ANMELDELSE Livet er noget lort og vi skal allesammen dø

Mexicanske 'Chronic' går tæt på - og alligevel ikke - Døden i vores moderne liv.

Livet er noget lort og vi skal alle sammen dø.

Det er ikke moralen i mexicanske Michel Francos ’Chronic’. Men det er ikke helt ved siden af.

Mexicanerens tanke er tydeligvis at fokusere på et emne, moderne mennesker har det særdeles svært med, Døden.

Han følger sygeplejeren David, der nærmest lider af en besættelse i forhold til døende mennesker. Han vasker dem, hjælper dem, tager sig af i dem i enhver henseende og kommer undervejs tættere på de døende end de nærmeste familiemedlemmer gør.

Og det er en af filmens grundpiller. Døden, eller det at se et familiemedlem dø, er så uhåndgribelig, at det er nemmere for en fremmed at overtage den daglige pleje.

Gå i graven med erektion

David lever og ånder tilsyneladende for at tage sig af de dødeligt syge.

Han tager flere vagter i træk, bor nærmest hos patienterne, og går over grænserne for det, der fleste familiemedlemmer vil acceptere.

Han bliver fx sagsøgt af sønnen til en ældre mand, som gerne vil forsøde de sidste dage med at se porno. Det giver David ham lov til, endda så meget at manden har erektion mens David vasker ham. Det opdager sønnen. Og så bliver David fyret og sagsøgt.

Det er igen en af Michel Francos iagttagelser omkring vores forhold til døden, at den skal være sober og omgivet med respekt. Vi tolererer ikke at vores ældre slægtninge skal have det sjovt mens de dør og gå i graven med erektion oven på en omgang porno.

Flere gode iagttagelser omkring dødens ansigt

37-årige Michel Franco har i det hele taget flere gode iagttagelser omkring dødens ansigt – eller mange på samme – i vores moderne samfund. Men han har også svært ved at samle det til et klart udsagn.

Det virker ikke som om han er klar over hvad han vil fortælle om Døden. Det er muligvis en pointe at Døden er så svær at begribe og omfavne.

Men det gør også ’Chronic’ underligt diffus og især køligt distanceret i forhold til beslægtede film som Michael Hanekes ’Amour’, japanske Yôjirô Takitas ’Departures’ og danske Samanou Acheche Sahlstrøms ’I dine hænder’ – tre film, der havde held med at skabe stærke og varme følelser i forhold til det golde, abstrakte emne, Døden.

Lange, meget lange stillestående kameraskud

Franco ser ud til at have skelet til Michael Hanekes førnævnte ’Amour’ for at få tankerne om døden til at hænge sammen. I hvert fald minder ’Chronic’ ofte om Hanekes tørre, dissekerende filmsprog med lange, meget lange stillestående kameraskud hvor David vasker sine patienter eller løber en tur på gaden i Los Angeles.

Undervejs placerer Franco flere små gåder, der skal gøre os nysgerrig på sygeplejeren David. Franco er tilsyneladende af den overbevisning, at ingen bare af sig selv hjælper folk med at dø. Der må stikke noget bag.

Det er især den afstand til David, der giver ’Chronic’ et ubehageligt – og irriterende – berøringsangst udtryk.

Et underligt knudemenneske

Franco gør David til et underligt knudemenneske, der handler gådefuldt når der kommer følelser i spil.

Da søsteren til en ung kvinde, som David har passet, gerne vil stille nogle spørgsmål om Davids opfattelse af kvinden, stikker David bare af. Og da et ungt forlovet par spørger til hans ægteskab på en bar, lyver han og fortæller at hans kone lige er død.

Den opførsel er sær nok i forvejen, men Franco giver David et ekstra vrid ved at udstyre ham med en opførsel, der minder om noget fra en seriemorderfilm.

Han forfølger fx en kvinde i bil i begyndelsen af filmen, og studerer senere billeder af en ung kvinde på Facebook. Først langt senere får vi en forklaring, som i øvrigt er temmelig jordnær og ueksotisk.

Han er bestemt en fascinerende figur, David, der bliver spillet af Tim Roth i en efterhånden sjælden god rolle. Men han virker også til at være gjort ekstra skæv for at peppe et uklart fokus på Døden op.

'Chronic' er i biograferne fra den 15. september

Facebook
Twitter