Anmeldelse: Intet nyt fra Dybbøl Banke

Andet afsnit af 1864 viste glimt af eminente skuspilpræstationer og kameraarbejde af høj klasse, men det er ikke nok til at løfte fortællingen fri af kedsommelighedens hængedynd, mener aftenens anmelder.

Godsejerens perfide og fordrukne søn Didrich (Pilou Asbæk) og hans dekadente rigmandsvenner pisker en stakkels sigøjner som straf for, at han har skudt godsets vildt. Den æstetiske tone er eminent, og fungerer når alle andre en Pilou Asbæk holder sin mund, mener aftenens anmelder. (Foto: Per Arnesen)

I sidste uge gjorde Mikkel Runge Olesen i sin anmeldelse her på siden fint rede for, hvordan '1864' ikke er blevet den balancerede fremstilling af det politiske drama i, som han og andre historiekyndige havde håbet på.

Bornedals i hovedreglen mindre heldige historiske krumspring og forsimplinger har været genstand for en del kritik, hvilket nok er både forventeligt og retfærdigt.

Berettiget kritik

Kritikken har uden tvivl sin berettigelse, men den har desværre haft den uheldige bivirkning, at man til en vis grad har glemt at se på, hvordan '1864' fungerer som det, den først og fremmest er; nemlig et stykke dansk tv-fiktion med et budget på 173 millioner og en ambition om at bide skeer med de helt tunge drenge i det voksende felt af kvalitetsserier, der siden sluthalvfemserne har domineret sendeflader verden over.

Maleriske billeder

- Jeg mener, '1864' har et kunstnerisk niveau, der ikke er set før herhjemme. Den løfter barren, sagde DRs dramachef Piv Bernth, da hun blev foreholdt den indledende kritik af DRs til dato største drama-satsning.

På sin vis har Piv Bernth ret. For '1864' er skam flot.

Det så vi allerede i seriens søvndyssende første afsnit, og her i andet afsnit skruer Bornedal og fotograf Dan Laustsen endnu mere op for det maleriske kamera, som i storladen stil leverer det ene patosfyldte tableau efter det andet.

Æstetisk eminent

I en af afsnittets smukkeste scener, ser vi, hvordan Thøger Jensen (Lars Mikkelsen) slider sig ihjel på baronens mark, og Bornedal orkestrerer her stilsikkert med både helt nære skud af Mikkelsens forpinte ansigt og vidde, stramt komponerede indstillinger af det ærkedanske marklandskab, hvor familien Jensens pater familias ligger livløs bag hest og plov i sort relief, mens bittesmå menneskeskikkelser strømmer til fra alle sider.

Den scene havde helt afgjort det niveau, Piv Bernth taler om.

Det samme kan man sige om sekvensen, hvor godsejerens perfide og fordrukne søn Didrich (Pilou Asbæk) og hans dekadente rigmandsvenner pisker en stakkels sigøjner som straf for, at han har skudt godsets vildt.

Rent æstetisk er tonen her eminent. Den giver mindelser til klasseskels-klassikere som 'Pelle Erobreren' og 'Åndernes Hus', og de tre overklassedrenge skildres fabelagtigt faretruende med pjusket hår, svedige drukansigter og rodet, dyrt tøj. Afstraffelsesscenen indledes med et smukt, stort billede af en skrånende bakketop, hvor Didrich igen og igen tager et langt tilløb for at tildele sigøjneren piskeslag.

Fremragende skuespil

Herefter klipper Bornedal ind på et nærbillede af offerets fortrukne ansigt med Didrich i baggrunden, der ude af fokus og klukkende af grin banker løs på den sagesløse udlænding.

Den sidste scene i aftenens afsnit, der formåede at levere noget, der kunne minde om kuldegysninger, var den, hvor politikeren D.G. Monrad (Nicolas Bro) øver sin nationalliberale brandtale overfor skuespillerinden og musen Johanne Louise Heiberg (Sidse Babett Knudsen), mens der i raffineret stil flash forward-krydsklippes til Monrads egentlige fremførelse af talen i rigsdagen.

