Anmeldelse: Fængsel Ungdomsbande Plejehjem

'Nøgle hus spejl' går nye veje ved at præsentere alderdommen som livskraftig og nysgerrig.

Fængsel. Ungdomsbande. Plejehjem.

Det er noget af et skift i miljø, Michael Noer er ude i med sine nye film, ’Nøgle hus spejl’. Og det er – tildels – pointen.

En ung mand havnede i fængsel og kæmpede for at navigere i hierarkiet i ’R’. En endnu yngre mand forsøgte at holde hovedet koldt i et kriminelt miljø i ’Nordvest’.

Og her har vi så en ældre kvinde, der egentlig skal passe på sin døende mand, men pludselig forelsker sig igen, på et plejehjem.

Et kolossalt gearskift

Det lyder som et kolossalt gearskift i genre og udtryk, men selvom det med garanti er et nyt publikum, Noer får fat i med ’Nøgle hus spejl’, er der en klar rød tråd i hans tre spillefilm. De beskriver mennesker, der er spærret inde i et miljø, og som sætter livet på spil for at være sig selv i det.

Lily i ’Nøgle hus spejl’ risikerer måske ikke at blive slået ihjel af nogen på plejehjemmet, men hun befinder sig trods alt på Dødens banegård. De øvrige beboere kan blive fragtet væk når som helst.

Derudover må Lily, der bliver spillet af Ghita Nørby, leve med en anden trussel.

Hvad siger hendes familie til at hun forelsker sig, når Max, hendes mand gennem 50 år, ligger ved siden af hende på plejehjemmet, hensygnende efter flere blodpropper?

Rigtige ansatte og ’indsatte’

Det er netop intensiteten i et lille miljø, der går igen i Noers film. Som i ’R’ og ’Nordvest’ har Noer forsøgt at beskrive omgivelserne så troværdigt og realistisk som muligt. ’Nøgle hus spejl’ er optaget på et rigtigt plejehjem, med rigtige ansatte og ’indsatte’.

Og som i sine forrige film forholder Noer sig til de regler, han søsatte sammen med Tobias Lindholm, da de sammen instruerede ’R’. Reality Rules, virkeligheden bestemmer begivenhederne.

Hvis en ældre kvinde, der passer sin mand på et plejehjem, forelsker sig, følger dramatikken med af sig selv, først og fremmest takket være kvindens dårlige samvittighed og siden gennem både familiens og de øvrige plejehjemsbeboeres reaktioner. Hvis man kan forelske sig på et plejehjem, kan man vel også være jaloux?

Netop idéen om at normale følelser også lever i bedste velgående på et plejehjem, og ikke er visnet bort, sådan som filmverdenen har for vane at tro, er den primære drivkraft i ’Nøgle hus spejl’.

Figurerne i filmen kæmper ikke kun med plejehjemmet som miljø og med omgivelsernes fordomme. Deres lyster og viljer er intakte, men kroppens forgængelighed, det grusomme bæst, spænder ben.

Respekt og forståelse

Det er i det hele taget svært at komme i tanke om andre film med så stor respekt og forståelse for tilværelsen på et plejehjem. Og troen på at virkelighedens logik selv leverer dramatikken fungerer (også) glimrende i ’Nøgle hus spejl’.

Til gengæld kommer der en vis slinger i maskineriet da Noer og hans medforfatter, Anders August, kaster et nyt element ind i filmen cirka midtvejs. Det vil være aldeles ødelæggende at afsløre hvem eller hvad det nye element består i, men uanset at det føjer flere lag til dramaet, giver det også en fornemmelse af at manuskriptforfattere trækker Lily og hendes nye kærlighed, ’Piloten’, rundt i manegen.

Der er ikke samme naturlighed over den sidste halve time.

Modigt og vellykket

Det ændrer ikke ved at ’Nøgle hus spejl’ er et modigt og vellykket forsøg på at give filmmediet nye baner at lege på.

Det er ikke kun alderdommen, der bliver taget sjældent og respektfuldt alvorligt. ’Nøgle hus spejl’ viser også at Noers teknik med at finde dramatik i virkelige miljøer kan bruges næste hvor som helst.

Det er ikke svært at se en historie folde sig ud i en børnehave, på en arbejdsplads eller et sygehus eller et helt fjerde af de miljøer, der gennem hele filmhistorien er blevet skubbet til side til fordel for fængsler, bandemiljøer eller koncentrationslejre.

Men først og fremmest lever ’Nøgle hus spejl’ så intenst, fordi nogen har set, at ældre mennesker også kan være livskraftige og initiativrige. Det lyder ikke af noget særligt. Men det er det.

'Nøgle hus spejl' er i de danske biografer fra den 12. november

Facebook
Twitter