Anmeldelse: Forestil jer Hunger Games uden Peetas flæberi …

Sidste film om 'The Hunger Games', 'Mockingjay 2', forlænger flæberiet og føleriet.

Lad mig lige sige noget inden I slår mig ihjel.

Jeg er ligeglad om I stener mig eller sætter mig på hjul og stejle eller hvad I finder på, men hør her, fans af Hunger Games-fans og andre teenagere verden over.

Det er vigtigt, det her. Fremtidens historiefortælling afhænger af det.

Snow er jo bare en gammeldags skurk

Det er ikke Præsident Snow, der er den onde. Det er heller ikke de andre, der fremstår som udspekulerede skurke hen mod slutningen af ’The Hunger Games: Mockingjay 2’.

De virkelige skurke er forfatteren Suzanne Collins, manuskriptforfatterne Peter Craig og Danny Strong, instruktøren Francis Lawrence og alle dem, der har postet penge i filmudgaverne af Suzanne Collins bestsellere.

Snow er jo bare en gammeldags skurk, en af den slags marionetfigurer, der bliver ved med at være enormt ond så vi kan hade ham og vente på det øjeblik, hvor han dør en ynkelig død. Skidt med ham. Det er mere indviklet med oprørslederne Coin og Plutarch, der udnytter vores heltinde, Katniss Everdeen, groft og udspekuleret selvom de er på samme side.

Den skideirriterende flæberøv

Men hør nu. Det er ikke de virkeligt farlige. Det er ikke dem, I skal være bange for.

Jeg ved det er svært at forholde sig til, men de bliver styret af Suzanne Collins & Co. Det er Collins, der bliver ved med at manipulere med jeres følelser.

Gennem de seneste to Hunger Games-film har Collins og Lawrence og alle de andre brugt enhver lejlighed til at skrue op for jeres følelser. Katniss Everdeen er jo ikke et menneske, hun er et yndigt bundt følelser, der er god til at skyde med bue og pil.

Hver eneste gang, Katniss står overfor en ny udfordring, reagerer hun på sine følelser. Hun tænker på sin familie. Hun tænker på at det er forkert at dræbe uskyldige. Og hun tænker på sin elskede Peeta, den skideirriterende flæberøv.

Det evindelige føleri

Undskyld, det var ikke pænt sagt. Men prøv at se efter.

Hver eneste gang, vi tror, vi ved hvor Katniss og Peeta er i deres forhold til hinanden, hver eneste gang de er faldet til ro i deres evindelig føleri, presser Suzanne Collins & co. dem i en ny retning. Det er altid de stærkeste følelser, der skal presses frem. Der er ingen naturlig udvikling i det.

Lige når vi tror at Peeta har indset, at han elsker Katniss, og vi endelig kan koncentrere os om at få serveret en spændende krigsfilm, bliver Peeta enig med sig selv om at hans venner skal slå ham ihjel fordi han er skyld i alt det onde, der er sket.

Hvad skal det sludder til for?

Får ikke lov til at trække vejret

Suzanne Collins er ikke ond. Det er hendes kumpaner heller ikke. Men Collins’ Hunger Games-univers er fra start til slut skabt for at kontrollere vores følelser. Vi får ikke lov til at trække vejret.

Den første film fra 2012 var en medrivende fortælling i et smukt og særligt fremtidsunivers, hvor unge mennesker skulle kæmpe til livet i en ny slags gladiatorkampe. At en magtsyg overklasse vil kontrollere underklassen ved at lade de undertryktes børn slå hinanden ihjel, er noget absurd sludder, men lad gå – Jennifer Lawrence så forrygende ud som pileskydende heltinde.

Forestil jer Hunger Games uden Peetas flæberi …

Siden har filmene kun handlet om at tvære flest mulige følelser ud i hovedet på publikum. Det er det farlige ved Hunger Games.

Der er ikke plads til læsernes eller tilskuernes egne følelser og tanker. Det er en ødelæggende måde at fortælle historier.

Tænk over det. Tænk på hvor glimrende Harry Potter fungerer selvom figurerne ikke ser som om de er ved at tude hele tiden. Forestil jer Hunger Games uden Peetas flæberi …

Kan I ikke se det? Nej? Okay, jeg vil bare gøre opmærksom på at Suzanne Collins er med til at kvæle god historiefortælling. Vær venligst nådige når I henretter mig, ikke?

'The Hunger Games - Mockingjay 2' er i de danske biografer fra den 18. november

Facebook
Twitter