Anmeldelse: En eksplosion af frustration

'A Blast' reagerer på Grækenlands situation. Men hvad skal reaktionen bruges til?

Der er intet underligt i at grækerne er frustrerede over deres lands håbløse økonomiske situation i de her år – og at de lader den frustration bryde ud i en ren eksplosion når de laver film.

Syllas Tzoumerkas’ højspændte ’A Blast’ virker bare ikke som en forløsning – og slet ikke en løsning – på grækernes krise.

Det er en ren følelsesudladning, et skrig af frustration – men paradoksalt nok også et meget tilrettelagt og ordnet skrig.

Der er noget kunstigt ved det.

Jeg har levet et latterligt liv

Syllas Tzourmerkas lægger sin frustration i hænderne på Maria, en ung mor til tre, der ikke gider mere urin. Hun afleverer sin tre børn til sin søster, snupper sin mands penge og drøner af sted på motorvejen i sin bil.

Til en terapigruppe for voldsramte kvinder forklarer Maria: ’Jeg har levet et latterligt liv. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at ændre det. Jeg blev gift da jeg var 20 år gammel og jeg har tre børn, som jeg aldrig har lyst til at se igen.’

Det er bestemt befriende at se mennesker reagere, som når et punkband, i en primitiv trang til at svare igen, vrisser og brøler deres vrede ud på tre minutter.

En usympatisk småfed slambert

Men alt i Syllas Tzourmerkas’ skrig i frustration er sirligt konstrueret. Symboler og metaforer vælter oveni hinanden så vi aldrig kan være i tvivl om at Marias familiesituation er et minibillede på Grækenlands situation.

Hendes søster kan ikke få børn. Søsterens mand, en usympatisk småfed slambert, sympatiserer med de græske nynazisters overfald på indvandrere og flygtninge. Marias mor er invalid. Marias mor har kørt familiens økonomi i sænk og faderen har ikke haft rygrad til at gøre noget ved det. Marias mand er sømand og er sjældent hjemme.

Sjældent hysteriske

Den konstruktion gør Marias familieliv til en forkrampet størrelse, der er svær at tro på som andet end netop en konstruktion. Skidt være med at Maria og hendes søster er sjældent hysteriske, så boblende af temperament at de slår løs på hinanden ved enhver lejlighed.

Den slags mennesker findes jo, også i Grækenland. Men deres temperament er samtidig et glimrende eksempel på at Tzoumerkas har meget svært ved at lade være med at fylde på med virkemidlerne.

Det er et finurligt og opfindsomt træk ved Maria, at hun savner sex med sin mand og derfor sætter sig blandt mænd på en netcafé og ser hed porno. Men Tzoumerkas havde ikke behøvet servere 7-10 sexscener af varierende intimitet mellem Maria og hendes sømand for at fortælle os, at Maria er et livslystent menneske med appetit på fremtiden.

Og det giver en fremdrift til ’A Blast’ at Tzoumerkas springer i tid og rum, mellem Marias flugt i nutiden til omgivelserne svigt i fortiden, men han havde ikke behøvet springe i tid i hvert eneste klip.

Overdriver og overstyrer

Der er i det hele taget noget hysterisk og forceret over ’A Blast’. Den ligger i klar forlængelse af de film, vi har set fra unge græske filmmagere i de seneste år, film der beskriver mennesker og adfærd i et moderne samfund som det græske, som Yorgos Lanthimos’ ’Dogtooth’ og ’Lobster’ og Athina Rachel Tsangaris ’Attenberg’.

Men hvor de film vendte grækernes opførsel på hovedet med absurd og tankevækkende komik, overdriver og overstyrer ’A Blast’.

Forståeligt nok at Maria og Syllas Tzoumerkas og andre grækere er desillusionerede og frustrerede, men hvor peger den flugt fra fortiden hen? Fortsætter – og accelererer – Maria ikke bare rækken af græske fejltagelser?

Hun bryder med alle rammerne, alle de forventninger, der er til en kvinde og en mor en datter. Men er det modigt? Er det ansvarligt? Kan det overhovedet bruges til noget?

'A Blast' er i biograferne fra den 17. september