Anmeldelse: Lige ud fra banken

Megahypede 'Straight Outta Compton' er et utroværdigt heltekvad om rapbandet NWA.

Det er selvfølgelig bare et tilfælde, men man skulle næsten tro at Den store Filmgud bevidst har givet to meget forskellige musikfilm premiere i samme uge. ’Straight Outta Compton’ og ’Eden’ er begge baseret på virkelige musikalske begivenheder og begge finder sted fra slutningen af 1980’erne og frem.

Derefter er det svært at finde fællestræk.

Mens franske ’Eden’ tegner et portræt af en almindelig ung fyr med almindelige drømme i musikverdenen, er ’Straight Outta Compton’ et portræt af nogen, der faktisk blev til noget stort.

Mens ’Eden’ beskriver små begivenheder, små stykker liv, små oplevelser, der tilsammen skaber et virkelighedstro menneske, er ’Straight Outta Compton’ et heltekvad, en lovsang til rappens Robin Hood’er, der blev snydt af de rige, men snød de rige til sidst.

’Kæft, hvor vi kender den historie

Mens ’Eden’ er den utraditionelle musikfilm, er ’Straight Outta Compton’ skåret præcis som musikerportrætter plejer at blive skåret.

Først kæmper vores helte med at blive berømte, med at få anerkendelse, med koner og kæreste og mødre og fædre, så bliver de berømte, hvorefter toget buldrer derudaf, inden lortet ramler sammen om ørerne på dem og det hele bliver samlet op ved lyset for enden af tunnelen til sidst.

’Kæft, hvor vi kender den historie.

Henholdsvis hjerte og rygrad

I ’Straight Outta Compton’ er den dramatiske skrue endda drejet en ekstra gang eller syv.

Filmen er kommet til verden efter mange års tovtrækkerier og overvejelser, men med to af dens helte som økonomiske bagmænd. Dr Dre og Ice Cube, var begge medlemmer af filmens emne, rapgruppe NWA.

Nu har de puttet penge i filmen om dem selv, og sjovt nok er det de to, der fremstår mest sympatiske.

Mens de hvide pladeselskabsbosser ta’r røven på de sorte ghettodrenge, mens rapperen Eazy-E putter pengene i egen lomme bag de andre medlemmer af gruppen, mens produceren Yella kun er med i en håndfuld scener, rapperne The D.O.C. og MC Ren kun er med i en enkelt og rapperen Arabian Prince slet ikke er med i filmen, fremstår Ice Cube og Dr Dre som henholdsvis hjerte og rygrad.

Et tilbagelænet, cruisende lydspor

Ice Cube er bare en tænksom og belæst knægt, der rapper og skriver tekster. Men da politiet overfalder ham og hans familie uden årsag, forfatter han gruppens signatur, ’Fuck the Police’, et nummer, der satte ord på mio af sorte amerikaneres frustrationer og skabte en ny identitet for flere generationer af rappere verden over.

Og Dr Dre er bare en god knægt, der hjælper sin familie og samtidig omsætter sin kærlighed til 70’er-funk til en ny lyd, et tilbagelænet, cruisende lydspor til storbyens coole katte.

Det er fint nok. Til gengæld er det knap så OK, at alle knaster er skåret af både Dr Dre, Ice Cube og resten af NWA.

De kommer måske nok fra ghettoen Compton i Los Angeles, men de er kun fattige, uskyldige ghettodrenge. Kriminalitet, narkosalg og andre knap så moralske tiltag er skrevet ud af historien om et af raphistoriens mest berygtede bands, fundamentet i fænomenet gangsta rap.

Det er ganske enkelt ikke troværdigt.

En intens fornemmelse af ghettolivet

Den første halve time af ’Straight Outta Compton’, hvor vi ser gruppens medlemmer finde sammen i Compton, giver en intens fornemmelse af ghettolivet. Og er klart filmens bedste.

Men så snart karrieren er i gang, bryder instruktøren F Gary Gray ud i heltekvadet om NWA – frihedskæmperne, der gik op mod korrupte politifolk, politikere, pladeselskabsbosser og journalister.

Som biografi, som portræt af en af de mest indflydelsesrige grupper i hoppens historie, er ’Straight Outta Compton’ kun for fans. Beretningen om NWA kan fortælles på mange måder, og ’Straight Outta Compton’ er af den slags, der fungerer som en del af markedsføringen af produktet NWA.

Hvis NWA var et band, der reagerede og gik sin egne veje, er filmen om dem til gengæld det stik modsatte: en musikbiografi af den mest klassiske slags, skabt til at holde forretningen kørende.

'Straight Outta Compton' kan ses ved en række event-visninger landet over fra den 17. september og fortsætter i almindelig biografdistribution ugen efter.

FacebookTwitter