Anmeldelse: Mad Max er mere gal end nogensinde - og dog

Benzinen pumpet uhæmmet løs - i ligestillingens navn - i den nye Mad Max-film: 'Fury Road'.

Nu svier min øjne igen. Er det mine nye kontaktlinser? Eller er det 3D-brillerne, der irriterer?

Jeg troede det hjalp, da jeg blinkede hurtigt med øjnene før, men nu svier de igen. Det sker engang imellem for mig når jeg ser film, der af den ene eller anden grund er vilde at se på.

Jeg glemmer at blinke med øjnene, tror jeg, men jeg ved det jo ikke, for jeg har for travlt med at kigge.

Det er ikke hans blod

Mine øjne svier fx nu, her hvor Mad Max og hans fortumlede følgesvende gør holdt midt ude i en sump. Mad Max har lige smadret en flok fjender i et køretøj et eller andet sted ude i den blåtågede dis, ude i den golde, fedtede mose, der ser helt fantastisk ud i måneskin.

Og han kommer tilbage, gennem det blå mørke, med blod i hovedet, slæbende på en pose med skydevåben. ’Det er ikke hans blod’, siger Mad Max’ makker i filmen, den stolte kriger Furiosa.

Nu kan vi slappe af igen. Der er håb for Max, Furiosa, de fire smukke avlskvinder og knægten Nux.

Og her er det så jeg opdager, at mine øjne svier igen.

Især næstekærlighed er blevet en mangelvare

De sved også efter den første halve time, efter den lange biljagt i begyndelsen af filmen, da Furiosa snyder sin herre, den brutale Immortan Joe, der regerer over et helt lille rige i en gold ørken, engang i fremtiden hvor menneskeheden endelig har fået smadret Moder Jord og vand, mad, benzin og især næstekærlighed er blevet en mangelvare.

Furiosa skulle have byttet mad for benzin, men stak af, ud i ørkenen i sin kæmpe kampvogn af en tankbil.

Og så snart Immortan Joe og hans krigere opdagede Furiosas forræderi, satte han efter hende, fulgt af en bande skingrende skøre blodtørstige krigere i vanvittige biler og med en ravende vanvittig heavy metal-guitarist som levende kølerfigur på den største af lastbilerne.

Bil- og motorcykel- og benzinglade tosser

Alle sammen tordner de gennem ørkenen, sådan som i de gamle Mad Max-film fra 1979 og frem til 1985, bil- og motorcykel- og benzinglade tosser, der burde finde på noget mere fornuftigt at ta’ sig til i en fremtidsverden hvor civilisationen som vi kender den, er forsvundet.

Men det var netop det særlige ved det gamle australske Mad Max-univers. Det var simple westerns, den gode politimand Max mod de onde bander, bare uden pistoler og geværer, men med biler og motorcykler som våben.

Bundet foran en af skurkenes biler står Mad Max, der ikke længere bliver spillet af en læderklædt Mel Gibson, som i de gamle film, men af englænderen Tom Hardy.

Og endelig, undervejs i den vanvittige jagt på Furiosa og hendes last gennem ørkenen, slipper Max fri og kan slutte sig til Furiosa og de fem kønne avlskvinder, som Immortan Joe har forlystet sig med for at få sig en stor flok af sønner og krigere.

En vanvittig åbningsaktionscene

Her, i den forholdsvis stille scene, opdagede jeg første gang, at mine øjne sved.

Det er en vanvittig åbningsaktionscene, helt i øjenhøjde med de gamle Mad Max-film i sit absurde benzintosseri, men produceret for omtrent 150 gange så mange penge som Mad Max-opfinderen George Millers første film fra 1979.

Men jeg indså for alvor at mine øjne sved hen mod slutningen af filmen, da George Miller, der igen er instruktør på Mad Max, gearede helt ned og fjernede sig fuldstændig fra det drengede benzinblod, der oprindeligt var Mad Max-filmens primære drivkraft.

Langsomt sivede Miller over i det salvelsesfulde red-vores-planet-humør, der også prægede hans to ’Happy Feet’-animationsfilm. Ind fra venstre kom pludselig en trang til at dyrke grøntsager og sikre kvinderne ligestilling ude i den uciviliserede fremtid.

Mad Max har altid været en følsom fyr

Passer det virkelig til Mad Max’ univers? Spurgte jeg mig selv, mens jeg blinkede med øjnene og forsøgte at fjerne svien.

Egentlig ikke. Og dog. Mad Max, der ikke er så tosset som hans navn antyder, har altid været en følsom fyr, der kæmper for håb og kærlighed. I den fjerde Mad Max, ’Fury Road’, gør han det mere end nogensinde, så meget at det næsten er den stolte kvinde Furiosa, der er hovedpersonen i filmen, og ikke ham.

Og de scener, hvor Mad Max går ind i kampen for ligestilling, er blandt de bedste i ’Fury Road’.

Man får ikke svie i øjnene af dem, men de taler klarere til hjernen. Det er paradokset i ’Mad Max: Fury Road’. Benzinen pumper fortsat derudaf, men med en ny følsomhed.

Hænger det sammen? Det kan man sidde og fundere over mens man blinker løs med øjnene …

'Mad Max: Road Fury' er i de danske biografer fra den 14. maj

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk