Det er ikke særlig pænt at begynde på den her måde, men jeg gør det i en god sags tjeneste. Jeg har aldrig været fan af den amerikanske stjerne, Janis Joplin.
Hun har altid forekommet mig at være en af den slags sangerinder, der tror at blues og soul handler om at skrige, som om storheden i kunst ligger i at ’krænge sjælen’ mest muligt ud.
For mig er der betydeligt mere blues i Nina Simones eller Billie Holidays underspillede intimitet.
Døde af en overdosis
Af samme grund kendte jeg ikke meget til Janis Joplin før Amy Bergs dokumentar, ’Janis: Little Girl Blue’.
Jeg vidste, at hun slog igennem som sanger for bandet Big Brother & the Holding Company, at hun var en del af hippiescenen i San Francisco i midten af 1960’erne, at legenden om hende var nært knyttet til de store rockfestivaler i Monterey og Woodstock og, naturligvis, at hun døde af en overdosis som 27-årig, samme alder som kollegerne Jimi Hendrix, Jim Morrison, Kurt Cobain og Amy Winehouse.
Hovedløs jagt på accept
Men jeg havde en klar fornemmelse af at Amy Berg ville fortælle mig meget mere. Og at det ville være af mere intim karakter, formentlig noget med en problematisk barndom/ungdom og en hovedløs jagt på accept og anerkendelse.
Det hører med til et portræt et menneske, der skriger sin sjæl ud og dør af en heroinoverdosis.
Og ganske rigtigt. Janis voksede op i provinshullet Port Arthur, Texas, og led hurtigt af manglende selvværd. Hun ville være smuk, men blev plump og buttet, og gennem det meste af skoletiden blev hun chikaneret af en flok drenge.
Læg dertil en rastløs udlængsel og et stort sangtalent, og vi har en stjerne i støbeskeen. Det er rørende, men også – beklager kynismen – velkendt.
I hvert fald ikke opsigtsvækkende.
Det er en næsten banal anekdote
Men så sker der noget.
Op dukker en ældre hvidskægget herre, Powell St. John, som Joplin spillede med på University of Texas i Austin, og fortæller om de hensynsløse drengerøve, der kårede hende til ’den grimmeste mand på universitet’ ved en afstemning.
Det slog hende ud, som St. John fortæller, med gråd i stemmen, 53 år senere.
Det er en næsten banal anekdote. Men sat sammen med billeder af en buttet ung kvinde, der synger sjælen ud til folk-blues på universitetet, slår den igennem. Jeg fik en forunderlig fornemmelse af at se mennesket Janis Joplin foran mig, en stor teenagepige, der brændende ønsker anerkendelse – men får præcis det modsatte, i spandevis.
Den rodløse pige
Det er nemt at lommepsykologisere og lægge to og to sammen for at få 55. Men billedet af den rodløse pige, der bliver chikaneret af drengene, giver fremragende mening sammen med Janis Joplins hæse, sjæleudkrængende tordenrøst.
Der er, plat sagt, et krav om at blive hørt i den stemme.
Der er gode betragtninger og refleksioner fra især Joplins lillesøster, Laura, mens flere af kollegerne på San Franciscos musikscene virker polerede, nærmest som om de pr automatik hylder hovedpersonen i en dokumentar.
Til gengæld brænder den tidligere talkshow-vært Dick Cavett igennem, først ved at erklære at hans hukommelse er så elendig, at han ikke kan huske om han var ’intim’ med Joplin. Og senere med nogle gamle klip, hvor han ser ud til at have spottet den dybt sårede pige i rockstjernen.
Sjældent har en tv-værts blik været så empatisk.
En enorm mundfuld
Det ligger mellem linierne at Joplin var for stor en mundfuld for de mænd, hun drømte om noget større med.
Det var en del af hendes tragedie. Hun var simpelthen en enorm mundfuld, som menneske og som sanger, og den påtrængende tilstedeværelse brænder aldeles igennem i Amy Bergs dokumentar.
Blev jeg fan af Janis Joplin af at se ’Janis: Little Girl Blue’? Nej, men jeg kom tæt på et menneske med en gribende og lærerig historie – og det menneske var tilfældigvis også en enestående sanger.
'Janis: Little Girl Blue' får dansk biografpremiere den 22. oktober