Anmeldelse: Gennemsindssygtskingrendesuperhylemesjov

Melissa McCarthy folder registeret helt ud og styrer agentkomedien 'Spy' sikkert hjem.

Få erhverv har gennem tiden været så udpræget et mandeanliggende som komikerfaget.

Listen over kvinder, der har skabt en karriere ud af at være sjove, er forbavsende kort. Man kan nævne Whoopi Goldberg, Madeline Kahn og Goldie Hawn i amerikansk film – og Paprika Steen og Sidse Babett Knudsen i dansk - men sjove kvinder er, sjovt nok, nærmest sjældnere end kvindelige actionhelte.

Kun forholdet mellem mandlige og kvindelige prostituerede på film virker lige så skævt, med modsat fortegn naturligvis.

Sørensjaskeme-stanghamrende vanvittigt

Hvorvidt det er kulturelt bestemt, eller om mænd har taget patent på at opføre sig fjollet eller om kvinder bare ikke er særligt sjove, må andre afgøre.

Her skal vi bare slå fast, at forholdet mellem kønnene indenfor komik er ved at ændre sig. Og at Melissa McCarthy er sørensjaskemeskidestanghamrendevanvittigt morsom i den nye amerikanske film ’Spy’.

Vi vidste godt, at McCarthy kunne være sjov. Det har hun vist med små roller i komedierne ’Bridesmaids’, ’This is 40’ og ’The Hangover III’. Og for en god måned siden formåede hun at holde en meget svær balance som en kuldslået og depressiv mor, der også var komisk, i feel good-dramaet ’St Vincent’.

Det var lige før hun stjal rampelyset fra den mandlige komiker Bill Murray, der ellers gav den fuld skrue.

Enorm spændvidde og fyldigt korpus

Men i ’Spy’ er Melissa McCarthy for alvor sjov, sådan det-er-min-film-det-her-for-jeg-er-nemlig-skidesjov-agtig som mandlige komikere har haft patent på at være, lige fra Charlie Chaplin, forbi Dirch Passer, Eddie Murphy, Bill Murray og til Seth Rogen.

McCarthy sætter sig på ’Spy’ med sin enorme spændvidde og sit fyldige korpus lige fra første scene, og hun flytter sig ikke igen. Hun danser, hun klæ’r sig ud, hun græder, hun krymper sig, hun puster sig op, hun smider om sig med fornærmelser, hun kører på scooter og hun kaster med mænd.

I begyndelsen af filmen sidder hun og dåner over sin kollega, den hemmelige agent Bradley Fine, men ca midtvejs i filmen sætter hun en mand på plads med ordene: ’kan du se de her hænder. Jeg stopper den ene ned i halsen på dig og den anden op i røven og så begynder jeg at bruge dit hjerte som en harmonica’.

Og hun gør det hele med lige stor overbevisning og pondus.

Gennemsindssygtskingrendesuperhyleme​sjov

I det hele taget er Melissa McCarthy så gennemsindssygtskingrendesuperhylemesjov, at man næsten overser at ’Spy’ er noget så velkendt og gammeldags som en komedie, der laver fis med James Bond og alle andre agentfilm.

Og at McCarthy ikke gør andet end at gennemgå den sædvanlige overgang fra den totale modsætning til en actionwoman, en overvægtig kontormus med romantiske drømme, til at hakke mændene til bankekød.

Det er alt det midt i mellem, der er frådende overgearet og hysterisk morsomt – i hvert fald i størstedelen af filmen. Som scenen hvor McCarthys figur, Susan Cooper, skal have udleveret sine hemmelige våben à la James Bond, og får udleveret peberspray, hæmoride-klude og neglesvampsprøjte.

Eller scenen hvor hun kaster en mand ud fra fjerde sal og brækker sig ned på ham da hun ser ham blive gennemboret af et jernrør.

Eller den engelske actionhelt Jason Statham, der pludselig viser et stort potentiale som komiker ved at spille verdens mest selvfede agent.

Selv når ’Spy’ ikke rigtig er sjov, er timingen i komikken så suveræn, at man ikke kan lade være med klukke indvendigt.

Specialiseret sig i at instruere morsomme kvinder

Det er Melissa McCarthy, der fører løjerne i land, primært sammen med to andre morsomme kvinder, Rose Byrne og Miranda Hart, og dirigeret af den mandlige instruktør, Paul Feig, der komisk nok har specialiseret sig i at instruere morsomme kvinder i komedierne ’Bridesmaids’, ’The Heat’ og nu ’Spy’.

Der sker noget i forholdet mellem køn og komik for tiden. Og når det er så morsomt som i ’Spy’ må der gerne ske mere af det.

'Spy' har dansk premiere den 4. juni

Facebook
Twitter