ANMELDELSE Jesper Christensen er fantastisk som norsk konge

Danske Jesper Christensen imponerer i rollen som den norske konge i 'Kongens Valg'.

Naturligvis lugter det af national selvfedme, når man sidder i Danmark og roser den dansker, der spiller hovedrollen i en norsk film. Og det får det til at stinke endnu mere fælt, at filmen piller ved netop store nationalfølelser, dog norske, ikke danske.

Men der er ingen vej udenom. Danske Jesper Christensen har en af de sjældne filmroller, der kan bære en hel film på sine skuldre, og som smelter sammen med den historiske figur, han spiller, norske Kong Haakon den 7.

Kongen er et momument

Det gør den fordi Christensen netop IKKE spiller en historisk figur og en legendarisk konge, men fordi han fokuserer på at være et menneske. Og på at også konger og nationalhelte ikke mindst er mennesker.

I norsk mytologi er Kong Haakon den 7. den konge, der stod fast og ikke ville bøje sig for Hitlers tropper, da de gik ind i Norge den 9. april 1940. Han er et monument, et mindesmærke, over nordmændenes standhaftighed over nazisterne. Ihvertfald i tre måneder – indtil overmagten blev for stor.

Men i Erik Poppes ’Kongens valg’ er Jesper Christensen først og fremmest et menneske, der skal træffe svære beslutninger.

Svære overvejelser

Helt fra begyndelsen af filmen taler han som et menneske, hvis hjerne er i fuld swing med at overveje og analysere.

Først ser vi ham lege gemmeleg med børnebørnene i sneen. Men da han får nyheden om tyskernes fremmarch, er han i fuld gang med at fundere.

Man kan høre det i hvert af Christensens ord. Skal nordmændene sætte hårdt mod hårdt og nægte at overgive sig, velvidende at det kommer til at koste hundreder, måske tusinder af nordmænds liv? Eller skal de finde et mere gelinde arrangement overfor tyskerne? Hvad ønsker det folk, der ved afstemning valgte ham som deres nye konge i 1905 – også selvom han kom fra kongehuset hos det tidligere herrefolk, danskerne?

En folkets mand

De overvejelser er den røde tråd i Erik Poppes thriller-agtigt effektive film mens Kong Haakon og den norske regering forlader Oslo og drager mod den lille by Elverum nær den svenske grænse.

På den ene side har kongen en nølende regering. På en anden side sin søn, kronprins Olav, der kræver væbnet modstand. Og på den tredje side står børnebørnene og familien samt det norske folk, som han gør alt for ikke at svigte.

Han er måske nok konge og monark, men han er også – og det er nøglen til den specielle psykologi i ’Kongens valg’ – en folkets mand, en demokrat.

På mange måder er ’Kongens valg’ en norsk pendant til danske Roni Ezras ’9. april’.

Det er beretningen om den dag fjenden kom. Mens ’9. april’ fulgte en håndfuld soldater, der sloges for fædrelandet uden at ane at deres regering for længst havde kapituleret, er ’Kongens valg’ foldet større ud.

Nordmændene holdt trods alt stand i tre måneder og ikke et par timer, og allerede inden tyskerne havde sat fødderne på norsk jord, havde nordmændene nedskudt krigsskibet ’Blücher’ og 830 unge tyske mænd.

Gods til storfilm

Der er altså gods til en storfilm af Hollywood’sk kaliber i historien om Norges modstand. Det udnytter Erik Poppe fuldt ud i flere usædvanligt intense scener, ikke mindst sænkningen af ’Blücher’, der ser helt fantastisk ud, helt uden overdreven brug af lækre effekter. Der er hele tiden en fantastisk knugende uro i filmen. Man fornemmer faktisk hvordan stemningen har været i de dage, hvordan en fjende lurede i horisonten, som en ondskab, der truer med at opsluge én.

Det føles særligt intenst, fordi vi oplever uroen gennem en mand, der hele tiden forsøger at holde hovedet koldt.

Som det centrum er Jesper Christensen imponerende. Hver en tanke, hver en overvejelse siver ud i billederne, som blod i den hvide norske sne. Og så skidt være med at manden er dansker.

’Kongens valg’ er først og fremmest en velfungerende film om en krig, beskrevet udfra ét menneske – og sjældent har et menneske båret en krig så eftertænksomt som Kong Håkon den 7. alias Jesper Christensen.

Facebook
Twitter