Babett og især Bro er fremragende, scenen er stemningsfyldt, og både opbygning og kameraarbejde er af høj, høj klasse.

Disse scener er dyre, det kan ses, og pengene er godt givet ud. Tidsforskydningen fremstår sømløs, fordi de dygtige skuespillere leverer, fordi staffagen er eminent, og fordi Bornedals æstetiske vision er flot fremkaldt. Det kan godt være, der er en masse faktuelle ting, som skurrer, hvis man borer i dem, men det er underordnet. Illusionen er i disse scener fuldendt, man henføres, og sådan skal den slags bare drejes.

Det pinefulde maskefald og de tunge klicheer

Desværre er de få glimt af storhed ikke helt nok til at vriste '1864' fri af middelmådigheden og svinge serien op i de højere luftlag, som den kunne og burde befinde sig i.

Hvis vi tager udgangspunkt de tre ovennævnte scener, så bliver de før eller siden alle skændet af forskellige faktorer, som på hver deres måde siger noget om, hvad der overordnet er galt med '1864'.

Thøger Jensens endeligt er smukt skildret rent æstetisk, nuvel, men symbolikken bag den arme landarbejders død bag ploven på en mark, der ikke er hans egen, er så tung, klodset og unuanceret, at det næsten er smerteligt.

Klichéfyldt elskov på stranden

På samme måde forekommer det nærmest skolefilmsagtigt, når Bornedal helt demonstrativt lader Inge (Marie Tourell Søderberg) bide i et æble, som hun gudhjælpemig plukker fra et vildtvoksende træ ved de tre barndomsvenners hemmelige strand, før hun trækker de to soldaterbrødre Laust (Jakob Oftebro) og Peter (Jens Sætter-Lassen) ud i vandet og tungekysser dem på skift.

Hvis nogle skulle være i tvivl, så griber Bornedal her tilbage til syndefaldsmyten og træet med den forbudne frugt i edens have. Barndommens treenighed brydes, da Peter og Laust lidt efter bevæger sig hjem over markerne uden Inge, og Laust liiiige skal tilbage og hente noget.

"Smut du bare i forvejen, brormand", lyder det fra Laust, inden han løber tilbage. Vi aner naturligvis uråd, fordi vi netop er blevet stopfodret med varsler, og ganske rigtigt; i næste nu ligger Laust og Inge i græsset og gør, hvad unge mennesker nu engang gør på landidylliske egne med strand til den ene side.

Teatralsk og karikeret

Det er ren fryd og gammen, og efter vellykket akt går de to elskende naturligvis ned på stranden og skriger af lykke ud over vandet.

For at det ikke skal være løgn råber de ordret "Alt er lykkeligt!" i munden på hinanden, før seriens irriterende, småpoetiske voice over minder os om, at det altså også er synd for Peter, og at der er mørke skyer på horisonten. Det er så teatralsk, karikeret og overfortalt, at det næsten ikke er til at holde ud.

Overfortæller historien

Også scenen med Didrich og vennernes afstraffelse af den unge sigøjner, som fungerer fantastisk, når blot alle andre end mesterlige Pilou Asbæk holder deres mund hermetisk lukket, bliver massakreret af, at den ene rigmandsknægt holder en lang lommefilosofisk tale om et eller andet abstrakt med at frigøre sig fra smerten ind i offerets øre, mens Asbæk banker løs. Det er som om, Bornedal bare ikke kan styre sig.

Han ender hele tiden med at forplumre sine pointer ved at overfortælle og hælde mere på, og det er decideret ærgerligt. Helt galt bliver det til sidst, da de tre kåde voldsmænd runder deres dekadente tour de force af ved at, ja, undskyld mit franske, bolle en ko på skift ude i stalden.

