ANMELDELSE En hyldest til hverdagen og til dens digteskrivende helt

Jim Jarmusch' 'Paterson' besynger den stille trang til at fortolke og undersøge verden.

Adam Driver og Golshifteh Farahani som buschaufføren Paterson og hans kæreste

Skriver du digte? Nej?

Men du har lyst til det, ikke sandt? Du vil gerne.

Bare rolig, jeg spørger ikke fordi jeg vil have dig til at springe ud som kunstner, eller som kunst-nar, om du vil, som sådan en type, der vil tages alvorligt, som vil stå på en scene og læse i et højtideligt tonefald og indstilles til fine lyrikpriser.

Jeg spørger fordi jeg vil høre om du også mærker en drift eller et kald i dig når du passerer en bro på cykel og pludselig mærker en særlig samhørighed med verden, eller når du ud af ingenting hører en åndfuld samtale mellem to mennesker på gaden, eller når du vågner om morgenen og fornemmer en forunderlig rytmik mellem solstrejfet fra vinduet, dine egne tanker og din kærestes sovende åndedræt.

Du kender garanteret de øjeblikke – der hvor du har lyst til at tilføje noget, uden at du kan forklare hvorfor, og hvor der netop synes at være en mening med at beskrive, og ikke forklare.

Hverdagens små poetiske øjeblikke

Det er hverdagens små poetiske øjeblikke, jeg tænker på – dem, der ikke optræder i tv eller i en avis eller i en film, men i hverdagens almindelige gøremål.

Dem oplever buschaufføren Paterson hver dag, når han vågner og ser på sin søde og troskyldige kæreste Laura, der har hovedet fuld af blåøjede planer, såsom at designe gardiner, kjoler eller cupcakes i sort/hvid eller at blive countrystjerne.

Og han fortsætter med at opleve dem når han kører i sin bus i New York-forstaden Paterson og hører samtaler, som egentlig ikke er noget særligt, men alligevel er det fordi de netop ikke er det.

Han er ikke digter fordi han skriver digte

I de øjeblikke bliver Paterson inspireret til at skrive digte, korte impressionistiske sætninger om kærligheden til hans Laura beskrevet gennem deres tændstikæsker eller om noget så basalt som at bruge sine sanser.

Laura fantaserer om at få Patersons digte udgivet, men det interesserer ham ikke. Han er ikke digter fordi han skriver digte, men fordi han beskriver, opsummerer, fordøjer og mediterer over sin dagligdag.

Paterson ’holder allermest af hverdagen’, som Dan Turéll sagde det. Han ER hverdagen. Han har ikke andre aspirationer eller ambitioner.

Er ikke interesseret i opmærksomhed eller anerkendelse

Et menneske som Paterson hører naturligvis ikke hjemme i en film. Han kan faktisk ikke eksistere i en film, for han er alt andet end glamourøs.

Han er ikke interesseret i opmærksomhed eller anerkendelse – og slet ikke berømmelse.

Det er den svære balancegang, instruktøren Jim Jarmusch jonglerer med i ’Paterson’.

I Jarmusch’ øjne er Paterson netop en helt fordi han ikke higer efter at udkomme og blive feteret og måske endda udødeliggjort.

Han besidder poesiens og kunstens egentlige sjæl, at fundere og reflektere over verden på kreativ vis, uden selvfede bagtanker – i modsætning til den her anmelder, der absolut skal udbasunere sine tanker og holdninger hver eneste uge.

Og i modsætning til Jim Jarmusch, der bliver ved med at lave film, så han kan sole sig i beundringen over hans helt særlige underfundige stil, selvom han for længst er blevet berømt for bl.a. ’Down By Law’ og ’Dead Man’.

Blot en buschauffør, der skriver digte

Paterson er blot en buschauffør, der skriver digte. Og som endda tænker så lidt som sig selv, at han bliver dybt betaget af lille digt, en teenagepige læser et af sine digte op for ham.

Det er ikke noget stort og prangende digt. Det er netop et lille digt, der bare rammer en essens, der og i det øjeblik, udenfor busstationen i lillebyen Paterson.

Det forunderlige er, at det lykkes Jarmusch at hylde Paterson og hverdagens små poeter, at bruge 1 time og 50 minutter af en film på at besynge den kunst, der ikke råber eller tænker højt om sig selv.

Af samme grund er filmen ’Paterson’ næsten så stille en film som man kan forestille, fuld af hverdagens underfundigheder og poesi, undrende og nysgerrig på verdens sammensætning. Det er værd at skrive et digt om.

Faktisk får man ufattelig meget lyst til at skrive digte ovenpå ’Paterson’. Men kun for sig selv, naturligvis.

'Paterson' kan ses i de danske biografer fra den 5. januar.

Facebook
Twitter