ANMELDELSE En gyserfilm spillet af et lille jazzorkester

Danske 'Shelley' er noget så sjældent som en gyser med en personlig signatur.

Cosmina Stratan er den rumænske hushjælp, Elena. Bemærk de røde øjne ....

Normalt når du ser film, har du måske fornemmelsen af at stjerneskuespilleren i hovedrollen er gået sine egne veje og at han eller hun gør lidt hvad der passer ham eller hende i nogle af scenerne. I gamle amerikanske film fra 30’erne og 40’erne, giver store skuespillere fx ofte scenerne et ekstra pift, uanset om det er til gavn for historien.

Eller måske kan du mærke, at fotografen egentlig gerne vil lege lidt mere med sit nye, fede kamera end filmen lægger op til.

Eller at instruktøren gerne vil lave stor kunst, selvom forfatteren har skrevet en temmelig almindelig historie.

Følelsen af et lille orkester

Det hører til sjældenhederne.

Naturligvis giver de fleste film en klar fornemmelse af at filmholdet har været nogenlunde enige om hvilken film, der skulle komme ud af de fælles anstrengelser. Og så sker der en gang i mellem, at en film leverer følelsen af et lille orkester, der spiller sammen – og hvor alle de medvirkende parter, fotografen, komponisten, lyddesigneren osv, lytter til hinanden.

Det var fx tilfældet i danske Puk Grastens klaustrofobiske ’37’, der fik dansk premiere for et par uger siden. Og det er det i særdeleshed med den nye danske gyserfilm ’Shelley’.

Improviserer over samme melodi

Det er naturligvis instruktøren Ali Abbasi, der dirigerer løjerne. Det er ham og Maren Louise Käehne, der sammen har skrevet historien om en ung rumænsk kvinde, som egentlig skal være hushjælp, men pludselig også er rugemor, for et ungt par langt ude i en mørk svensk skov.

Men rundt omkring dem spiller de enkelte medlemmer af filmholdet med, som et jazzorkester, der improviserer over samme melodi.

Fotografen Sturla Brandth Grøvlen danser ud og ind af fokus i det svenske skovhus, som en saxofonist, der skiftevis spiller solo og støtter melodien. Det ene øjeblik koncentrerer han sig om at fange stemningen i rumænske Elenas lille mørke soveværelse. Det næste sidder han helt oppe i fjæset på den rumænske skuespiller Cosmina Stratan, og fanger det særlige udtryk fra et ansigt i levende stearinlys.

Samtidig er komponisten Martin Dirkov i fuld gang med at skabe uhygge med langstrakte, atonale flader, der som en trommeslager sætter tempoet for de øvrige musikere, og enkelte gange rykker det hele i en ny retning med et overraskende punch. Og som en bassist skaber klipperen Olivia Neergaard-Holm et fast groove og en levende puls ved at sortere og strukturere det resterende filmholds eksperimenter.

Typiske nordiske omgivelser

Man kan mærke, at de alle er enige om hvor de skal hen med historien om Elena og Louise ude i den svenske skov.

At de vil bruge de typiske nordiske omgivelser, hvor der ikke er elektricitet, fordi parret Kasper og Louise vil leve i pagt med naturen og dyrke biodynamisk mad. At de ikke bruger kunstige lyskilder, men kun sol og stearinlys. At de skal have det gamle hus og naturen med tågen omkring træerne og øerne ude på søen til at være ligeså prominente medspillere som de to hovedrolleindehavere, rumænske Cosmina Stratan og norske Ellen Dorrit Petersen.

Fællestræk med ’Rosemary’s Baby’

Der er mange fællestræk med klassiske amerikanske gys som Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’ fra 1968 og Richard Donners ’The Omen’ fra ’76.

De film foldede en langt større og mere virtuos historie ud, men ’Shelley’ vil noget andet. Den vil skabe sin egen klaustrofobiske fornemmelse, næsten som om den kraftfulde natur reagerer på det forunderlige fænomen, at en kvinde bærer et barn i sin mave, som egentlig tilhører en anden.

’Shelley’ er et levende sammenstød mellem nordiske urkræfter og den moderne verdens jongleren med moral og natur.

Uanset at historien virker bekendt, er det noget så sjældent som gys med en personlig signatur. Og det er ikke mindst en forunderlig fornemmelse af at se en film, spillet af et orkester.

'Shelley' får dansk premiere den 1. december

Facebook
Twitter