Anmeldelse: Endelig krig

Fjerde afsnit af '1864' afsnit byder på en fantastisk visuel og uhyggelig scene, mener aftenens anmelder.

Så kom krigen endelig i DRs stort anlagte dramaserie om 1864, og det fjerde afsnit i serien var til tider en fantastisk visuel oplevelse, mener aftenens anmelder. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

Så kom krigen endelig til Bornedals serie om 1864 og jeg har glædet mig til fede krigsscener med våben, slagmark, uniformer, blod og mudder.

Alt det som de flotte trailerne lovede under lanceringen af DRs historiske episke fortælling. Den der følelse af at "være med" derude på slagmarken i det afgørende øjeblik blandt rigtige unge mænd og mærke historiens vingesus.

En udmattende start

Jeg har glædet mig til at være med Peter og Laust i kamp i det ikoniske årstal, som gjaldede gennem min skolegang, men som aldrig helt fængede mig; 1864. Være med lige der, hvor Danmark taber en krig, taber enorme landområder, politisk, militært.. Hvordan var det? Kunne de mærke, hvor afgørende det var? Hvad gik galt? Slipper de med livet i behold?

Jeg har derfor tålmodigt stået igennem meget lange scener med beskidte børn på hølofter, sæd i krukker, Lars Mikkelsen der pløjer, og så pløjer endnu flere marker.

Gode sigøjnere, der både spiller violiner og får pisk, dyresex, lange teatralske teaterscener med Fru Heiberg og sidst men ikke mindst "nutids-greven" og den unge "ring i næsen" rebelske pige.

Jeg er udmattet og mere end klar til at gå fra "set up" til action. Jeg er SÅ klar til kamp, mindst ligeså klar til kamp som de unge hovedpersoner Peter og Laust og hele deres deling. NU skal jeg med til Dannevirke. Nu begynder det endelig.

Den smukke krig

Peter og Laust's deling får selvfølgelig følgeskab af selveste ondskaben; Didrich, der bliver udråbt til deres nye kaptajn. Og det er jo godt, for Didrich får ting til at ske og han kan noget med ondskab. Didrich er ikke voldsom ond i dette afsnit, men der ingen tvivl om, at der er meget i vente.

Jeg frygter ikke kun tyskens ondskab, men ligeså meget, hvad der kan komme fra ham. Og så rammer krigen, da det tyske angreb på Dannevirke går igang og delingen får den første forsmag på, hvad krig egentlig betyder.

Her kommer en virkelig fantastisk visuel og uhyggelig scene. Og så er det dejligt og betryggende, at en af soldaterkammeraterne er Søren Malling i rollen som Johan. For han er den eneste der virkelig ved, hvad danskerne er på vej ind i. Johan kan noget, han har nogle trick oppe i ærmet. Og jeg glæder mig til at se mere til ham.

Trekantsdramaet når sit klimaks

Afsnittets klimaks er tilbagetrækningen fra Dannevirke, som vi ikke ved om er en strategisk genistreg - eller det der får det hele til at gå ned? Vi ved ikke, om danskerne kunne have gjort noget andet? Kongen, Monrad og alle de andre er ihvertfald ikke helt er enige om retningen.

Men det følelsesmæssige klimaks er et helt andet, nemlig den voldsomme konflikt der bryder ud, da brødrene Laust og Peters treenighed med barndomsveninden Inge eksploderer i hårde følelser og had, idet Peter finder ud af, at Inge og Laust er elskede og skal have et barn. De to brødre skilles her i slutningen af afsnit 4, som dødelige uvenner.

Moderne public service

1864 har mange udfordringer, men det er også en svær opgave at please alle. Jeg synes, at der via serien er kommet fokus på en del af Danmarkshistorie, som jeg har manglet i min skoletid og som jeg nu er begyndt at checke ud. Vi er begyndt at tale 1864 ved middagsbordet og det er jo det, som man kalder public service.

DRs serie giver os mulighed for at perspektivere historien, forstå baggrunden for vores lands størrelse, grænsedragning og dermed blive klogere på os selv. Serien har fået stor omtale, bliver set af hundredetusindvis af danskere og bliver diskuteret. Det er vigtigt i disse digitale tider, at vi har samlingspunkter som DR. Det er jeg som licensbetaler stolt af.

Men derfor har man selvfølgelig også et ansvar for at gøre det godt. Vi befinder os, i disse år i det vi kalder tv-seriernes guldalder, ikke bare i udlandet, men også i Danmark. Og især DR Drama, har vist vejen i næsten 15 år. Tv-serier er hotte.

Mangler det moderne guldstøv

Derfor er det også så ærgeligt, at serien om 1864 mangler det moderne guldstøv fra den guldalder tv-serierne er i lige nu. Den er i sin fortælling og især i sine karakterers dybde mere i familie med 90ernes DR tv-serier 'Taxa' og 'Landsbyen', end med 'Forbrydelsen' og 'Arvingerne'. Og det er super synd.

Det er ærgeligt, at dramaet i sig selv, karakterende udvikling og deres indbyrdes relationer, ikke lever op til den moderne tv-series standard, som vi kender den fra Netflix eller HBO, når vi dyrker tidens tv-serie helte, som forlængst har udkonkurreret spillefilmenes helte.

Karakterer som i 'Dallas'

Tv-serien har fordelen af den lange fortælling og med den lange fortælling, også en mulighed for at give karaktererne endnu mere dybde, nuance og mangfoldighed. '1864' har bevidst valgt en så enkelt og karrikeret fortælling, at det leder tanker tilbage på gode gamle dage med 'Dallas' og 'Dollars'.

JR i Dallas; han er ond. Mrs. Ewing; hun er god. Men tv-serierne har, sammen med os seere, flyttet sig siden og derfor er 1864's 90er tegneserie sprog, hvor alt er skåret ud i pap, efter min mening, udtryk for et ærgeligt valg.

'Downton Abbey' viser vejen

Den største internationale historiske succes tv-serie de seneste år, også på DR1, er "Downton Abbey". Denne serie benytter, ligesom mange af de andre moderne historiske serier anderledes nuancerede karakter og et mangfoldigt manuskript niveau. Alle tjenestefolk og sigøjnere er ikke bare gode, fordi de er fattige. Og hele overklassen, de rige og adelige er ikke bare onde pr definition. Vi er kommet videre.

DR kunne godt være gået ind i dette projekt med en mere moderne og yngre tilgang. Man kunne havde løftet tv serie niveauet op på international standard.

Bornedal er et godt og sikkert valg

Vi har super dygtige instruktører, skuespillere, manusforfattere og filmarbejdere lige nu, hvor vi står så stærkt på den internationale scene. Ole Bornedahl er et godt og sikkert valg. Han står godt på mål, for det han har lavet.

Seriens udtryk er mindre et udtryk for instruktøren og mere et spørgsmål om et strategisk valg i DR. Altså et valg af '90'ernes sikre tv-serie-universer' fremfor moderne tv serier. Det er ærgeligt. Det kunne have været mere modigt og dermed mere nuanceret, mere rørende, mere vildt.

FacebookTwitter