Uha, det er en spidsfindig én, den her.

Der er ingen tvivl om at det er et fascinerende syn, den tyske instruktør Christian Petzold serverer for os i ’Phoenix’, en slags omvendt udgave af Alfred Hitchcocks berømmede ’Vertigo’, hvor en mand skyggede en kvinde for at aflure hendes identitet.

I ’Phoenix’ drejer historien om en mand, der sætter sin kone til at udgive sig for at være … hans kone – hvorved konen studerer sin mand for at se om han kan genkende hende.

Banket til ukendelighed

Det lyder absurd, men det hører bestemt med til historien, at kvinden Nelly var i nazisternes udryddelseslejre i slutningen af 2. verdenskrig, hvor hun blev banket til ukendelighed og fik lagt nyt ansigt på af en dygtig kirurg lige efter krigen - i forventning om at begynde på et nyt liv som jøde i Israel.

Men hun kan ikke glemme det eneste, der holdt hende oppe i lejren, hendes mand, Johnny. Og hun nægter at tro på, at han muligvis angav hende som jøde og sendte hende i udryddelseslejren i slutningen af krigen.

Hun finder Johnny, forbavsende let, i det sønderbombede Berlin. Han kan ikke genkende hende, men kan alligevel se ligheden og udtænker, forbavsende hurtigt, en plan om at hun skal udgive sig for at være hans kone, der vender hjem fra Hitlers lejr, så han kan få fingre i Nellys arv.

Men alligevel, tror man på det?

Og det er netop her, ’Phoenix’ bliver en spidsfindig størrelse, der kræver en vis velvillighed fra publikums side.

Tror man på det scenarie, Petzold har sat op på baggrund en roman af den franske forfatter Hubert Monteilhet? At en mand ikke kan genkende sin kone, men dog mener at hun ligner fruen så meget, at hun kan udgive sig for at være hende?

Vi er i årene lige efter krigen, hvor især det tyske folk naturligvis var martrede og fortumlede. Men alligevel. Tror man på det?

Den her anmelder gør ikke. Det virker ganske enkelt ikke troværdigt, at en mand ikke kan genkende sin kones stemme, latter, tankemåde – alle de bittesmå særkender, som gør at vi er den, vi er. Og når nu Christian Petzold har lagt rollen som Nelly hænderne i på skuespillerinden Nina Hoss, der både har et meget karakteristisk tandsæt og en særlig duknakket kropsholdning, virker det endnu mere suspekt.

Det er muligt at Nellys ansigt er ugenkendeligt, men hvorfor har parrets gamle venner så ingen problemer med at genkende Nelly?

Beklager, jeg køber den ikke

Beklager, jeg køber den ikke. Og når den spidsfindige konstruktion vælter, ryger hele ’Phoenix’ på gulvet.

Det er meget tænkeligt at Christian Petzold kunne have gjort situationen mere spiselig ved at give publikum flere detaljer at arbejde med.

Men der er en mærkelig utålmodighed over ’Phoenix’. Vi bliver hurtigt kastet ind i den aparte situation hvor en mand sætter sin kone til at udgive sig for at være hans kone – helt i modsætning til den detaljerigdom og det tålmodige arbejde med at lære to mennesker at kende, der prægede Petzolds forrige film, den fremragende ’Barbara’.

Som Hitchcocks viste med den mere end to timer lange ’Vertigo’ – eller ’En kvinde skygges’ – kræver det tid at zoome sig ind på et andet menneske, at overveje og fundere og beslutte.

Det vidste Petzold også i ’Barbara’, der gav et sjældent klart billede af hvordan det føltes at leve i skyggen af Stasi, det hemmelige politi, i Østtyskland. ’Phoenix’ forjagede spilletid på 98 minutter virker som en helt forkert beslutning.

Især Johnny når ikke at falde på plads som et menneske, som den lumpne type, han muligvis er, før Petzold hurtigt skubber historien videre.

Hun ligner godt nok min kone

Det er absolut et fascinerende drama, der gemmer sig i ’Phoenix’, et spidsfindigt studie af to mennesker i skyggen af en krig. Og hvis man virkelig tror på, at en mand kan kigge på sin kone og tænke 'hun ligner godt nok min kone, hun kan udgive sig for at være hende', gemmer der sig måske en uforglemmelig oplevelse i 'Phoenix'.

Det er bogstavelig talt en helt anden historie.

'Phoenix' kan ses i de danske biografer fra den 20. august