ANMELDELSE For en gangs skyld er man faktisk rigtig bekymret for en superhelt

Superheltegenren får et tiltrængt forfriskende pust i ’Logan’.

Hugh Jackman som 'Logan' aka 'Wolwerine'.

Han er svineheldig, ham Wolverine.

Superman, Spiderman, Thor, Captain America, Ironman og så godt som alle de andre superhelte må gennemleve mere eller mindre den samme historie om og om igen. De kan blive frosset ned eller endda blive slået ihjel – i en periode, naturligvis – men vi ved godt, at Superman, Spiderman, Thor, Captain America og Ironman altid fikser det hele til sidst. De er måske ikke ligefrem usårlige og uovervindelige. Men det er tæt på. Det er betænkelig snært på at være røvkedeligt.

Logan alias Wolverine derimod, redder aldrig verden. Han må altid ta’ de beskidte slagsmål i sin slidte hvide undertrøje.

Ondt i krop og sjæl

Mens de andre flyver rundt oppe over byen i den bedste udsigt og med solskin på kappen, slås Logan altid på en losseplads eller en parkeringsplads i et skodkvarter midt om natten. Han har ondt i krop og sjæl, og han har ikke et labert alter ego, han kan søge ly i, som Batman.

Logans tilværelse har været forbandet siden den dag, griske videnskabmænd implanterede metallegeringen adamantium i hans knogler. Han lider på grund af sine superkræfter.

Når Logans vrisser og snerrer, er det ikke en halvguds irritation over at nogen forsøger at forstyrre verdensordenen – det er den vrede, der bryder løs i os andre, når vores skjorteærme sidder fast i et dørhåndtag og vi taber skraldeposen eller kæden hopper af cyklen for tredje gang i strid regn og modvind.

Elektromagnetisk spasme

Wolverine er menneskelig, det heldige asen. Han har noget drama at arbejde med, i modsætning til alle de halvkedelige halvgudsstarutter omkring ham. Det udnytter den nye, mildt sagt forfriskende Wolverine-film, ’Logan’.

Wolverine er den eneste superhelt, der kan få et arbejde som limousinechauffør ved den mexicanske grænse. Her kan han halte rundt med sin nedslidte krop i det skidne år 2029 og forbande sin tilværelse, mens han plejer mutanternes leder, Charles Xavier, der er blevet en gammel syg mand.

Få andre end Wolverine kan være hovedperson i en superheltefilm, hvor superkræfterne er døende, og hvor multinationale selskaber besidder den virkeligt potente styrke.

Ingen andre end Wolverine kan være repræsentant for superheltene i en film, hvor superkræfter er blevet noget sygt – som når Xavier får nogle af sine voldsomme anfald, der får alt omkring ham til at gå i stå i en hvinende elektromagnetisk spasme, som også vi publikum får det fysisk skidt af.

Dommedagsdystert

Der er noget på spil, når vores helt tager på flugt op gennem USA, i følgeskab med supergrøntsagen Xavier og en lille mexicansk pige, der besidder nogenlunde samme kræfter som Logan selv.

Det er næsten ligeså knugende dommedagsdystert som i David Fincher-filmene ’Se7en’ og ’Zodiac’. Og for en gangs skyld i superheltefilmland, er man som tilskuer faktisk bekymret for, hvordan det hele skal gå. Her er ingen nem superkraftslutning i horisonten.

Svineheldig filmfigur

Bevares, instruktør og medforfatter James Mangold, udsætter Logan for nogle gamle, slidte tricks, såsom at sende ham på en road movie gennem et fremtids-USA, hvor de store selskaber hersker og at lade ham være en ukurant reservefar for en lille pige.

Men Mangold gør især det, han har været så glimrende til i sine bedste film, at give en genrefilm et menneskeligt twist – som at sætte Sylvester Stallone til at spille en stille provinsstrisser, der bliver mobbet af storbyforbillederne i ’Copland’ eller at lade en far forsøge at gøre sit bedste som revolvercowboy i ’3:10 til Yuma’.

Den menneskelige skrøbelighed kæmper Logan i særdeleshed med. Den gør ham så meget mere interessant end hele flokken af Avengers, som umuligt kan være i fare for at lide nederlag. Som halvmenneske har Logan det tydeligvis svært. Men som filmfigur er han svineheldig.