ANMELDELSE Gå aldrig tilbage til et mesterværk

Sammenlignet med forgængeren er ’T2 Trainspotting’ en kedelig halvgammel stodder.

’Trainspotting’ var i dén grad tilstede i 1996. Den var lige præcis det, ’T2 Trainspotting’ ikke er, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

Ja, nu kommer det langsomt tilbage. Jeg kan huske koncerterne, musikken, stemningen. Det var anderledes dengang.

Nettet var knap nok opfundet, computerspil var stadig noget simpelt stads, og smartphones var science fiction.

Jeg kan huske fornemmelsen af, at ny musik væltede frem fra alle sider. I England var britpoppen på sit højeste med Blur og Oasis i en bitter dyst om at være det største band. I USA kæmpede øst- og vestkystrapperne om herredømmet, og i 1996 så det ud til at 2Pac og Dr Dre ville vinde.

Og så var der ungdomskulturen.

Jeg læste de britiske livsstilsmagasiner The Face, I-D og Blitz og så nye technoraves, og stoffer vælte frem, og alt var spændende, og jeg var 29 og en stor del af det hele blev pludselig samlet i en lille skotsk film om fire junkier, Renton, Spud, Sick Boy og Begbie.

Første film var flabet og begavet

’Trainspotting’ var vild, den var flabet, syret og begavet – men først og fremmest besad den et underspillet og velformuleret oprør, takket være forfatteren bag bogen bag filmen, Irvine Welsh.

Han tog sloganet Choose Life, der egentlig var de britiske myndigheders opfordring til unge om ikke at kaste sig over stoffer, og gjorde det til junkiernes eget. ’Choose life. Choose a job. Choose a career. Choose family. Choose a fucking big television’ messede hovedjunkien, Renton, i filmens begyndelse.

Der var et ønske om at være sig selv på sine egne betingelser i ’Trainspotting’, at have lov at gå i hundene på en cool måde.

’Trainspotting’ var hverken forherligende eller fordømmende overfor stoffer. Den var bare … beskrivende, forstående – på bølgelængde. Den forstod følelsen, som når Renton tabte en syrepille i et toilet og dykkede ned efter den, ned i et underjordisk drømmenes ocean.

Ny film finder aldrig sig selv

’Trainspotting’ var i dén grad tilstede i 1996. Den var lige præcis det, ’T2 Trainspotting’ ikke er.

Her, 20 år senere, vender instruktøren Danny Boyle tilbage til sin bedste film, og han har primært nostalgien som drivkraft. ’T2 Trainspotting’ stiller sig på skuldrene af den første film, og finder aldrig sig selv.

Den vil egentlig gerne fortælle noget om at komme videre og se sig selv i øjnene og spørge ’hvad har du egentlig udrettet med dit liv’ – hvilket ironisk nok er præcis den slags samfundsbevidst selvransagelse de britiske myndigheder opfordrede til med Choose Life-kampagnen.

’Trainspotting’-universet er blevet frygtelig voksent med ’T2 Trainspotting’, der serverer nogle fuldfede filmfloskler. Omdrejningspunktet er den klassiske formel, når man skal beskrive en venneflok, men egentlig ikke har noget at fortælle, at nogen snyder nogen andre ved at stikke af med en ordentlig røvfuld penge.

Uinteressant motor

I begyndelsen af filmen vender Renton, spillet af Ewan McGregor, tilbage til Edinburgh efter 20 år i Amsterdam. Den åbne slutning i den første film, hvor Renton pludselig stod med en hulens bunke penge, er blevet gjort til et klassisk twist i gavtyvskomedier – nogen er stukket af med den store gevinst for næsen af sine venner.

Den motor bliver aldrig interessant – eller bare tilstedeværende – i ’T2 Trainspotting’. Sick Boy og Begbie tørster efter hævn, og kaster sig ud i nogle drabelige slagsmål, mens Spud bare er optaget af at slippe ud af sit misbrug. Er det virkelig det mest spændende, der kan fortælles om fire junkier 20 år senere? Seriøst? En dansk folkekomedie i skotske junkieklude?

Danny Boyle er en vild og opfindsom billedmager og sammen med sin faste fotograf, halvdanske Anthony Dod Mantle, kan han fyre de mest knaldede billedstrømme af. Som da Renton, Sick Boy og den bulgarske veninde Veronika kører bil og taler om fodboldstjernen George Best og en film om fodboldspilleren bliver projiceret på bilens ene side, og alskens smartphonebilledlir bliver klasket indover uden andet belæg end at det er vildt og sjovt.

Og det er ’T2 Trainspotting’, vild og sjov, men den mangler det, der gjorde den første film til noget helt specielt, en begavet fornemmelse af at svømme i sin samtid.

FacebookTwitter