Klichéen er simpelthen for tyk til, man kan rumme den. I forlængelse heraf kunne man nævne de absurd karikerede sigøjnere, der flytter ind i serien her i afsnit to, eller scenen hvor Otto von Bismarck for at tydeliggøre Tysklands militære overmagt leger med tinsoldater på gulvet.

Eksemplerne på tonstungt billedsprog og klichefyldte scener står desværre i kø i '1864'.

Et teatralsk manuskript

Den sidste af de tre scener, den der kredser om Monrads brandtale, holder i virkeligheden hele vejen hjem men er alligevel et kongseksempel på en grundlæggende uskik i '1864'; Scenen er så gennemteatralsk, at man undervejs tager sig selv i at spejde efter teatersalens med grønt markerede flugtveje.

I '1864' leveres replikkerne konstant på den her stive og overtydelige facon, som fungerer så glimrende på de skrå brædder, men som i moderne tv-fiktion bare ikke passer ind.

I seriens 1860´er fortælleplan kan det måske lige tolereres, selvom serier som HBOs 'Band of Brothers', 'Boardwalk Empire' og 'Rome' har vist, at man med fordel kan anvende en mere tidssvarende dialog i historisk tv-drama. Melodramatikken passer trods alt bedre ind her, og man forsøger som seer at fremelske en form for god tro baseret på en tanke om at "Tja, måske talte de sådan dengang".

Overflødige tråde til nutiden

Teaterstilen og den unaturlige repliklevering hænger dog ved langt ind i seriens andet og ifølge denne anmelder ret overflødige fortælleplan, som kredser om den hashrygende teenager Claudia (Sarah-Sofie Boussnina), som har mistet sin soldaterbror i Afghanistan.

Også her er scenerne præget af fornemmelsen af "At sådan taler man altså ikke i virkeligheden", og det er uforståeligt, at man har valgt en sådan tone i et moderne tv-fiktions-manuskript, hvor traditionen i så lang tid har været præget af naturalisme i karaktertegningen. En tradition, som DR-Drama historisk har mestret til UG med kryds og slange.

Det lysner svagt i horisonten

Det første afsnit af '1864' led tydeligt og var præget af decideret dødvande. Universet fremstod uklart, handlingen kom ingen vegne, og karaktererne karikerede og amputerede. Desuden var fortælletempoet uhørt langsomt, og ved enden af dagen var seriens første afsnit bare jævn kedeligt.

Her efter andet afsnit har vi fået sendt Peter og Laust i militæret, vi har fået etableret en romance mellem Inge og Laust, som truer med at slå skår i broderkærligheden, og vi fornemmer, hvordan det politiske klima mellem Tyskland og Danmark forværres.

Med andre ord; nu begynder der at ske noget.

Svært ved at se den i andre lande

Det er naturligvis positivt, men når det er sagt, så skal det også siges, at DR største serie-satsning nogensinde kæmper med nogle grundlæggende problemer, som bliver svære at komme til livs.

Der er blevet taget nogle kunstneriske valg, som forekommer utidssvarende og umoderne i forhold til den tv-fortælletradition, der siden sluthalvfemserne er blevet forfinet i en udvikling, der minder om den, filmen gennemgik i midten af sidste århundrede.

I forhold til de bedste og mest modige tv-serier på markedet lige nu, virker danske '1864' mindre smidig, opfindsom og imødekommende, og det forekommer ikke sandsynligt, at serien vil passe ind i specielt mange sendeflader rundt omkring i verden.

Serien skal følges til dørs

Men hvem ved, måske er Ole Bornedal foran for sin tid og formår at foregribe noget, denne anmelder endnu ikke har føling med. Uanset hvordan og hvorledes, så er '1864' et stort, larmende spektakel, som midt i al sin nærmest barokke overlæssethed formår netop det. At larme.

Det i sig selv har en ganske særlig charme, og alene derfor skal det blive spændende at følge denne store kolos til dørs.

Facebook
Twitter