Anmeldelse: Fjollet film om flygtningekrisen gør indtryk

Filmen ’Lys i mørket’ kommer godt afsted med at grine af flygtningekrisen, mener Filmlands anmelder.

'Lys i mørket' om venskabet mellem en finsk forretningsmand og en flygtning vandt Sølvbjørnen på Berlin Filmfestival. (© Camera Film)

’Lys i mørket’ kunne være selve overskriften på den finske instruktør Aki Kaurismäki og hans film.

Lige siden han skabte sin første film i 1981, har han stået for melankolske, til tider endda triste film, der nostalgisk ser tilbage på mere simple tider, mens de viser et lille lys i mørket for små mennesker i kamp mod moderne tiders mangel på menneskelighed.

Kaurismäki er på sin vis et finsk svar på danske Erik Clausen, bare med mindre galde men mere underfundig humor. Det er humoren og underfundigheden, der tænder lyset i mørket i hans film.

I Kaurismäkis nye film, der netop hedder ’Lys i mørket’, tillader Kaurismäki noget så usædvanligt – og måske endda politisk ukorrekt – som at tænde et lys i mørket for en ganske almindelig syrisk flygtning.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Humor, poesi og bittersød optimisme

Khaled har brugt flere måneder på at rejse illegalt over grænserne i Europa for at genfinde sin søster, hans eneste tilbageværende familie.

Ved havnen i Gdansk bliver han overfaldet af polske nynazister. Han søger tilflugt på et skib og næste morgen vågner han op i havnen i Helsinki.

Andre små europæiske spillefilmproduktioner har forsøgt at sætte billeder på tidens store tragedie, flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika, men det særlige ved Kaurismäki er, at han insisterer på at se situationen med humor, poesi og en lille portion bittersød optimisme.

Kaurismäki har beskrevet flygtningetragedien før i den seks år gamle ’Miraklet i Le Havre’, hvor en skopudser bliver ven med en afrikansk flygtningedreng.

I ’Lys i mørket’ er det en rastløs forretningsmand, der hjælper Khaled efter at have købt en lille restaurant, og i det hele taget slipper Kaurismäki så meget ubekymrethed løs, at ’Lys i mørket’ ofte ligner en klassisk folkekomedie.

Instruktør Aki Kaurismäki kaster stikpiller til højre og venstre og satiriserer på sin særligt underspillede finske måde. (© Camera Film)

Som da restauranten forsøger at sætte fut i forretningen ved at skifte det stive finsk frokostkøkken ud med moderne sushi. Ingen af de verdensfjerne ansatte aner det fjerneste om at spise rå fisk, hvilket resulterer i nogle meget lidt appetitlige anretninger, der ironiserer over hvor mærkelig den globaliserede nutid kan arte sig.

I en anden scene annoncerer en midaldrende finsk kvinde, at hun er træt af al den fred og ro i Finland, nu vil hun slå sig ned i Mexico City og drikke sake og danse hula hula.

50'er-stil i nutidens rammer

’Lys i mørket’ er altså ikke noget forsøg på at give et nøgternt billede af situationen og Europas pænt sagt forbeholdne modtagelse af flygtninge.

Kaurismäki kaster stikpiller til højre og venstre og satiriserer på sin særligt underspillede finske måde, men uanset hvor optaget han er af virkeligheden, er han ikke realist. Han fortæller socialrealistiske eventyr, på sin helt egen måde, som kun Aki Kaurismäki kan.

Naturligvis kører forretningsmanden i filmen rundt i en gammel amerikansk 50’er-bil, en Checker. Naturligvis bliver der spillet blues og rock og rul af aldrende finske hipstere i ’Lys i mørket’. Naturligvis er farverne taget ud af et modekatalog fra 1950’erne.

For sådan ser Kaurismäkis verden ud. Det har den altid gjort. Og det giver hans portræt af en verden med flygtninge i 2017 et helt særligt eventyrligt og poetisk blik.

’Lys i mørket’ er fjollet og såmænd også naiv. Netop derfor gør den betydeligt større indtryk end de film, der så gerne vil vise, hvor stor en tragedie det hele er.

per juul carlsen, filmland

’Lys i mørket’ er fjollet og naiv

’Lys i mørket’ trækker os på én gang ind i nutiden og væk fra den, derhen hvor vi kan finde en lille naiv sprække af håb. Vi ved godt, at verden ikke ser sådan ud. Vi ved godt, at når to rigmænd spiller poker i en sen nattetime, får den ene ikke fire esser og den anden en straight flush i første hug.

Der sker kun på film.

Men ved at tegne sit eget billede, får Kaurismäki også gjort vor tids store krise til sin egen, til et hjertevarmt håb om, at verden stadig er i klare farver.

’Lys i mørket’ er fjollet og såmænd også naiv. Netop derfor gør den betydeligt større indtryk end de film, der så gerne vil vise, hvor stor en tragedie det hele er, men som alligevel ikke kan få os til at føle mere end når vi bliver opdateret i medierne.

Hvis der er noget, ’Lys i mørket’ kan, er det at få os til at føle noget påny.

'Lys i mørket' har dansk biografpremiere i dag.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve