umuligt strammes mere.

Fra komplekst drama til pixibog

Berg skal skam have lov til at hylde almindelige amerikaneres heltemod, ikke mindst fordi han er virkelig dygtig til at orkestrere realistisk action på film. Men rent tematisk er hans film dødkedelige.

Man kan altid forudsige, hvad der vil ske. Der er ikke plads til kompleksitet, til diverse vinkler i kreativt sammenstød, så man som tilskuere sidder tilbage med overraskende og berigende udfordringer.

’Patriots Day’ er sjældent intens i den første halvanden times tid, hvor Berg rekonstruerer begivenhederne omkring den 15. april 2013. Det er forrygende spændende at følge med i opklaringsarbejdet og brødrene Tsamaevs desperate flugt.

I den henseende er ’Patriots Day’ effektiv. Men når vi hen mod slutningen får at vide, at det her komplekse verdenssammenstød i Boston handler om en by og dets borgere, der stod sammen, føler man sig godt nok løjet lige op i fjæset.

Det er simpelthen at forsimple et virkeligt og virkelig komplekst drama til pixibog.

Verden bliver desværre mindre i selskab med Peter Berg.