ANMELDELSE Et klart og selvstændigt bud på hvad film skal og kan i vore dage

Puk Grasten viser vovemod med den både danske og amerikanske debut '37'.

Et af de mindste af de 37 vidner

Kan du huske, da Det danske Filminstitut i oktober præsenterede det kommende halve års nye danske film?

Det var under overskriften ’stærkt dansk line-up’. Men det var svært at finde nogen, der var imponerede.

Det væltede med familiejulefilm og komedier af den sikre slags, mens det til gengæld var svært at få øje på film, der udfordrede publikum og havde mod til at gå nye veje.

Solide overraskelser i sprækkerne

Nu er vi et pænt stykke inde i det halve år, og det viser sig, at der var solide overraskelser i sprækkerne mellem de store publikumsgaflere.

Den første var skuespiller Christian Tafdrups debut som instruktør, ’Forældre’, der var noget så helt usædvanligt i moderne dansk film som en syret drømmerejse hvor et midaldrende ægtepar bliver unge igen.

Om nogle uger slipper Ali Abbasi en ligeså sjælden fisk løs i danske biografer, det psykologiske gys, med ’Shelley’. Og her kommer en tredje debutant, 30-årige Puk Grasten, med en imponerede målrettet udflugt ind i USA’s skrøbelige psyke. Her fejler de kunstneriske ambitioner i hvert fald ikke noget.

Moderne myte i amerikansk folklore

Grasten, datter af filmproducenterne Tove og Regner Grasten, har fået sin filmuddannelse langt fra Danmark, på New York University. Og det er formentlig på den baggrund, hun frejdigt kaster sig ud i et stofområde, der virker fjernt for danske filmfolk, en moderne myte i amerikansk folklore.

I 1964 blev en ung kvinde, Kitty Genovese, myrdet og voldtaget ud for en boligblok i New York-bydelen Queens.

Nogle dage senere kunne avisen The New York Times forarget berette, at 37 mennesker i området hørte skrig og skramlen, men undlod at gøre noget, på trods af at Genoveses pinsler varede omkring en halv time.

Avisen trak siden dele af artiklen tilbage. Det viste sig bl.a. at et par af ’tilskuerne’ havde ringet til politiet eller havde haft held med at jage gerningsmanden på flugt – delvist i hvert fald.

Men det ændrede ikke ved kernen i Kitty Genoveses triste død, at langt de fleste naboer havde rullet gardinerne ned og vendt ryggen til.

En håndfuld amerikanske skæbner

Puk Grasten forsøger ikke at genskabe begivenhederne, sådan som det ellers på mode i nutidens film. ’37’ er hendes egen frie fortolkning.

De fine røde murstensblokke i Queens er stadig historiens kulisse, men Grasten har selv skabt en håndfuld amerikanske skæbner i lejlighederne omkring mordet.

Der er det sorte ægtepar, der er ved at rive hinanden i stykker i forsøget på at finde fodfæste i USA’s middelklasse. Der er den skrøbelige familiefar, der ikke kan finde ud af at køre på arbejde men sidder i sin bil og kæderyger dagen lang.

Der er den mexicanske vicevært, der tilsyneladende har forladt sin familie. Der er pigen, der fantaserer om at gense sin psykisk syge mor.

Og flere til.

En struktur, der slider mennesker op

På intet tidspunkt er Puk Grasten hånlig eller bebrejdende.

Hun forsøger at forstå hvorfor nogen ruller gardinet ned hvis en spinkel kvinde råber om hjælp udenfor. Det er ligeså meget et ustabilt samfund som de enkelte figurer, der er i spil i ’37’.

Anklagen i filmen er altså rettet mod en struktur, der slider mennesker op.

Det er ganske imponerende ambitioner i en debutfilm, og dertil kommer Grastens særlige flakkende, nervøse og klaustrofobiske filmsprog.

Hun klipper hastigt og hurtigt mellem ultratætte nærbilleder og skævt belyste situationer i de små lejligheder omkring Queens. Det er som om den samme elektriker har været på spil i alle lejligheder og har hængt lamperne så de giver det mest indirekte og forvredne lys.

Og de skarpe, distinkte lyde fra lejlighederne er konstant med til at give filmen en fornemmelse af at være spærret inde.

Mange klare, selvstændige bud

Der kunne godt have været mere varme i menneskeportrætterne, der har en tendens til at stå stille, men derudover er ’37’ en imponerende rig oplevelse med mange klare, selvstændige bud på hvad film kan og skal i 2016.

Det er, kort sagt, en af de mest stilsikre og dristige danske filmdebuter i mange år. Tænk at den lå og gemte sig på Filminstituttets liste, mellem julefilm og folkekomedier.

'37' får dansk biografpremiere den 17. november