Anmeldelse: Ikke flere billige kneb, tak!

Også den franske feelgood-komedie 'Familien Bélier' går direkte efter dine følelser

Det er ikke særlig pænt overfor ’Familien Belier’, men nu gider jeg ikke mere.

Jeg orker ikke at blive hundset rundt med af filmfolk, der propper deres historier ind i standardformularer og billige tricks for at sætte kog i mine følelser.

Skamløs i sin manipulation

Først var der franske ’Samba’, der fik premiere for en måned siden. Den forsøgte at give os velbjergede europæere en fornemmelse af hvad det vil sige af at være illegal fransk indvandrer på bunden af Europas uofficielle kastesystem.

En smuk tanke, men ’Samba’ blev så bange for at være for alvorlig, at den opfandt komiske feelgood-øjeblikke hvert andet sekund. Alle velkendte kneb blev smidt ind i manegen for at publikum ikke skulle føle sig dårligt tilpas.

Motiverne var smukke, men filmen skamløs i sin manipulation.

Et stort bankende hjerte

Så kom det amerikanske feelgood-drama ’St Vincent’ om en lille dreng, der bliver ven med en fordrukken og usympatisk bums og indser, at bumsen, der har levet et hårdt liv, gemmer en helt og et stort bankende hjerte langt inde i sig.

Skuespillet var fantastisk og langt hen ad vejen var tonen original i ’St Vincent’, men ligesom ’Samba’ vidste den lige præcis hvor man trykker på knapperne.

Jeps, jeg græd undervejs, men jeg skammede mig også over at være blevet forført af så billige kneb.

Uden logiske forklaringer

I sidste uge blev det tid til norske ’Kys mig, for fanden’, en ungdomsfilm om en pige, der drømmer om at spille teater og af bizarre årsager bliver sat til at spille overfor den mest usympatiske fodboldidiot, man kan forestille sig.

Men det går som det plejer i romantiske komedier. Uden logiske forklaringer bliver samtlige medvirkende i filmen proppet ind i en velkendt skabelon og inden længe har den fornuftige og selvstændige pige forelsket sig i fodboldstenaldermanden.

Det er effektive fortælleklichéer, men romantikken giver ingen mening.

Sobert og sjovt udgangspunkt

Og her er så ’Familien Bélier’, en fransk komedie med et både sobert og sjovt udgangspunkt, en teenagepige med en stemme af guld, der vokser op i en familie af døve.

Hendes forældre kan af gode grunde ikke høre hende synge og begriber derfor ikke pigen, da hun snakker om at udtrykke sine følelser og flytte til Paris og synge igennem.

Dermed bliver pigens sang en håndgribelig metafor for det klassiske problem mellem forældre og deres børn, at forældrene ikke forstår de passioner og drømme, der giver store teenagere lyst til at rejse ud og undersøge verden.

Det er muligvis langt ude at et par kærlige døve forældre ikke kan acceptere at deres datter har en smuk sangstemme. Men det er samtidig så corny, at det virker.

Alle klassiske, billige kneb

Eller rettere: Det havde virket hvis ikke instruktøren Éric Lartigau forsøgte at tvinge følelserne frem med alle klassiske, billige kneb fra feelgood-komedier.

Selvfølgelig skal vores heltinde Paula ikke være klar over hvor stor en stemme hun har.

Selvfølgelig skal hun rode sig ud i en fortumlet flirt med en fyr, som ikke har spor med historien at gøre.

Selvfølgelig skal hun have en excentrisk sanglærer, der ligner en skiderik, men er godt menneske inderste inde.

Og selvfølgelig skal hun drøne af sted til audition i Paris i allersidste øjeblik og det hele skal munde i en stor følelsesladt finale.

Tilløb til sjove indfald

Der er tilløb til sjove indfald, som fx den groteske sexhunger hos Paulas døve forældre, men som så meget andet i ’Familien Bélier’ dør idéen fordi historien partout skal presses gennem den klassiske feelgood-model.

Det KAN lade sig gøre at være morsom og fortælle kærlighedshistorer uden skabelonløsninger og forsimplede følelser. Det har både dansk/norske ’Beatles’ og danske ’Lang historie kort’ vist inden for de seneste uger.

Og det KAN lade sig gøre at lave komedier og vise stærke følelser uden at bruge billige kneb. Det viste fx Michel Gondry med ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og Jonathan Levine med ’50/50’.

Jeg siger i hvert fald fra. Jeg gider ikke flere filmfolk, der forsøger at manipulere med mit følelsesliv.

'Familien Bélier' kan ses i de danske biografer fra den 14. maj

Facebook
Twitter